Karen-Lise Mynster i ‘Det springende punkt’ på Teatret ved Sorte Hest.
(Tegning: Claus Seidel)
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
*
DAGEN, DØDEN OG DIGTNINGEN
Karen-Lise Mynster i fortættet fortolkning af Inger Christensen-digte. Musikalsk og visuelt et fremragende lille ’Gesamtkunstwerk’.
Spiller indtil 2. november på Teatret ved Sorte Hest på Vestebrogade. Varer en time og ti minutter uden pause.
*****
MAN behøver ikke pumpe sig op til Wagners ’Tristan’ for at tale om ’Gesamtkunstwerk’. Mindre – i dimensioner – kan gøre det.
I Teatret ved Sorte Hest møder vi et lille kunstværk, der samler musik, billede, sprog og skuespil i en perfekt enhed.
På den lille scene står – optræder – Karen-Lise Mynster (i disse år nok den mest bevidste og mest suveræne forvalter af karriere og holdning til sit fags krav) i rollen som Inger Christensen – eller nej, det er ikke præcist: Snarere som talerøret for det sind, de tanker, der var Inger Christensen, når hun skrev, digtede, arbejdede sig sprogligt ind til sine inderste idéer om at være til.
Ved scenekanten sidder Henriette Groth ved sine taster, sin mikrofon, sin violin, med sin mikrofon og sin stemme, et musikalsk multitalent, der væver sig ind i Karen-Lises Mynsters net af tekster, undertiden som filter for den sproglige rytme, undertiden med ledsagende 2.stemme, som kan forskubbe sig som ekko, undertiden med instrumentale tilskud, der fletter sig sammen med teksterne, belyser dem, overtager fra dem, forstærker dem.
SPÆNDETRØJERNE
Eller bliver til nye udtryk i nye synteser med Camilla Bjørnvads scenografisk billeder – videoproduceret med en udsøgt fornemmelse for teksterne og musikken, nogle gange i spil af næsten tredimensional virkning på en scene, der trods sin lidenhed har dybde nok til at fordele sig bagud i flere led. Slørede billeder med virkninger som engelske Turners eller abstrakte naturmønstre, som skuespilleren bevæger sig mellem.
Af møblement har Karen-Lise Mynster kun en halv hospitalsseng, hun kan ty til. Skæv selvfølgelig. For teksterne, som stammer fra forskellige digtsamlinger af Inger Christensen, men mest fra ’Det’, som i sin tid placerede hende med urkraft i dansk moderne poesi – er på én gang et opgør med og en åbning mod samfundet omkring hende, formuleret med næsten matematisk formkonsekvens, og her på Sorte Hest med det psykiatriske hospital som rammen om både opgør og åbning – de utrættelige forsøg på at kaste spændetrøjerne, begrænsningerne, konventionerne, alle det begrænsende omgivelser, i ægteskabet, i hverdagen, i livsførelsen – alle udtrykt i psykiaterens begrænsninger.
Komisk som effekt. Præcist som billede.
MÅLBEVIDST OG EKSKLUSIV
Det er en lille forestilling på en god time, fuld af humor, involverende, helt enkel i sin kunstneriske sammenhængskraft, formuleret med en ekstrem præcision af scenograf, komponist og scenekunstner. Uden instruktør? Altså med Karen-Lise Mynster og Henriette Groth som selvstyrende? Line Krogh står anført som konsulent. Godt at se dette højt begavede teatermenneske på banen.
En målbevidst og eksklusiv forestilling.
Hvor meget oplever vi i dansk teater på det niveau?
gregersDH.dk