GRØNLAND I VORE HJERTER?

Bådteatret tager fat i os og grønlænderne  – med løs hånd.

***

Interessant problematik: Havet stiger, og en dansk familie, far mor og datter, bryder op fra det hjemlige og emigrerer til  – Grønland.
Og hvorfor ikke? Havet stiger jo, fordi isen smelter i Grønland, så dér er der nu fast grund under fødderne for friske nybyggere. Og så er Grønland jo dansk, ikke? Vores land.
Familien slår sig ned, bygger hus, udsigten er flot fra panoramaruderne, og de danske grønlændere er jo flinke og gæstfrie mennesker, der forstår, at dem nede fra det rigtige Danmark er fine folk. Det bliver sikkert fedt at integrere sig med den befolkning.
Men nej. Den er grønlænderne ikke med på. De er fjendtlige og aggressive over for de ’fremmede’. Så familien er nødt til at sætte hegn op, bevæbne sig og ikke gå ud om natten.

LØS HISTORIE

Fint. En omvendt integrations-situation, der kan bruges til at fortælle noget om at tro, man er velkommen, men ikke er det. Som muslimer i Danmark f.eks.
Det udvikler sig bare til en lidt hurtig og løs historie. Teenageoprør hos datteren sender hende i ødemarken med maskinpistolen på nakken som en selvretfærdig Al Qeida-terrorist. Og dér kan hun så føre de tapre danske indvandrere til sejr over de underlige og primitive grønlændere, der tror, de kan det hele selv.

LEG MED FORM

Og så alvorligt tager forfatter-instruktøren Daniel Wedel det heller ikke. Så lidt som de tre skuespillere, Sarah Boberg, Mads Wille og Maria Rich. Det hele er mest en leg med teknik og form: De tre både spiller og fortæller historien  – skæggest med brug af en storskærm, der projicerer internationale breaking news om verdenssituationen, med og uden henblik på Grønland. Skuespillerne dubber deres speak til, hvad der nu passer dem og historien, og det er ret underholdende. 
Længere kommer vi ikke i et emne, der ellers nok kunne fortjene noget federe behandling på danske teatre. Grønland er desværre noget, der får de fleste danskere til at se tomt ud i luften og sige nå. 

GregersDH