HVAD URNEN GEMMER
’Det gode liv’ er en sjov, men overstyret bagatel. Den lever på modsætningen mellem Ghita Nørbys forbitrede kone og Tammi Østs hysteriske datter til en afdød rigmand, der står som livstræt støv i en urne mellem dem.
Spiller på Aveny-T på Frederiksberg Runddel indtil 13. april
***
EN urne spiller på en måde hovedrollen. Den indeholder farmand i forstøvet udgave. Og pynter nydeligt i den lille stue. Mor og datter hygger om den. Datteren tager den op og krammer den, så vi straks tror, at nu skal den ryge på gulvet og knuses ligesom urnen med Veronikas aske i ’Arvingerne’.
En glimrende teatralsk effekt. Men det skal urnen så ikke. Tammy Øst skal bare som datteren linde på låget og pudre sig med det kære støv. Inden moren, Ghita Nørby vandrer til havs og skænker resterne af den gamle herre den finale, han har bedt om.
Jacob Weis har dramatiseret en virkelig hændelse, som for nogle år siden blev fortalt i en dokumentarfilm af Eva Mulvad, ’Det gode liv’. Samme titel som er blevet teaterversionens.
LUVSLIDT HIGHLIFE
Weis har skrevet bedre stykker – senest ’Bang og Betty’ om Herman Bang og Betty Nansen – men det er heller ikke kedeligt, hvad han har fået ud af, at lade Ghita Nørby og Tammi Øst gå i clinch med hinanden som et absurd mor/datter-par, der har levet high life i det franske på farens arvede indtægter, men nu sutter på resterne under et henslængt driverliv, der kun rummer luvslidt hverdag, købmands- og apotekerregninger og forkrampede minder om glorværdig fortid.
Det er en attraktion, at teatret har fået Ghita Nørby på brædderne som en 87-årige enke til den fordums Reviera-charmetrold, rollen byder på en blanding af hvasse, kyniske replikker og svævende drømmesyner om fortiden, men ellers ikke så meget.
Tammi Øst har til gengæld fået – og skabt sig – noget at rive i som tøsen, der har levet 54 år i selskab med moren og erindringen om den kære, og måske lidt for kære far. Frustreret, selvoptaget, barnlig og skabagtigt flagrende som en vingeskudt sommerfugl, et aggressivt forkælet barn, højtråbende og lallende, det ene øjeblik naglende moren til væggen med skideballer, det næste sovsende i sentimental solidaritet med morens forhutlede snak om farens yndigheder og svagheder.
MODSPIL
Instruktøren Kamilla Wargo Breckling har tilsyneladende givet hende frit slag, det er overvældende og bestemt ikke kedeligt, men grænseløst, så man ønsker sig et modspil, der bare aldrig kommer.
Modspil – dét får i korte øjeblikke Ghita Nørbys mor, da faren i et par drømmesekvenser dukker op og prøver at forklare og forsvare sig. Peter Oliver Hansen er tildelt den umulige rolle og har ikke en chance for at fange vores interesse.
Rollebesætningen i det korte stykke skal nok trække publikum. Ghita Nørbys tilstedeværelse samt Tammi Østs huseren på scenen sikrer en brugbar teateroplevelse.
