PÅ’EN IGEN

Ingen ting går over – det er Jacob Morilds sarkastiske logik i hans Café Liva-kabaret. Selvom kabareten hedder det modsatte.

****

’DET går over – igen’.
Hvad for noget ’det’? Jacob Morild har sådan et svævende ’det’ i titlerne til flere af sine kabaret-forestillinger på Café Liva. En hed ’ Var det dét’. Det hvad?
Og nu går dét over. Oven i købet: Igen. Sjovt nok – det er ikke spor beroligende, at det går over igen. For det ligger egentlig fast hos Jacob Morild, at verden er fuld af latterligheder. Latterligheder, der bestemt ikke har tænkt sig at forsvinde.
Det er alt det latterlige, han beskriver. Med kæften i højeste gear og et sarkastisk grin. Ingen skal føle sig sikker. Det er os, det går ud over, selvom vi sidder der og jubler som glade masochister. Vi er de mennesker, der maser ud af S-toget og sviner ham til, når han står der og skal ind – mod strømmen. Vi er idioten, der skælder ud i stillekupeen, når vi netop har bestilt plads dér for at kunne høre, hvad vi selv siger, når vi skal snakke i mobiltelefon. Vi lytter henrykt til samfundets glade spinddoktor, der har svaret på krisens udfordringer: Incitamenter, mine damer og herrer, vi overvinder problemerne med personlige incitamenter, gør noget, tag dig sammen og følg gamle damer over gaden f.eks., men drop dem midtvejs – så får de gamle damer selv incitament til at tage sig sammen og komme videre.

SOM VI HAR REDET

Et eller andet sted er der ikke bare sort, men også strøg af vemodig kynisme i Morilds fremfærd. Du bliver ikke klappet på kinden af hans humor. Kynismen stryger blidt igennem hans show, den er tilsyneladende venlig, men den har undertoner af, at der sandelig ikke er noget, der går over. Hverken dengang eller nu – igen. Vi ligger som vi har redet. Fyren, der jagter lykken – og får den – fra vugge til grav, er lige så meget værd at misunde som de gode gamle dage, dengang man ikke havde efterløn, men til gengæld fik lov at dø som 42-årig.
Morild er denne gang uden musikere, klarer det selv med guitar og bånd, og han har den rutinerede professionalisme, der tillader ham at skifte påklædning for åben skærm som en del at showet, konstant flydende med løse bemærkninger i ét åndedræt.
Musikken kan både bruges til at gejle hans sarkastiske monologer i fuld flugt og som bløde mellemlæg: En Johnny Reimar-parodi i fuld krigsmaling ’Kom og pus mine røde julekugler’ eller en Otto Brandenburg-version af sømandens drøm om Birgitte og Hanne og alle de andre – vendt til bøsse-halløj på langfarten med Peter og Bjarne og Otto.

YESTERDAY

Var vi til sommerrevy, ville mange af numrene i forestillingen stå med højglans – indvandreren f.eks., der jonglerer lidt frem og tilbage mellem religionerne, alt efter hvor det giver pote. Når trængslen i moskéen er for voldsom, søger han fred i kirken, hvor der jo ikke er et øje til at forstyrre ham. Eller næsten på Volmer Sørensen-planet: Den gamle, som vanker rundt med stokken hjemme på ’Godthåbsvej’ til tonerne af Beatles’ ’Yesterday’.
Intet går over. Slet ikke Jacob Morilds skarpladte fantasi og sørgmuntre sarkasme.

GregersDH.dk