DET DYBESTE STED

Skovmystik og skrappe sangere i ny dansk-svensk opera komponeret i tidens minimalistiske tonesprog. En kold oplevelse i Bjarke Ingels forbløffende museumsgrav ved Kronborg.

’Det dybeste sted’ spiller i Helsingør 27., 28. og 29. juni. Derefter i forskellige svenske byer. I København i Pakhus 11 30., 31. juli og 1. august og på Koldinghus 4. og 5. september.

***

 
MAGISK modstandskraft og lange underbukser. Det er, hvad der skal til for at klare 2½ times opera udendørs. Vi er hverken i Venedig eller Napoli. I Danmark er vi bare gået amok i sommerlivsglæde. Og fryser med anstand.
Således også i det utrolige gravkammer af en friluftsfoyer til Søfartsmuseet i Helsingør, Bjarke Ingels’ arkitektoniske stunt. Du kunne opføre ’Aïda’ på det sted, og slutte med at indemure Radames og hans Aïda bag betonmurene.
Den svenske komponist Daniel Hjorths opera lader os ikke i tvivl om, at det er her i museumsgraven, den uropføres. Operaen hedder ’Det dybeste sted’. Det er så lidt forvirrende, at programmet på forsiden viser en ensom mand, der står på en iskold strandkant i et fjeldlandskab og støtter sig til en spinkel spisestuestol. Og handlingen i operaen udspiller sig i en mørk skov. Men ok, det dybe sted kan også være en dyb skov. Og i sådan én kan der sandelig være ensomt.
Vi er med på allegorien.
 

I DØDENS SKYGGE

Netop som allegori er det sjovt at se, hvordan denne nye opera bevæger sig ad spor, der minder om Janaceks ’Den fiffige lille ræv’. Også her er der mennesker og dyr i historien, og de lever i skoven i parallelsamfund med sorger og glæder, forelskelser og jalousi, men også i dødens skygge.
Trådene er enkle, men også fatale og fulde af mystik. Mørket sænker sig, og der sker ting og sager i vildnisset. Mennesker og dyr forvilder sig – i den libretto, dramatikeren Julie Maj Jakobsen har skrevet desuden en mystisk person, en flot, slank, næsten nøgen mandsperson David, der dukker ud af tykningen, et væsen tilsyneladende uden fortid. Men interessant nok til, at både jægersmanden Henry og hans samlever Tora fascineres, forelsker sig på skift i ham – under pudsige forviklinger, der minder om dem, der kører mellem dyrene, den vingeskudte gråspurv, ulven og rotten.
Der er romantisk mystik i affæren a la Chr. Winthers ’Hjortens Flugt’ eller ’Hjorten’ – det stykke Vivian Nielsen for nogle år siden skrev til Teatret ved Sorte Hest. Men også stinkende hverdagsrealisme – den sære David bekendtgør f.eks. pludselig, at ’Nu skal jeg lige ud at pisse’. 
 

GLIMRENDE SANGERE

Det er lidt svært at holde interessen intakt for væsenernes gøremål og intentioner. Det hænger bl.a. sammen med musikkens minimalistiske karakter. Den svenske komponist Daniel Hjorth skriver i stil med Philip Glass og Arvo Pärt, gentagelserne flyder som perlerækker på snor og bliver sådan ved i forskellige variationer. Det gør musikken overordentlig let at fange for publikum, men trætter i de mange mono- og dialoger. Mens der er fine øjeblikke, hvor ensemblescener hæver sig og breder sig ud i velklingende passager.
Rollerne er glimrende sunget af de to tenorer, Magnus Vigelius, som er den forvirrede og plagede jæger og svenskeren Martin Vanberg, den vildfarne David. Sangligt scorer sopranen Isabel Piganiol også gode points som Tora, Merete Sveistrup som rotten og Josefine Andersson som gråspurven. Enlige dybe mandsstemme tilhører barytonen Sebastian Durán, der kredser skummelt omkring som ulven.
Det lille styrende musikerensemble består af akkordeon, cello, basklarinet og keyboard, godt håndteret af vistnok udelukkende svenske musikere. Forestillingen er produceret af den dansk styrede Øresundsoperaen, som senest sendte ’La Traviata’ rundt i landet med Merete Sveistrup i titelpartiet.
Den er et godt initiativ, dygtigt gennemført ud fra sine præmisser, men noget for lang til at holde os fangen i sin musikalske monotoni.

gregersDH.dk