Bo Kristian Jensen og Signe Asmussen i ‘Den syngende hat’ (Foto: SaltoMortale)
*
*
*
*
*
*
*
VELLYKKET SALTO MORTALE
Børneopera i ’Hofteatret’ – titlen er ’Den syngende hat’, en enkel, fabulerende historie, godt sunget og talentfuldt håndværk.
’Den syngende hat’ har spillet fem forestillinger på Hofteatret. I går var sidste gang. Men den er til købs for foreninger o.l. hos musikteater-selskabet SaltoMortale. Varer en time.
***
GODT, at Hofteatret mere og mere åbner op for forestillinger. Det er en drøm af et teater. Du oplever andet og mere end noget, der sker på en scene. Intimt på en måde, der fylder os med historie, farver, kunst, et helt museum af rariteter, man kan undre sig over. Fortællinger. Dobbelt mærkbart, når man går derind for at se og høre en opera, der er skrevet med et særligt henblik på børn.
Den hedder ’Den syngende hat’ og er naturligvis som så meget opera fuld af henrivende mangel på logik og almindelig sund fornuft, kun skabt for at appellere til vores undren og fantasi. Ligesom rummet. Allerede mens vi venter på at komme i gang og sidder i halvmørket, udpeger en mor foran mig kongelogen for sin datter og får kommentaren: ”Tror du ikke, det er borgmesteren, der skal sidde der?” Et barn af folket.
Men operaen altså. Den er skrevet af Karsten Fundal. Jeg mener ikke, Fundal har skrevet teatermusik før, det nærmeste må være hans musik til Carl Th. Dreyer-stumfilmen ’Mikaël’. Ellers kun ren instrumentalmusik til koncertbrug.
GODT FORSØG
’Den syngende hat’ er et godt operaforsøg. Den er skrevet for fire sangere og tre musikere – de sidste ved klaver, klarinet og cello, et tæt lille ensemble med klaveret som det bredt og dramatisk førende. Musikerne er helt nærværende, fylder det halve af scenen, men det er ikke skade til. Vi overværer også visuelt samspillet mellem instrumenterne og sangere.
Den bærende person på scenen er tenoren Bo Kristian Jensen, der spiller en frit opererende klovn i besiddelse af en bowlerhat, der har den særlige egenskab, at den får folk til at synge på livet løs. Godt at høre den fra Det Kgl. nu løsrevne tenor. Han håndterer scene og sang så frejdigt som sin bror Gert med et smukt sving mellem det lyriske og det sprælske.
Her mest det sprælske, for klovnen involverer sig i balladen omkring et tyveri: Sopranen Signe Asmussen spiller en karrierepige, der får hugget en taske med penge i, Emil Ritter er tyveknægten, og han leverer provenuet videre til endnu en sopran, Cille Buch, der skal forestille at være fattig, men gerne vil studere sang for at komme til operaen.
Det spinkle, enkle plot og den gennemsigtige instrumental-ledsagelse giver mulighed for, at sangerne kan styre teksten nogenlunde forståeligt. Det er derfor, jeg kalder ’Den syngende hat’ et godt forsøg i operagenren. Klar tekst i sang er ellers en musical-dyd og et problem i mange operaer. Og for mange operasangere. Men problemet er kun sporadisk i ’Den syngende hat’. Og de medvirkende har godt tag på den lille fortælling.
Gerne mere fra Fundal og hans librettist Tobias Ørum. Og fra Musikteaterforeningen, der kalder sig SaltoMortale. Hvilket betyder ’dødsspringet’. Det kan man altså slippe levende fra. Mere end.
