- Tuva Semmingsen, Andrea Pellegrini og Signe Asmussen (foto: Egnsteater Undergrunden)
KEJTEDE OG LIDT FORBLØFFEDE
Tre piger på uvant terræn. Men så tager de fat. De har fået en god idé.
’Den sidste turist i Europa’ – kabaret med sange fra 2. verdenskrig i Glassalen i Tivoli. Et gæstespil med Andrea Pellegrini, Signe Asmussen og Tuva Semmingsen og en gruppe jazzmusikere. Spiller igen den 15. og 16.8. i Glassalen og senere på turne, bl.a. i Farum Kulturhus 1.11.
***
TRE henrivende skolepiger – dér står de. Ja, netop skolede. Skolede i mesterklasser, på Operaakademiet etc. Alle tre. Kom ikke her og bed om at se papirer. De vandrer ind og ud af europæiske operahuse uden anden dokumentation end deres stemmer, deres luksustalent og deres renommé.
MEN dér står de altså nu sammen, kejtede og lidt forbløffede over, hvad de har rodet sig ud i. De slår krøller på sig selv, som om forældre og kammerater sad i salen med nervøse forventninger. Årsfest? Skolekomedie?
CORONA-krisen har givet pigerne en god ide: Vi snupper Lulu Zieglers gamle og skønne hit fra 1948, der handler om at være den sidste turist i Europa. Henrik Blichmanns og Mogens Dams knaldperle-sang om den afsluttede 2. verdenskrig. Et legendarisk kabaret-nummer, der kan give nostalgikere røde kinder.
ET-NUL til den idé. Pigerne har fået en flok proffe jazzmusikere med på den, og så går det derudad. En radio skratter budskaber fra Besættelsen undervejs. De tre piger holder en tråd med de enkelte vers fra ’Den sidste turist’ og synger ind imellem andre gode sager fra de år. ’Hvorfor er lykken så lunefuld’, og ’Man binder os på hånd og mund’. Det kniber lidt med at komme i gang – skal vi danse lidt til, ligne en rigtig pigetrio? Hvor skal vi stå? Hvordan gør man? Skal vi være Swing Sisters, Andrew Sisters, Bakkesangerinder måske? Andrea Pelegrini trækker hele sin Carmenfigur i krop og dåd indenbords til Weills og Brechts ’Surabaya Johnny’, du godeste! hun er på egen krigssti med sin voluminøse mezzo. Det er et hovsa-problem at finde en fælles tone, indtil hendes stemme langsomt bliver skruet på plads ved siden af de andre. Tilmed en vis slags fælles dansetrin. Det sker i Leo Mathisens ’Take it easy, boy’, hvor orkestrets stensikre folk lægger stærke rygge til.
SÅ har Signe Asmussen og Tuva Semmingsen det godt med Edith Piaf-sange og andet på klingende fransk, og der bliver endelig helt fælles og lyksaligt marchtempo hos de tre og musikerne, da de rykker fra Johannes G. Sørensens berømte stemme med frihedsbudskabet: ”Her er London. Det meddeles…” og videre til Andrew Sisters hit ’Bei mir bist du schoen’ – skrevet på yiddish af en jødisk digter allerede i 1932 og ironisk nok en succes hos intetanende nazister i 30’rne!
FINALEN er et par sejrherre-visitkort i luksusramme: Glenn Millers ’Moonlight Serenade’. Og som fællessang med et publikum i stigende lyksalighed: Vera Lynns ’We’ll meet again’.
EN rigtig nostalgiker-affære alt i alt – vist oprindelig planlagt til Teater Undergrunden, der er lukket ned som egnsteater på Farum og Værløse-kanten. Programmet fortæller ikke noget om det, for der er ikke noget program. Den kontroversielle opsætning nyder godt at skrappe musikere og det vokale gåpåmod hos pigerne. Der skal senere tilføjes noget videohalløj i fortsatte opførelser, har jeg forstået. Så vil man – måske og desværre – komme til at undvære den nuttede skolepige-usikkerhed undervejs. Det er ellers en ekstra fornøjelse. Det kan en dygtig instruktør sagtens ødelægge.
gregersDH.dk
