Signe Mannov, Troels Lyby og Laus Høybye i ‘Den politiske Kandestøber’ (Tegning: Claus Seidel)
FJAS I GRØNNEGÅRDEN
Latteren runger i Grønnegårds Teatret. ’Kandestøberen’ med farcetungen lige i munden
*****
Skægt nok. Grønnegårds Teatret har ikke før spillet ’Den politiske kandestøber’. Holbergs bragende gennembrudsstykke. Grønnegårds Teatret baserede ellers liv og eksistens på Holberg de første ti år af sin levetid fra 1982.
Godt så nu at se Kandestøberen halet op på brædderne. Spruttende af energi og fuld af dokumentation for sin livskraft og relevans. Hvem vil i denne chistianborgske sommer benægte, at der er noget larmende komisk i at se en flok højtråbende dilettanter lave kandestøberier med en flink fyr i spidsen, som ikke aner, hvad der er op og ned, men sandelig gerne vil fortælle os andre det?
LYBY OG DOLLERIS
Det er også sådan, Troels Lyby spiller ham i Grønnegården, en flink tumpe, som man gerne stryger over de hår, han ikke har, ømmer sig med ham, når han får stryg, og som man hele tiden har lyst til at råbe til: Gå nu hjem til din læst eller dine støbekolber eller hvad du nu skulle tage at blive ved, inden du dummer dig yderligere.
Det kan godt være, at Troels Lyby med sit intellektuelle og let akademiske blodomløb kanter sig lidt tandhjulsknirkende ind til hjertet af rollen som Herman von Bremen. Men holde af ham kommer man alligevel til i al hans kvajpandede og rundtossede fortumlethed.
Selvom han ikke kan hamle op med sin sceniske viv, Helle Dolleris, der med sit rivejern af stemme, sind og krop og et par øjne, som kan rulle en hel sæt petanquekugler i alle verdenshjørner, i den grad favner Geskes forvirrede intuition, lige larmende fræk og djærv, hvad der end bydes hende. Showet er i lange passager hendes.
MOPPEVALS
Vi er langt ude i farcen i et af forestillingens komiske højdepunkter, den berømte scene, hvor de to fnisende adelsduller – Anette Støvelbæk og Camilla Bendix – iført morderiske skødehunde besøger fru borgmesterinde Geske, som har iført sig kosteskabets gulvmoppe i mangel af bedre for at hamle op med kravene til agtværdig kaffeslabberas med damerne. Vi er virkelig far out, da damerne danser wienervals med de galpende hunde. Som vi er far out i flere andre scener, hvor instruktør Thomas Bendixen assisteret af Karin Betz’ vildt galopperende kostumer fører os godt ud over de klassiske normer for Holberg-spil.
I HAMPEN
2. aktens ’Collegium Politicus’ sætter på samme måde rygvind i fjaset med Camilla Bendix som Sivert Posekigger i et antræk som en invalideret underkorporal i Francos livgarde og Nicolai Dahl Hamilton og Carsten Bjørnlund godt ude i hampen som de to andre politiserende håndværksmestre.
Minderne om Fremskridtspartiets unge stormtropper i 70’erne vælder frem. Hvis vi skal forskåne Ny Alliance i denne omgang.
EFTER BOGEN
Halløjet er yderst forfriskende. Holberg er ellers holdt ret godt til teksten bortset fra nogle strygninger. Og vil man føle sig helt tryg ved, at Reumert og Holger Gabrielsen – og hvem der ellers ser til fra det høje – nok mumler ’Kom hjem, kom hjem’ og nikker beroliget, så er det fordi Laus Høybye er en kontant og slagfærdig Henrik efter bogen, ligesom Signe Mannov strutter og stritter af nuttet tøsehumør, og Anders Juul som den forliebte Antonius er utvetydig sympatisk. De afbalancerer farcetendensen og er livsvigtige, for at den ikke kammer over.
For Thomas Bendixen er opsætningen et vidnesbyrd om, at han – med vinterens ’Fobiskolen’ in mente – udvikler sig til en instruktør, der kan styre humor præcist til kanten af det overstyrede uden at ramle i dybet.
