Ditte Gråbøl og Merete Hegner i ‘Den luft andre indånder’ (Foto: Jesper Blæsild)
PØLSE OG PIND
Line Knutzons ’Den luft andre indånder’ er en perle af en forestilling på Teatret ved Sorte Hest.
*****
DEN ene hedder Pølse, den anden hedder Pind. Et par fortryllende navne til Merete Hegner og Ditte Gråbøl. Den lille krudtugle Merete Hegner har fået struttende røde kinder og en remouladegul paryk. Og Ditte Gråbøl cementgråt jakkesæt, så hun ligner en kuglepen, endnu tyndere end hun er fra naturens hånd, og det siger ikke så lidt.
Line Knutzons lille stykke om de to forvirrede og paniske hoveder er oprindelig skrevet for et mand/kvinde-par til Mungo Park Teatret i 2001. At det på Teatret ved Sorte Hest er to kvinder i rollerne tager vi i stiv arm. Af to grunde:
Først og fremmest fordi rollerne under alle omstændigheder er stopfodret med den almindelige hverdagsagtige desperation, kønnene har til fælles: Angsten for alt mellem himmel og jord, forvirringen om, hvad fanden meningen er, hallucinationerne, drømmene, lysterne.
TO VÆSENER
Og lige så først og fremmest: Fordi alt det lattervækkende og idiotiske, der ustandselig griber de to væsener, ligger pragtfuldt i mund og krop på netop disse skuespillere.
Merete Hegner, der sender breve ud i øst og for at appellere til omverdenen om at opdage, at hun eksisterer, og som konsekvent drømmer den samme drøm igen og igen, drømmen, der brolægger hendes uge fra mandag til søndag med trivialiteter. Øjnene ruller i hovedet på hende, og munden trutter af barnlig forurettelse, mens hun tumler stuen rundt.
Ditte Gråbøl, der kan stirre ud på os og det tomme rum i kulsort vrede og forbløffelse over, at bageren bliver ved med at tilbyde hende tolv franskbrød til ti franskbrøds pris, når nu kun vil have ét. Hun kan hænge med mundvigene og se mere målbevidst forstenet ud end Uffe Ellemann, og hun gøre en stol til det ømmeste elskovsforhold uden at fortrække en mine.
VERBALE PERLER
I Line Knutzons vildt flyvende dramatik er ’Den luft andre indånder’ en verbal perle af associationer, en målløs rundtur i den absurde tankeverden, der kan fylde ethvert normalmenneskes liv og hjerne i tide og utide, når evnen til at filtrere skidt fra kanel er sluppet op. Hvor hver eneste impuls pisker panik frem og skaber ny klaustrofobi og hjælpeløse overvejelser om, hvor man er henne i forhold til omverdenen. Eller bare finde sig selv såmænd.
Som publikum piskes vi lige så turbulent rundt – det er så det stritter af overraskende og absurde indfald. Latteren siver igennem os.
Det er Asger Bonfils, som har iscenesat de hjertegribende klovner Hegner og Gråbøl anbragt som fluer i en flaske – scenografen Anette Hansens indelukke af en gråmeleret stue.
Der er et mageløst musikalsk lydregi: Bolfils bruger sprød og avanceret kammermusik af den ungarske komponist György Ligeti, plantet som med nåle virtuost rundt om mellem replikkerne. Fremragende gennemtænkt.