Den lille Havfrue på Operaen. (Foto: Søren Malmose)

HAVFRUE-PRAGT

Walt Disneys ’Lille Havfrue’ i flot opsætning på Operaen i Fredericia Teaters udgave.
H.C. Andersen kan vi lede efter. Og finde ham – delvis.

Spiller på Operaen indtil 17. august. Derefter på Fredericia Teater fra 28. august til 1. oktober.

*****

SELVFØLGELIG kan vi proppe al snak om droit morale ned i skuffen. Vi er i Walt Disneys favn med Fredericia Teaters udgave af ’Den lille Havfrue’. Han har pudderkvasten i brug i tolkningen af H.C. Andersens tragiske historie om længsel og uopfyldt kærlighed. Det er den tolkning, Fredericias musical-kometer leverer uden forbehold.
Andersen vender sig muligvis i sin grav over den sminkede historie med lykkelig udgang. Og dog. Han var et let bevægeligt menneske. Måske er han bare faldet i lykkelig svime over denne opsætnings forbløffende visuelle overskud og dens tekniske udfoldelser. Alene synet af et jernbanetog lagde ham som bekendt fladt ned af henrykkelse.
Men han behøver nu ikke meget andet end at kaste et blik på den lille havfrue, der sidder på sin sten neden for Kastellet på den anden side af Københavns havn for at genopfriske, hvad han ville med den unge dame:
Hun ser ud mod havet med et længselsfuldt blik. Ud mod dér, hvor hun mødte sin prins. Og dér, hvor hun selv måtte forsvinde som en luftig ånd, efter sit mislykkede eksperiment med at finde lykken blandt menneskene. Og efterlade en prins mere forstyrret i hovedet end lykkelig.

KANONSALVE

Sådan kan vi brumme undervejs ind imellem forbløffelsen over det gigantiske show, Fredericia Teater affyrer som en hel kanonsalve af farvelader, sceneskift, der overlegent bringer os fra øjeblik til øjeblik, fra sceneri til sceneri, fra situation til situation med en timing og rytme, der får fortalt historien så herligt ubesværet.
Historien om havfruen, der redder prinsens liv, bliver forelsket og sælger sin stemme til heksen, der er hendes faster, Ursula kaldes hun, mod at få tre dage til at erobre prinsens hjerte.
Vi lynekspederes uden vanskeligheder fra havbund til dækket på prinseskibet, fra hjemmehygge hos fader Triton med treforken og de ondskabsfulde søstre, fra heksekedel til slotskøkken – og a propos det sidste: Til nogle af de virkelig morsomme scener: Slotskøkkenet køres af Mads Æbeløe Nielsen, og det lyder så æble- og pæredansk, men fyren spiller Chef Louis med en prinsgemal Henri-accent og en frækhed og en sangstemme, der sætter ordentlig skub i 2. akten.

RAPPE FJOLLERIER

Flinkeskolen får ellers alt, hvad der kræves i denne Havfrue-opsætning. Med en overordentlig sød Bjørg Gamst i titelrollen og den pæææne Christian Lund i prinserollen – nydelige stemmer begge to, sympatiske og leverandører af alt til glansbilledfaget hørende kvaliteter.
Men det er de øjeblikke, hvor skallen brydes af humor og sjove påfund, der sætter knald på historien.
Køkkenscenerne nævnt, også for de kvikke koreografiske optrin, de rummer. Men sandelig også de rappe fjollerier, fugle- og fiskevæsener sætter i scene omkring den arme havfrue-frøken. Plus halløjet hos den ’go between’-fyr, som er indlagt, Max-Emil Nissen, der tosser rundt mellem den treforkforsynede Peter Jorde og jordelivets væsener.
For ikke at tale om selveste faster hex, Sara Gadborg udstafferet som en gigantisk undersøisk edderkop og forsynet med en lige så gigantisk røst, der kunne have lagt Bodil Udsen ned, når hun sang Fløjtetønden Victoria for et par menneskealdre siden.

FOR ØJET

Der er egentlig for lidt af den slags utraditionelle og saftige skub i forestilling. Også i musikken, der netop får ørerne op hos os, når de indtræffer. Mens vi lader stå til med et ’Nå, ja’ i en del af det resterende mat-romantiske lirum-larum. Hvor vi lader øjet få fornøjelserne.
Vi er altså et godt stykke ude i det Billedblad-agtige med meget. Lykkelig, når det rusker i konformiteten. Henrykt over forestillingens storslåede billedgalleri. Imponeret over, hvad Fredericia Teater har mobiliseret af kraft og professionalisme.
Det Kgl. Teater lægger hus til Fredericia Teaters gæstespil. Den har tidligere vist en opsætning af ’Den lille Havfrue’ – det var i H.C. Andersen-året 2005, da Hamburg-koreografen John Neumeier i en gudeskøn opførelse var tættere – for ikke at sige helt tæt på Andersens tanker om de tragiske elementer i historien.
Vi lever i et rigt teaterland, hvor så forskellige fortolkninger af den samme historie kan blive fortalt.

gregersDH.dk