OVERRUMPLENDE

Søren Sætter Lassens gnier og Bodil Jørgensens koblerske – formidabel skuespilkunst i Molieres ’Den Gerrige’ på Skuespilhusets Store Scene.

*****

OVERRUMPLENDE. Vi kommer til ham om et øjeblik: Søren Sætter Lassen som Molières fornærede Harpagon, gnieren over alle gniere. En præstation, der overrumpler. Ustandselig.
Men bare starten i Thomas Bendixens iscenesættelse: Drivende tangomusik, og hvad skal den dér? Piazzola-toner, som fører os til en anden verden end vi forventer.
Og straks tumler Harpagons datter Elise og hendes kæreste Valère ud over rampen, men bliver hængende, lænket som de er til tykke tove for – med kroppen i baglås og bunden i vejret – at fortælle hinanden og os om deres kærlighed og om den gamle, der skal snøres. De to – Öslem Saglanmak og Nicolai Jandorf Klok – næsten som et par standard commedia del’arte figurer – unge, uskyldige elskende.

GNIER-PALÆET

Sandelig en overrumplende start. Dér hænger de. De unge, der bogstaveligt spræller i farmand Harpagons vold, men pønser på midler til at slippe løs.
Komedien er i gang, og vi venter på at se fænomenet selv dukke op, og det gør han så, Søren Sætter Lassens Harpagon, på toppen af den trappe, som scenografen Maja Ravn har bygget ind i dekorationen, som er fast gennem alle scenerne – indtil Harpagons dystre, fedtede, brunmelerede, gnier-palæ til sidst ramler surrealistisk sammen under et tordenvejr, og røg og damp vælder op fra det skjulte kælderrum, hvor han gemmer sin højtelskede pengekiste. En Monthy Pyton-situation som finale.

SKRABET OP

Fra start: Harpagon på lur. Er der nogen, der snyder mig? Sætter Lassen har her skabt en figur, der er utrolig sammensat, uanset hvor rendyrket gerrig han er.
Han er som skrabet op af kloakken, strømperne slasker, håret endnu mere, fattig-fin, nusset, konstant i bevægelse og på vagt. På én gang snedig og træsk, sine to bøns bøddel, en hustyran, men også lallende barnlig, han sutter på tommelfingeren og bider negle, når noget går ham imod, han tramper på sine ansatte, og hans katalog over, i hvor mange hjørner af hans husholdning, der kan hugges en hæl og klippes en tå for at spare, er længere en Leporellos berømte pigeliste i ’Don Juan’. Og endnu længere end den liste over ubrugeligt marskandiser-gods, som Harpagon prøver at prakke en låntager på via en mægler – og hvem er den nødstedte låntager? Det er hans egen laps af en søn, viser det sig. Både frækt og rørende spillet af Anders Juul.

BAGHOLD

Sætter Lassen smisker, skaber sig, snyder, når dét er sagen, han er lige til at dreje halsen om på, og samtidig lige til at lokke i baghold med smiger og fiduser, der er mere udspekulerede end hans egne – dér har han sin overmand, eller -dame, nemlig Frosine, koblersken, som skal opfylde hans idiotiske drøm om et ægteskab med en ung pige, som nok har en rig mor, der kan bidrage med en solid medgift. Bodil Jørgensen, lakket til med en læbestift, der vil kunne male hele byen rød, på høje hæle, udstafferet som en sigøjnerske, og så med et par solide ringe dinglende ved bæltet, ringe hun kan møve ind under sin røv, hver gang hun skal sidde ned. Frosine lider af hæmorider.
Hun og Sætter Lassen har en scene, hvor hun med alle kneb og tricks prøver at snige sig frem til at slå ham for penge ved at skamrose ham helt ud i det uhyrlige og kildre hans forfængelighed. Den scene er formidabel skuespilkunst, spil og modspil med alle til rådighed stående midler, mimik, stemme, attituder, vendinger og drejninger i tonefald, et opbud af frækhed, slagfærdighed og blændende underspil ind imellem.

UD AF INTRIGEN

To kongelige skuespillere i kongelig udfoldelse. Thomas Bendixen må bære en del af skyld og ære for at den slags lykkes. Han rammer sin Moliere så smukt, som han ramte ham i ’Misantropen’ i forrige sæson.
Han kan ikke gøre for, at Moliere kanter sig ud af intrigen på lidt triviel facon – den blændende karakterkomedie slippes hen mod slutningen til fordel for en traditionel færdigsyet løsning. Men indtil da har vi festlige stunder, også med Steen Stig Lommer som både kok, kusk og tjenestepige, Peter Oliver Hansen som hundset tjener, Anders Hove som politikommisær og Henrik Jandorf i flere roller.
Vi så ’Den gerrige’ på 2. aften, der var ikke udsolgt, men det bliver der, hvis eller publikum går efter festlig og sublim skuespilkunst.

GregersDH.dk