Maria Henriksen og Martin Ringsmose i ‘Den dag en raket slog ned i Jesper Nielsens trampolin og sprængte Europa’ på Aalborg Teater (Foto: Allan Toft)

STAKKELS

EUROPA

Stykket med dansk teaters pt længste titel går på Aalborg Teater. Det er fyldt af ord, holdninger, politisk aktualitet. Og lige så forvirrende som sin titel, der lyder ‘Den dag en raket slog ned i Jesper Nielsens trampolin og sprængte Europa‘.

Dramatiker: Henrik Szklany. Instruktion: Minna Johannesson. Scenografi: Nadia Nabil Korsbæk. Medvirkende: Martin Ringsmose, Malin Rømer Brolin-Tani, Kristine Elmedal Johansen, Maria Henriksen, Jakob Hannibal, Steffen Berenthz Eriksen og Marianne Høgsbro.

’Den dag en raket slog ned i Jesper Nielsen trampolin og sprængte Europa’ spiller på Aalborg Teaters lille Scene indtil 3. juni.

**

RESPEKT for ambitionen! Den unge dramatiker Henrik Szklany kaster sig gang på gang uforfærdet frem mod aktuelle emner. Det lykkes nogle gange, nogle gange ikke rigtigt.
På Aalborg Teater tager han denne gang et ordentligt livtag, der handler om Europas redning eller undergang. Intet mindre. En vision af temmelig forfærdende art:
Vi befinder os i år 2036. En raket er slået ned i Jesper og Marie Nielsens have og har dræbt den ene af parrets to små piger.
De er dårligt nok kommet sig af chokket, da en fremmed på flugt fra kaotisk tilstande i land og riger braser ind, ægteparret ryger fra hinanden i et opgør om at tage aktivt initiativ eller lade være i de ubestemmelige, politiske og krigeriske stridigheder. Konen bliver, hvor hun er, men Jesper følger den fremmede ved navn Oskar ud i en verden af kaotisk krig og opgør mellem modstridende parter og kræfter.
Vi er ikke et øjeblik i tvivl om, at det, der har fået dramatikeren til at flytte tyve år frem i tid, er de øjeblikkelige strømme af flygtninge i Europa og EU-usikkerheden på, hvordan man styrer strømmene og i øvrigt holder sammen på det hele og sig selv i stormvejret mellem EU-lande.
Men han bringer sandelig publikum i tvivl om, hvad det præcis er for kræfter, han taler om. I løs vægt slynger han og stykkets personer om sig med ’de indtrængende’, ’parasitterne’, ’spøgelserne’, ’militsen’, om ’provinsialisterne’ – tror jeg, de kaldes – og om ’storbyboerne’. Indbyrdes fjender, som befandt Europa sig i et mellemøstligt hundeslagsmål mellem uoverskueligt stridende parter. En syndflod af ledsagende tekster på storskærm skaber ikke klarhed over forløbet – de er printet så småt, at de stort set er ulæselige.
Vi er egentlig først på lidt sikker grund med en gruppering, da Nielsen indfanges af ’Green City’-folkene, eksklusive økologister, model a la det perfekte Schweiz. Folk med orden i sagerne, men som går videre med en stålsat lovgivning, der låner inspiration fra en slags Nordkorea: Ét barn pr. familie, ingen adgang for væmmelige fremmede, og armbånd til alle, der opfører sig ordentligt. Men hvis de ikke gør: Armbånd, der kan fjernstyres og aktiveres, så deres bærer slås ihjel.
Det handler om Europa samlet under en kvindelig præsident ved navn Julia, spillet hånd- og stemmefast af Marianne Høgsbro. En præsident, der til gengæld må lide den tort at være forsynet med sønnen Marco – Steffen Berenthz Eriksen – som er forsker og ikke vil lege med på det moderlige diktatur, men vandrer ud i naturen til lejrbålet for at etablere sit oprør mod mamas ’Fagre nye verden’.
Martin Ringsmose spiller den hæderlige, men let manipulerbare Jesper Nielsen, Malin Rømer Brolin-Tani hans arme kone, der til slut begraver urnen med sine nu to døde døtre.
Forestillingen munder ud i nærmest total europæisk undergang under ufattelig mange drone-angreb, ufattelig mange lig spredt i landskabet, og den får en mærkelig poetisk-makaber finale i en monolog om det jordiske mareridt sagt af Jakob Hannibal, der spiller personen Oskar, og sagt, så vi et øjeblik mærker lidt digterisk, tekstlig schwung midt i de forvirrende uhyrligheder.
En god dramaturg havde nok taget hårdere fat om dette ambitiøse og ordrige stykke politisk teater.

gregersDH.dk