GIV HAM ET RIDDERKORS
Fjas med ’Den adelsgale borger’ – Lars Knutzon i løsslupne klovnerier.
****
Derudaf! Det er princippet i Lars Knutzons og Ebbe Knudsens version af Molieres ’Den adelsgale borger’. Ud i det vilde! Alle i stykket får lov at presse citronen.
Fundamentalt kan man vel gå to veje med Molieres løsslupne latterliggørelse af borgeren, som går amok for at møve sig op på adeligt niveau, og tåbelige adelsfolks skamløse udnyttelse af borgermanden og hans løsgående pengepung:
Man kan tage stykket for pålydende og genskabe originalen med al dens brugbare komik. Eller man kan aktualisere, omskrive, rykke til nutid. Der er rigeligt at lege med i begge tilfælde.
AUCH ICH…
Knutzon og Knudsen gør lidt af hvert. Kostumerne peger i begge retninger. Lullys musik er ekspederet udenbords til fordel for Søren Siegumfeldts pop, der er bevidst pandekageflad – som brugs-akkompagnement til dans i den syndigste blanding af stil-stumper fra 1700-tallet og bal i den borgerlige anno 2000.
Teksten er peppet op med spredte aktualiseringer, og de er tit sjove, men signaliserer også, at alt er tilladt. Når Lars Knutzon i sin stærkt underholdende klovneudgave af hovedpersonen M. Jourdain f.eks. spytter denne her ud: ’Auch ich bin ein Berliner’, er det som noget, der spontant hentes op af hjernens skrammelkiste i et fuldemandslag.
Læger kalder vist den slags ’frontallapsus’. Men vi kan også opfatte det som udslag af den arme mands forvirrede opfattelse af, hvad der pt er ’in’ sprogligt og kulturelt. Han er med på det, han tror, er noderne.
ORDEN TIL KNUTZON
Vi er med andre ord i et univers, som er Moliere-komik omsat til Klyde- og ’At tænke sig’-komik. Svend, Knud og Valdemar svinger i baglandet. Selv suffløren opnår medvirkende-status.
Det er ret sjovt ind imellem. Sat på skinner selvfølgelig af Lars Knutzons suveræne spil på en blanding af betuttelse over, hvad M. Jourdain har sat i gang, og samme monsørs infernalsk tro på sin mission: Springet mod næste lag i samfundshierarkiet. Knutzons timing er pirrende morsom. Den mand fortjener snart en orden eller en titel.
Improvisationstalent vil kunne føre denne forestilling ad besynderlige veje, når forestillingen de kommende måneder er rundt på provinsens blokvogne. Hvor mange fjerter, grevinde Dorimène efterhånden vil lette røven og affyre, vil vel afhænge af pruttepudens kapacitet. Og hvor meget der vil blive slasket rundt med igler og guldfisk, når vi kommer længere frem, kan afhænge af, om man har en scenetekniker til rådighed til at svabre scenen som ved håndboldkampe.
SKØRE KUGLER
Omkring Lars Knutzons M. Jourdain samler sig et galleri af skøre kugler. Majet ud til syndigt karneval og aktive i et spil, hvor ingen overdrivelse kan blive stor nok. Allermest holder jeg af Susan A. Olsens klumpede refrænsanger, men også Kristian Holm Joensens groteske forvandlingsnumre fra dansemester til greve m.m. holder vanvidskursen. Ligesom David Rousings skuespillerparodi og Christian Damsgaards musikerkarikatur.
Nu ved vi så også, at rappe Heidi Colding-Hansen kan spille saxofon, at Michelle Bjørn-Andersen er i stand til at holde masken som fru Jourdain, og af Anne O. Pagh fortsat er køn at se på.
Sammenlagt især: En god griner.
