Søren Sætter Lassen, Marie Louise Wille, Thomas Levin og Flemming Enevold i ‘Dekalog’ (tegning: Claus Seidel)

DILEMMAER

FRA

DEN GRÅ

VIRKELIGHED

Skæbnetunge og dystre scener i Betty Nansen Teatrets ’Dekalog’ – en kølig eksemplificering af seks af Moselovens Ti Bud.

Dramatiker: Krsysztof Kieslovski: Instruktør og scenograf: Jacob F. Shokking.
Komponist: Gert Skød Sørensen. Medvirkende: Bodil Jørgensen, Marie Louise Wille, Molly Blixt Egelind, Flemming Enevold, Søren Sætter Lassen, Thomas Levin, Elliott Crosset Hove og Jakob Åkerlund.

’Dekalog’ spiller på Betty Nansen Teatret frem til den 15. oktober

****

DET dufter af tristesse, og det er så man trykker skuldrene lidt, kuet af al det miserable, vi overværer.
Der er ikke mange menneskelige lyspunkter i den ’Dekalog’, Betty Nansen Teatret opfører i øjeblikket. Meget lidt glæde. Ingen forsoning.
Stykket er en original og mærkelig teaterversion af en berømt film, eller rettere filmserie, den polske instruktør Kieslovski skabte i slutningen af 1980’erne. Den er en række korte scener, der tager udgangspunkt i seks af Moselovens Ti Bud, de bud, Gud gav Moses på Sinai under israelitternes flugten fra Egypten.
Stemningen er slået an i musikken allerede fra start. Smukt, men knugende. Vi hører de ensomste toner i mørket, spillet på mundharpe af Søren Sætter Lassen, en af stykkets otte skuespillere, der i de vekslende scener optræder i forskellige roller. Som her i den første lovscene – baseret på ’Du må ikke have andre guder end mig’ – som en fortæller, der i korte sætninger bringer de små handlinger i sving.
Det er en stil, som får os til at opleve de dramatiske episoder på en vis distance, holdt ud i strakt arm, som om vi ikke skal komme for tæt på, en art ’Verfremdung’, som Brecht ville kalde det. Og sådan bliver det ved undervejs, alt glimrende fremført af skuespillerne. Thomas Levin er f.eks. i første scene digital-nørden, der regner sig præcis frem til tykkelsen på den lokale sø, og siger til sønnen, spillet af Jakob Åkerlind, at han risikofrit kan storme ud på skøjter, hvad han så altså ikke kan. Man må ikke gøre videnskaben til Gud.

SEKS EPISODER

Skuespillerne krydser ind over rollerne i de seks episoder, de fortsætter med at kommentere handlingen og både andres og egne gerninger. Stilen trætter. Uanset, hvor glimrende der spilles, f.eks. af Marie-Louise Wille som sexet nabo, der er værd at kikke fra naboens vinduer. Eller Flemming Enevold, som bl.a. er livstræt læge for de lokale beboere. Eller Bodil Jørgensen, der både er bedstemor og rengøringskone med slag i.
I alle scenerne illustreres de enkelte love med situationer og dilemmaer, der er hentet fra et miljø, Kieslowski har kendt ind i marven, et gråt forstadsmiljø et sted i Polen.
Instruktøren Jacob F. Shokking fortæller det i en dekoration, der tung og grå, men konsekvent gennemført lader store vægge dreje og flytte sig i stadige indkapslinger af de enkelte scener, smidigt og gennemtænkt. De får os til at tænke  ’Lovens tavler’ og dystert østeuropæisk socialrealisme. Raffineret og glimrende fungerende.
Det truende og skæbnetunge er klart Shokkings vinkel på Kieslowskis filmscener, når de her omskabes til teater. Han går efter episodernes moralske dilemmaer.
Det er en forestilling, der ville gribe voldsommere i struben, hvis ikke den samtidig var så køligt distancerende. Den rører egentlig mest ved nervesystemet de steder, hvor den bruger musik og sange. Komponisten hedder Gert Skød Sørensen.
Og så er der i øvrigt et ulideligt brug af mikrofon-forstærkning af skuespillernes stemmer. Som om det var i Forum, de spillede. Eller ved en friluftsforestilling på Fælleden.

gregersDH.dk