Katrine Greis-Rosenthal og Tina Gylling Mortensen i ‘De danser alene’ (Foto: Per Morten Abrahamsen)

FÆRDIG PÅ

DANSEGULVET

Karrieresamfundet sat på skinner, hvor nogle ryger af i svinget.

Manuskript: Anders Fogh Jensen. Instruktion og scenografi: Eigill Pålsson. Medvirkende. Henrik Birch, Katrine Greis-Rosenthal, Tina Gylling Mortensen og Thue Ersted Rasmussen.

’De danser alene’ spiller på Rialto Teatret på Frederiksberg indtil 25. marts. Varighed 1 t. 15 min.

****

HVIS man søger holdning og mening med at lave teater, går man sjældent forgæves til Mammut Teatret. Heller ikke nu, hvor Mammut har booket sig på en ledig plads i Rialto Teatret på Frederiksberg.
Stykket titel ’De danser alene’ bliver straks slået an. De fire medvirkende – Henrik Birch, Tina Gylling Mortensen, Thue Ersted Rasmussen og Katrine Greis-Rosenthal – udfolder deres solistiske kropslige excesser på dansegulvet, som man nu gør i en art selskabelig sammenhæng ved så mange lejligheder. Men – og det bliver en pointe – med målrette opmærksomhed på, hvad andre gør, og hvad man tror andre bemærker, man selv gør. Man opfører sit private lille show, mens man samtidig har antennerne ude, planlægger, ser muligheder, starter netværk.
Det er selvfølgelig hårdt trukket op. Men det er den pointe, der lægges op til i dette stykke om det moderne samfunds mangel på fællesskab, solidaritet, hensyn til andre og konsekvente krav om egoræs. Med finere ord: Survival of the fittest. Overlevelse.
Katrine Greis-Rosenthal spiller pigen, der stiller i samfundet med lyst og gåpåmod, hun er designer og vil frem i verden. Men først ramler hun ind i, at hun mangler en bolig. Og der er ingen boliglån at få i banken, fordi hun ikke kan vise papir på, at hun har en fast indtægt. Det papir vil kursuslederen – dér, hvor Katrine underviser i design – ikke give hende, for det er for dyrt at fastansætte hende, når hendes job står og falder med, hvor mange elever der tilmelder sig. Det er Tina Gylling Morten i storform som djævelens advokat. Hun svirrer med forklaringer og dyre ord om lyse udsigter og bare at springe til, løbe risiko, tage chancen, tro på sig selv o.s.v., stol på os  – dét med papirer er jo bare en formssag, helt overflødigt. Det skal du bare fortælle din bank.
Hos det smarte designfirma, hvor hun præsenterer sine ideer, kører chefen det lynhurtigt i stilling til et knald som betingelse for at antage hendes tegninger – carpe diem som han siger med et latinsk udtryk, der er blevet standard i business-sprog – gå til den, snup dagen, den kommer ikke igen, det handler om fleksibilitet, at kunne flytte sig, tilpasse sig, omstille sig, aldrig stå stille. Sådan er verden, hvis man vil frem. Så kom hjem til mig på tirsdag.

LÆRESTYKKE

’De danser alene’ er sat op som et vittigt og ironisk lærestykke, tingene er sat på spidsen og udtrykkes i korte sekvenser, hvor de firkantede argumenter affyres som ekko fra en lærebog i moderne management, og hvor de medvirkendes kropssprog sætter alt op i plakater og med signalhornene gjaldende.
Henrik Birch er den slimede designboss, Tina Gylling Mortensen i sit lykkelige es med afleveringen af de akrobatiske undslipnings-manøvrer fra kursuslederen, og Thue Ersted Rasmussen en eksklusiv moderne yuppie. Kynisk kæreste eller bankrådgiver med automatsvar.
Det hviler på Katrine Greis-Rosenthals spinkle skuldre at finde tilliden til at befinde sig i et ordentligt samfund, erkende, at samme samfund er temmelig råddent, men ende med at ofre sig til det. Instruktøren Egill Pålsson flytter rollen et godt stykke ud over det socialrealistiske ved at lade pigen udtrykke sig i et dansant kropssprog, formuleret af koreografen Esa Alanne, og sandelig af Katrine selv, der gennemgår forvandlingerne i ansigtstræk, der gradvis formørkes. Pålsson lader pigen ende med at forsvinde til vejrs i røg og blå luft.
Duede ikke. Færdig på dansegulvet.
’De danser alene’ er dramatikerdebut for filosoffen Anders Fogh Jensen. Godt tænkt, sjovt formuleret og realiseret af Eigill Pålsson som en fascinerende frihåndstegning i en scenografi, der er hvid, farve- og kønsløs som det samfund, der beskrives.

gregersDH.dk