Trine Pallesen og Laura Drasbæk i ‘Dans under høstmånen’ på Aarhus Teater (foto: Rumle Skafte)

FEM SØSTRE

’Dans under høstmånen’ er irsk nostalgi fra 1930’rne, en art Morten Korch, snarere end Tjekhov. Ind imellem morsom og rørende.  

Spiller på Aarhus Teater i Scalasalen indtil 17. maj

***

PUH. Den er svær. Vi vil så gerne synke ind i en stemning af folkelig kultur i et isoleret irsk samfund – i nostalgien ved at tænke tilbage på et liv, der blev levet i 30’erne, ikke bare i Irland, men i så mange lukkede samfund, sådan set også her til lands.
Det står lysende klart og med ganske enkle midler i forestillingens allersidste scene, da musikken spiller ’It’s time to say goodnight’, og de otte medvirkende svajer stille og fjerne i blikket i valsetakt.
Her åbner sig smukt og ordløst den tone af Tjekhov, som iscenesætteren taler om i programteksten – en tone, som ligger ham stærkt på sinde, og som har fået ham til at vælge netop dette stykke af den irske dramatiker Brian Frial. Iscenesætteren er Mick Gorden, Århus Teaters nye direktør.
For Gordon har dette budskab fra hans Irland været en hjertesag, fremgår det. En slags personlig bekendelse.
Slutmusikken med den umiskendelige 30’r-klang klinger som den, vi også hører fra en gammel grammofon, der spiller en rolle i stykket – det gamle monstrum er i konstant sammenbrud og mangler batteri eller antenne.
 

GLÆDER OG SORGER

Mindelserne om Tjekhov er relevante nok – vi er i selskab med fem søstre – hos Tjekhov var de dog kun tre. De fem hutler sig gennem i landligt, provinsielt miljø, slår sig i deres tøjrer, slås med glæder og sorger, ikke mindst en industrialisering omkring dem, som hugger ind på deres lille nødtørftige, manuelle hjemmeindustri med strikning af handsker.
I spidsen den ældste og evigt irettesættende og forurettede Kate, der bliver spillet af Trine Pallesen. Ellers: Den oprørske Rose – Ena Øster Bendtsen i kontant eksplosion. Laura Drasbæk som Agnes, usikker og afventende. Marie Louise Wille, et rapkæftet livstykke ved navn Maggie. Og endelig Sicilia Gadborg Høegh som Chris, der har leveret sit bidrag til slægtens fortsættelse i form af sønnen Michael.
Drengen Michael må vi nøjes med at se for os. Vi møder ham kun som voksen på den måde, at Bue Wandahl er fortælleren, der opsummerer i flash backs. Dramatisk en noget tørlagt teknik.

DANSEORGIE

Mere fornøjelse har vi af at møde pigernes onkel i Kim Vejsgaards skikkelse – præst og hjemvendt fra mission i Uganda, småsenil og ret underholdende i den rolle, fuld af afrikanske festskrøner om vilde danse, der i de irske omgivelser er en slags parallel til de årlige lughnasa-høstfester, som pludselig kan sætte de fem piger i total og desperat forventningsglæde, så de eksploderer i et danseorgie, der vælter alt i køkkenregionerne, indtil Kate-Trine Pallesen hæver spanskrøret.
Der er således underholdende momenter undervejs, og en del ingenting-snak og tomgang, mange mindelser om og kik i vort hjemlands Morten Korch-miljøer fra samme periode, og en skuespillerstab, der loyalt gør sig umage for at sætte fut i figurerne.
Endda en ægte morten korchsk outsider, faren til lille Michael, en charlatan ved navn Gerry spillet charmerende frækt af Holger Østergaard. Indslaget må fra forfatterens side være tænkt som endnu et stykke tidskolorit: Fyren stikker af fra det hele. Han melder sig til den Internationale Brigade i den spanske borgerkrig – uden at ane, hvad den krig handler om.

gregersDH.dk