Alban Lendorf, den dansende arkitekt (tegn.: Claus Seidel)
DRØM ELLER MARERIDT
’Danish Design’ på Bellevue er et forrygende danseshow med Alban som forvildet arkitekt.
Idé og koreografi: René Vinther. Scenograf: Benjamin La Cour. Musik: Jesper Mechlenburg og Mike Sheridan. Medvirkende: Alban Lendorf, Tiago Miguel Coelho, Troels Graakjær, Stine Andersen, Nicco O. Graulund-Jørgensen, Magnus Kofoed og Catarina Clode Casqueiro.
*****
DRØMMEN om det perfekte. Mareridtet: At nå frem til det perfekte. Det er historien om at nå derhen, Bellevue Teatret har koreograferet, tegnet, videoiseret, så vi spærrer øjnene op og stirrer ind i, ja i hvad? I hjernen på en arkitekt, der kan være hvem som helst, en arkitekt fortabt og forvildet i mødet med sine uforløste visioner, i jagten på dem, i flugten fra dem, i mentale kollaps over kiksene eller eksplosioner af entusiasme over glimt af held og lykke.
ALBAN LENDORF, solodanseren fra Den Kgl. Ballet, er arkitekten, der flår i sine tegninger, kyler dem fra sig, griber dem igen, ideerne lammes af ordet ’Perfekt’, som arkitekten Arne Jacobsen hamrer igennem med i det klip fra en gammel film med ham, vi har set lige før tæppet går op – et af en lynkavalkade af klip med striben af superarkitekter fra den generation, som har givet titel til forestillingen: ’Danish Design’. De store navne en generation eller to tilbage: Wegener, PH, Finn Juhl, Nanna Ditzel, Mogens Koch – og altså Jacobsen, manden, med sit råb om perfektion, og hvorfor lige ham – de andre svedte jo lige så heftigt under deres perfektionskampe, selvom de på filmene sidder og taler som køligt, beregnende autoriteter – bortset fra PH, der lige her bare leger med sine drager.
MEN Jacobsen selvfølgelig, Bellevue Teatrets arkitekt. Det er dér vi er, dér vi sidder i hans stole, urørte fra midten af 30’erne, kun nypolstrede i tidens løb med det skumfødte svinelæder, ja, vi sidder og stirrer på den arme Alban Lendorf, der kæmper med sine drømme, får gnister af inspiration, ser videotegnede glimt på scenens himmel og vægge, tegn og forvandlinger til skikkelser, han forgæves griber efter med slag i luften og frontalløb mod væggene – indtil de pludselig materialiserer sig i levende hvide skikkelser, der danser og snor sig omkring ham og omkring blokke af terninger, der flytter sig som byggeklodser. Skikkelser så glatte og hvide som var de levende Thorvaldsen-figurer, men de er dansere som Alban, bare her lige så meget byggematerialer, som han selv er arkitekten, der flår i dem, bliver flået af dem, kæmper med dem for at tæmme dem – smider rundt med dem, smider dem fra sig, bliver selv smidt rundt – det er ideerne, ambitionerne, tegningerne, der ikke vil lykkes, og tegninger, der er lige ved. Sammenrotninger mellem materialerne, de der vil og vil dog ej. Den fortumlede arkitekt, der løber stormløb mod den ene efter den anden, haler og hiver i hjernevindinger for at få dem på plads, Målet: Det perfekte.
DET hele er en utrolig og ret forrygende seance til Jesper Mecklenburg og Mike Sheridans strømme af elektronisk producerede rytmer, en grå-hvid scenografi af Benjamin La Cour, og Sune Verdiers flimrende lysdesign. Scenen forvandles i øjeblikke til skitser til Bellevue Teatret selv, taget åbner sig i fuldeste alvor – regnen er heldigvis sat på pause af Vorherre, der til gengæld lader inspirationen dale ned over den arme. Og stumper af arkitekttegninger ned over publikum.
DET er en mærkelig og fascinerende lille forestilling, kort og åndeløs. Teatret er fyldt fra gulv til kvist af supergenerationens design, og man kan byde på hver eneste stol og bord hos Lauritzen.com, hvis man vil det.
gregersDH.dk
