Cicilia Lindwall, der synger kabaretsangerinden Sylva i ‘Czardasfyrstinden’ (Foto: Operettekompagniet)
3/4
Glad og lovende start på Hofteatret for det nye OperetteKompagniet, der vil satse på gode gamle wieneroperetter i 3/4-takt.
Kalman: Czardasfyrstinden. Medvirkende: Cicilia Lindwall, Signe Asmussen, Jens Søndergaard, Thomas Peter Koppel og Jonathan Koppel. Kapelmester og klaver: Carol Conrad. Violin: Anton Lasine. Cello Kim Bak Dinitzen.
’Czardafyrstinden’ opføres på Hofteatret også lørdag og søndag og skal senere på turné..
***
SÅ er der dømt ¾-takt. Nærmest en gros.
Operettekompagniet hedder det nystartede foretagende. Det debuterede denne aften i Hofteatret på Christiansborg – af alle geniale steder det genialeste til formålet, når man vel at mærke ikke skal brage en forestilling op til folkefest, men holde sig i et beskedent begynderhjørne.
Det nye kompagni vil spille wieneroperetter, til de selv og vi dåner, og den idé har meget for sig. Der er et publikum til de klassiske operetter. Det beviste også Per Pallesen for nogle år siden, da han på Nørrebro Teater gjorde ’Den Glade Enke’ til en grundmuret succes.
Det nye foretagende er begyndt med Kalmans ’Czardasfyrstinden’, en historie om en greve, der forelsker sig i og vil giftes med en kabaretstjerne med zigeunerblod i sine årer, en situation, der selvfølgelig medfører både dånen og myrekryb i de grevelige cirkler, men ender lykkeligt.
Meget mere handling forlanger man ikke af en wieneroperette, hvis bare musikken holder og giver sangerne noget at glimte med.
I Hofteatret lægger initiativtageren Thomas Peter Koppel for, præsenterer idéen og drejer ubesværet over i fortællerrollen under de to korte akter, som ’Czardasfyrstinden’ er berammet til, og synger tilmed elegant en af de tre mandlige roller i denne reducerede udgave af Kalman-operetten.
En discountudgave af operetten, jo, men sangerne er rutinerede operasangere, foruden Thomas Peter Koppel er det Cecilia Lindwall, Jens Søndergaard, Signe Asmussen og såmænd endnu en Koppel, tenoren Jonathan, der går på Operaakademiet.
Der er ikke gjort det store spræl ud af scenegang og action, men teatrets farver og intimitet hjælper godt med, og der handles i faste, nydelige sætstykker og elegante kostumer.
Og så noget helt afgørende: Det spinkle akkompagnement af klaver, violin og cello er alt nok til at få valsetakterne til at gynge, især fordi Carol Conrad ved klaveret har et overlegent og engageret tag på det wieneriske – dette overdådige væld af tilløb og udløsninger, rubatoer og accellerandoer, musikalske åndedrag, der fører os rundt og op og ned i det valsedansende landskab.
Hun holder fint sammen på forestillingen, der har initiativ- og livsglædens uskyld. Og som modtages på denne aften med genkendelsernes usvækkede glæde.
En god start for det nye kompagni, som forbereder opførelse af ’Den glade Enke’ næste sæson.
gregersDH.dk
