‘Crazy Christmas Cabaret 2017 Glassalen, Tivoli 6.1.2018

Trump og Merkel på skafottet i sæsonens sidste Crazy Christmas Cabaret i Tivolis Glassalen i aftes

Andrew Jeffers, Vivienne McKee, David Bateson og Katrine Falkenberg i ‘Crazy Christmas Cabaret 2017’ (tegn.: Claus Seidel)

 

SIDSTE GRIN I DENNE OMGANG

 

Trump og Merkel på skafottet i sæsonens ’Crazy Christmas Cabaret’, der sang af i aftes, men fortsætter næste jul.

Instruktion og manuskript: Vivienne McKee m.fl. Scenograf: Kirsten Brink. Kapelmester: Stuart Goodstein: Medvirkende: David Bateson, Andrew Jeffers, Bennet Thorpe, Katrine Falkenberg, Rasmus Emil Mortensen, Claus de Lichtenberg og Vivienne McKee.

 

Crazy Christmas Cabaret 2017 spillede for sidste gang sin 35. forestilling i Glassalen i Tivoli i aftes. Men fortsætter med nr. 36 næste år.

****

DET er som at komme ind i et privat selskab, hvor der er fuld gang i den, alle kender hinanden, familiens morsomme medlem fortæller jokes, nye og gamle, reaktionerne falder som ekkoer af dem fra sidste år, det er som juleaften med faste salmer, som liturgiske ritualer, vi nyder rutinerne, labber dem i os, er med på dem, deltager.

Sådan er Crazy Christmas Cabaret i Glassalen i Tivoli. Nu kører kabareten på 35. år. Den kan blive ved 35 år til, hvis ellers Vivienne McKee og hendes faste stok kan få en livseleksir til formålet, der består i at holde humøret højt, den groteske spillestil frisk, og evnerne intakt til at finde på nye variationer af modellen. Publikum skal nok være der indtil og ud over folkepensionen. Klar til at råbe ’Buh’ af stykkets slyngler og ’Yeh´ af heltene.

Det var i aftes sidste forestilling af denne 35. omgang. Erklæret den allersidste i det hele taget. Men nej – London Toast Theater, som foretagendet kalder sig, har netop besluttet sig for en 36. omgang til næste jul, grebet af tanken om at skibet ikke skal gå ned, nu hvor sejladsen stadig stryger gennem teaterhavet for den blideste medvind. Columbus sagde det samme efter 35 dage på havet: Vi fortsætter.

Det er mere tvivlsomt, om Ronald Rump, som de kalder deres hovedperson, holder til næste sæson. Han var sheriffen af Nottingham i forrige sæson. I år sig selv, bare som en galning, der har rodet sig ud i starwars, stjernekrig, og hvad der ellers møder denne klon af en USA-præsident: Erotiske fristelser bl.a. a la den tyske forbundskansler Angina Mærkelig i David Batesons mageløse udgave. Eller Andrew Jeffers i skikkelse af én bikiniklædt nymfe, sådan som hun viser sig for Rump i hans slubrende fantasi, men som hun troner foran ham med sit enorme korpus og rungende bas og klar til favntag, da virkeligheden indfinder sig. For ikke at tale om selveste Vivienne McKee, der lammer ham med intellektuel elegance som den franske præsidentfrue Mme Brigitte Macron i blå spadseredragt.

Stjerner i stjernekrig med en ko på isen og hvad der ellers falder af verbale sammenligninger i det sprogblomtrende og associationsrige engelsk, der fastholdes i disse kabareter. Undtagen når Vivienne McKee i sin rolle som dr. Van Helsingør – lige så evig i Christmas Cabaret som Leif Maiboms Thorleif i Sønderborg Revyen – skummer fløden af dansk-engelsk volapyk og haler en publikummer på scenen for at demonstrere, hvad ordet dansk ’hygge’ betyder. De haler et dækket frokostbord frem bestykket med bajer, snaps og kaffekande. For at markere modsætningen til ’uhygge’ – stjernekrig, Rump og andre rædsler.

Forhåbentlig ikke for at lægge op til en ny ekstra sæson, der bare skal være pæn og hyggelig. Men gerne mere vanvid og videre derudaf med det blomstrende Monty Python-engelsk, som det danske publikum er blevet fortrolig med.

gregersDH.dk

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *