Dansere fra Dansk Danseteater i Tim Rushtons og Alessandro Pereiras ‘Carmina Burana’ (Foto: Henrik Stenberg)
*
*
*
*
*
*
I POLITIETS VARETÆGT
Ritualer og stærke dansere i Dansk Danseteaters sommeroptræden i Politiet urskønne Politigård.
Copenhagen Summer Dance fortsætter til og med 17. august i Københavns Politigård.
*****
HVOR er vi dog henne på sådan en aften! I arenaen i Verona? I pavepaladset i Avignon? Amfiteatret i Epidauros?
Næh, vi sidder såmænd i Politigården i København. Under åben, mørkblå aftenhimmel, Vorherres skabelse, en teatralsk rundhorisont, der ikke gøres kønnere på Det Kgl.
Politigården. Vores lokale pragtpalæ til opretholdelse af lov og orden. Og som politidirektøren Thorkild Fogde sagde til indledning: Vi hører til dem, der sidder der frivilligt.
Ja, vi gør. For Dansk Danse Teater byder til sommerforestilling, den årlige, endda den tiende af slagsen. Fyldt hus, endda overbooket, som billetdamen bemærkede for at forklare den lange kø ved indgangen på Polititorvet. ’Summer Danse’ er blevet et publikumsmæssigt ritual.
Og årets forestilling?
Også dér blomstrede ritualerne. I balletchef Tim Rushtons og to af hans danser-koreografers eksperimenter med at sætte liv i øjeblikke fra Orffs ’Carmina Burana’, hans bud på fortolkninger af især scener fra kærlighedsdigtene og – efter pausen – fra samlingen af forårsdigte. I kostumerne forsøg på at genkalde, hvad vi kalder ’grå’ middelalder – hos danserne glødende tilnærmelser og frastød. ’Nyd den glade tid, jomfruer’ som det hedder i en af teksterne. ’Lykken skifter som månen’ i en anden.
’Carmina burana’-brudstykkerne er tilløb til en større, samlet opførelse af værket i næste sæson.
RITUALER
Det rituelle stormede endnu mere gennem Black Box-dansernes ’Rites’, der spredte brasiliansk og i det hele taget latinamerikanske safter gennem optrin, der satte os i Voodoo-stemning med klange og rytmer, der distancerede sig kilometer fra de enkle excesser under det rio’ske karneval.
Meget andet var på hjerte: Indledningsvis en ’give and take’-duo mellem Stefanos Bizas og Alba Nadal til en Bach-sarabande. Afprøvning af hinanden, skræmmende smukt.
Eller scener fra Tim Rushtons ’Black Diamond’, især den afsluttende til musik af Trentemøller, kæder af totaloptrin med storslået grafisk virkning, belyst så scenerne indgik i rummets monumentale helhed.
Meget klogere blev vi ikke af Norges National Ballets lille noble Christopher Wheeldon-ballet til musik af Ligeti. Stilfuldt.
CARMEN
Vi slugte derimod på denne brogede aften med glæde besøget af det russiske mandskor ved navn Kovcheg (det betyder ’Arken) – de havde næppe behøvet mikrofoner i gårdens fabelagtige akustik, men kønt og imponerende lød deres sang, der uventet også rummede en version af Bizets Toreodor-sang fra ’Carmen’, ledsaget af ekstatisk cigaretpige-latter og flot dans af ensemblets nye italienske danser Lucia Pasquini.
Overraskende og afvekslende indslag.
I den moderne danseverden? Det må man nok sige, når man som i det sidste ’Black Diamond’ indslag oplever, hvordan Rushton så imponerende fanger break dance-stilen og -metoderne og gør dem til ét med sit øvrige vokabularium. De går fascinerende ind i totalbillederne af et korps, som har en høj grad af disciplin og samlet udtrykskraft.
Vi forlod Politigården. Om ikke helt frivilligt. Der var til endnu mere på dansegulvet denne aften.
gregersDH.dk