FRA LEGESTUEN

 
Et pudsigt, men ret kedeligt spil om, hvad der kan fås for penge. Afslutningen på Teater S/Hs ’Follow the money’-forestillinger om den globale finanskrise

 
Spiller også i dag lørdag 21. kl. 17. Varighed: Ca 75 min.

**

HVAD er teater? Hvad kan man bruge det til? Det kan man spørge sig selv om, når man ser ’CMMN SNS PRJCT’, der spilles under CPHStage på Teater S/H, som – for nu at blive i stilen – befinder sig på adressen SKG3,1159 KBHK.
’CMMN SNS PRJCT’ betyder ’Common Sense Project’, ’S/H’ står for ’Sort/Hvid’, det nye navn på CaféTeatret, og SKG står for Skindergade, der ligger i København K.
Resten må folk selv finde ud af. Teatret – teatrene – vil gerne have fat i et yngre publikum. Og børn lærer vist nu engelsk fra 1.klasse, og de kan få at vide af læreren, at ’common sense projekt’ betyder ’sund sans projekt’. Og CPHStage: København-Scene.
Nå, men:  Stykket, vi ser, er altså et ’sund sans-projekt’. Spillet ifølge programmet på sproget UK – udlagt: ’på engelsk. UK står for United Kingdom.
Med skam må det meldes herfra, at vi ikke har fulgt det samlede projekt på teatret i Skindergade. Det består af fem forestillinger under den samlede titel ’Follow the money’ (Følg pengene), alle spillet på Teater S/H, men uheldigvis druknet for denne anmelder i det voluminøse CPHStage-arrangement, der i år har antaget dimensioner, der tilfører byen et utal af prægtige, men uoverskuelige oplevelser. 
 

SUND SANS

Det fremgår, at ’sund sans’-projektet er den lystige afslutning på ’Follow the money’, der ifølge programbeskrivelserne er sceniske analyser af forskellige aspekter af den økonomiske krise, verden befinder sig i. Alvorlige sager er gået forud for den afsluttende munterhed. Gerne havde man aftenen før set de begavede skuespillerfænomener Kristian Halken og Danica Curcic i en reading (dramatisk oplæsning) af brevvekslingen mellem den slovenske filosof Zizek og den i Rusland fængslede Pussy Riot-aktivist Nadesjda Tolokonnikova. Men det skulle altså ikke være.          
’Sund sans’ giver i hvert fald anledning til det uskyldige spørgsmål: Hvad kan man bruge teatret til? Ikke hvad man skal bruge det til. For der er jo frit slag. Her bliver det brugt til, at to skuespillere leger en pudsig leg med publikum. De uddeler små gaver til hvem, der vil have dem – hylderne er fyldt med sager som fra Andedammen i Tivoli, og det er da ret sjovt.
Så beder de publikum om noget tøj, de kan iføre sig, for de to optræder fra start halvnøgne, de giver sig ud for at være fattige, men på deres pokerface aner vi, at det er en spøg. Vi er jo alle sammen i materialismens vold – hvis nogen skulle være i tvivl om hensigten med legen. Den er vi med på. Vel er vi så. Vånder os ikke af dårlig samvittighed, men hygger os elskværdigt i genkendelse og selvforståelse. Som ved årets sommerrevyer.
 

TIL SALG

At vi under ’Sund sans’ keder os grumt ind imellem, er skuespillerne helt indforstået med. Det siger de selv. Nævner også, at kritikere har skrevet det.
Da spillerne holder auktion over deres koncept – deres projekt til fri afbenyttelse for den pris, der kan opnås – kommer de også i diskussion med Politikens anmelder om, hvor meget hun vil satse. Jeg mener, hun stoppede ved en ti’er. Hvis det da ikke var under en auktion over noget andet. Der skete lidt af hvert i legestuens time, og koncentrationen og interessen for forløbet smuldrede gradvist, som den tilsyneladende også gjorde for de medvirkende på scenen.
De to spillere er den spanske Laura Kalauz og den østrigske Martin Schick, der berejser Europa med denne forestilling, og har vundet priser for den.
Forestillingen munder ud i en højt løftet konklusion om, at den ejendom, mennesker egentlig hver for sig besidder, er den personlige frihed. Javel så. Også friheden til at kede sig.    
          
gregersDH.dk