Claus Seidel (tegnet af Claus Seidel)

TEATRETS TEGNER

Tale ved fernisering på Claus Seidels 50-års jubilæums-udstilling på Det Kgl. Bibliotek 26. august 2016.

CLAUS SEIDEL er så meget. Systematiker. Fremragende leder af bladtegning-samlingerne her på Det Kgl. Bibliotek. Et ordensmenneske. En mand med overblik.

Claus Seidel er også et barn. Et barn, der tegner troskyldigt og direkte, hvad han ser. Tror vi da. Men han er tit udspekuleret, når vi kikker nøjere efter.
Egentlig er han et legebarn, der, når man skal have fat i ham, er forsvundet – han er på ski i Norge. Eller han svarer på mobiltelefonen fra en kano på en svensk sø. Eller fra en badmintonbane i Farum. Hvis ikke han sidder på en restaurant i Rom og spiser fettuccine a la romana med Per Pallesen.

JOBBET er at være tegner. SINDET er at være et legebarn. Med åre eller skistav eller kniv og gaffel i hånden. Men altid med pennen og tegneblokken inden for rækkevidde.
Den blok er med ham – altid og overalt.
Jeg har oplevet en sønderknust Claus, der engang stillede i teatret uden sin blok. Hans taske med blokken var forsvundet. Stjålet, mente han selvfølgelig: Den er jo guld værd! Hans blok er en uerstattelig kostbarhed!
Claus er også et barn, der kan blive grænseløst irriteret, når en pressechef på et teater har været så uforskammet at tildele ham en plads på 6. række – man tegner fra 1. række! Det har teatertegnere gjort siden Johanne Louise Heibergs dage.
Claus er et voksent barn, der regner med, at hans fag bliver taget alvorligt.

Hvad er det for et fag, Claus har givet sig hen til?
Jeg har kendt hans tegninger gennem mange år – først i de tidlige år, da han tegnede til ’Land og Folk’, så i de mange år, han tegnede til teateranmeldelserne i B.T. – og dér må jeg korrigere mig selv… ’tegnede TIL teateranmeldelserne’? – det holder jo ikke. Jo, vi ved godt, at der er tegnere, der tegner TIL anmeldelserne, altså læser anmeldelsen og derefter tegner tegningen som en illustration til det, der står i anmeldelsen.
Men i de år, Claus og jeg nu har arbejdet sammen – det er otte år… helt nøjagtigt siden 8. februar 2008 – har det været på den manér, at HAN tegner, og JEG skriver. Vi taler ikke et ord om, HVOR vi vil hen, inden vi sætter os til værket… HVAD vi satser på. Der er ingen aftaler.
Tegning og anmeldelse rammer hinanden mellem tolv og ét om natten. Vi stirrer undrende på hinandens underværker – nå, tegner HAN dét? Skriver HAN dét?

Jeg ser f.eks. overrasket på de tre hovedpersoner, han har tegnet fra ’Salome’ (Strauss-operaen!) – det var her i april… – Ann Petersen, John Lundgren og Johnny van Hal – de danser!… de swinger, som stod de på en natklub! Der er FED stemning! Claus sér en dødsdans for sig! Johannes Døberen skal have et kys, inden han bliver halshugget. Salome en vals, inden hun dræbes… Lad os ta’ os en svingom!
Claus kan lade en skuespillerinde stråle, en, som jeg i teksten hudfletter for et eller andet. Han kan kaste sin kærlighed på en biperson, hvor jeg ofrer krudtet på en hovedperson.
Vi kan så mødes næste dag og snakke om, hvad der har grebet os. Det har vi tit gjort over frokosten her i huset i de år, hvor jeg sad og skrev bog herinde.

Vi kan mødes i fælles glæder og ærgrelser. Og sandelig i jubel over f.eks. teatrets damer. På det punkt synes jeg ikke, jeg normalt mangler ord, men jeg bliver alligevel mundlam, når jeg ser Claus’ elegante, løst henkastede streger af scenens vidundere. Ligesom hans ældre kollega Hans Lollesgaard på Socialdemokraten aldrig blev træt af at tegne heste, gribes Claus af stikflammer, når han har ballettens og skuespillets damer og herrer for øjnene. Muskler, lemmer, kroppe – alt, hvad der er iøjnespringende er i flugt og i bevægelse i hans streger.
Jeg kikker vores gamle fælles bestræbelser igennem, støder på utallige tegninger, der rummer både Hans Bendix-agtig schwung og Sven Brasch’ kølige elegance, og stopper så og bliver stille ved anmeldelsen af Teater Republique’s indvielse i august 2009 med forestillingen ’City Puzzle’ – og ser Claus’ yndefuldt flagrende, tækkeligt klædte linedanserinde, der balancerer som en søvngængerske på den tråd, nornerne har spundet for hende.
Jeg tænker på, at den tegning vel som alle andre er ekspederet videre til mig allerede ved midnat efter premieren. Og bliver lidt målløs…
Men hastigheden inden deadline sidder os i blodet fra de mange dagblad-år. Spændingen og uroen ved det hasarderede, Intensiteten i teateroplevelsen, blodet, der strømmer for at fastholde oplevelsen og gengive den. Lykken over at sætte punktum og underskrift. Måske den lille gnavende ærgrelse over det, der ikke lykkes helt.
Hvor der handles hurtigt, spildes der. Ind imellem genistregerne.
Det, vi selv synes er genistregerne.

Jeg har i årenes løb arbejdet sammen med især to tegnere. Den ene er Per Marquard Otzen.
Det var i årene fra 1969 og frem til 1972, da vi i fællesskab udvandrede fra Ekstrabladet, fordi vi ikke ville finde os i, at Victor Andreasen ville diktere os, hvad der måtte stå og ikke stå i Ekstra Bladets kronik, som jeg redigerede og Per Marquard tegnede. Læg mærke til igen: Jeg siger ikke tegnede TIL, men tegnede.

Claus Seidel og Per Marquard.
Kan man forestille sig to bladtegnere, der i den grad er forskellige?
SEIDEL, hvis tegninger springer læserne i møde med livlighed og glad underfundighed… Lynskud af en skuespiller i spring ind på scenen. En anden, der sidder surmulende i en sofa, en tredie rasende i sin korporlige vælde. Straks til at fange på nethinden. Som regel akkompagneret af en detalje fra scenografien, som bringer figuren på plads i scenerummet. Eller en medspiller, som får os til at se, at det handler om folk, der vil hinanden noget. Skuespillere i aktion.
Skuespillere i dramatiske øjeblikke.
Og så PER MARQUARD! Dengang med sine sprængladte stregtegninger, ladet med symbolske associationer, grafisk overdådige, tegninger til eftertanker. Når jeg afleverede Pers tegninger til dagens kronik, spurgte redaktionssekretæren: Hvad fanden skal dét forestille? Men det var hans, redaktionssekretærens,  problem.

Bladtegningens kunst er mangfoldig. Bøger er noget andet, Reklametegninger igen noget andet.
Og teatertegning er noget helt specielt. Det er lynskud, øjebliksbilleder fastholdt til gengivelse i næste dags avis. Sådan har Claus arbejdet i alle årene. Ikke, at han ikke kan give sig tid og tegne bogillustrationer. Bruge omhu og fordybelse og nå til en helt anden type resultater: Arbejde sig med videnskabelig forskeromhu ind på f.eks. H.C. Andersen-figuren, og bringe digteren kosteligt til live i snesevis af illustrationer i sin og Mette Winges bog om ’H.C. Andersen på danske herregårde’. For ikke at tale om at få vellugten til at stige fra siderne i de bøger, han og Per Pallesen skriver fra Frankrig og Italien om livets kulinariske goder.

Men den spontane teatertegning – dén slipper Claus ikke.
Det kan godt være, jeg snakker om Claus’ vidtløftige ekskursioner i skisportens og kano-roningens verden. Men det er stadig sådan, at når jeg ringer til ham og siger: Du, Claus… den dér i aften på Husets Teater… så siger han: ”Nå for Søren, ja… vi skal da være der…!”… Vi skal da være der…!”
Claus, din besættelse af teatret… og din ildhu over for tegne-mulighederne er fabelagtig. Alene siden dette års begyndelse har du tegnet fra 39 forestillinger til vores blog.
Men sé jer omkring, alle sammen: – Alt bliver teater i Claus’ hænder.

gregersDH.dk