Henrik Lykkegaard, Karsten Jansfort, Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Lise Baastrup (Tegn.: Claus Seidel)
SÅ KENDER JEG MIT KLAMPENBORG
Genkendelighed og nye sværmerier for godtfolk og fidusmagere i Cirkusrevyen 2019
Instruktør: Lisbet Dahl. Scenograf: Nina Schiøttz. Koreograf René Vinther. Kapelmester: James Price. Medvirkende: Lisbet Dahl, Lise Baastrup, Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard og Karsten Jansfort.
Cirkusrevyen 2019 spiller hele sommeren i teltet på Dyrehavsbakken. Varighed: 2 t 15 min inkl. pause.
*****
Tinge Linge Later – og så dukker Lisbet Dahl op gennem gulvet forklædt som Lars Løkke, han ser til højre… ser til venstre, og så er ’hele regimentet’ pist væk igen. Det er stort set alt, hvad der er af politik og politikere i den Cirkusrevy. Ti sekunder. Der var også dårlig nok en politiker blandt publikum – de plejer at sidde der i dusinvis til premieren for at se, hvem af dem der bliver grinet mest af i året revy. Men man kan ikke afholde valg og Cirkusrevy-premiere oven i hinanden, og det har de set i øjnene på Bakken. De har fundet på alt muligt andet end at parodiere politikere – bortset altså fra de ti sekunder.
MEN man kommer tæt på i et af numrene, og det er endda et af revyens bedste. Det hedder ’Ingen stress’, en Vase&Fuglsang- tekst, som er i hænderne og munden på Henrik Lykkegaard – manden er stresskonsulent i Sundhedsministeriet og en dirrende illustration af det, han skal hjælpe andre ud af: Stress. Det hele går på staklen, han er i fast rutefart mellem mobiltelefonerne og alle tænkelige gøremål, f.eks. at vande en potteplante. Det er en moderne version af Holbergs ’Den Stundesløse’, og Lykkegaard har den sjældne egenskab, at han kan få os til tro, at han faktisk er det mest stressede menneske på denne jord.
Hvor stresset, fænomenet Britta Nielsen har været i sin karriere som storsvindler med socialstyrelsens midler, kan vi gisne om. Niels Olsen har skrevet en monolog til Lisbet Dahl, der fortæller om en Britta Nielsen, som er nøgternt fokuseret på sin genialitet og fornærmet over, at nogen kan betvivle genialiteten. Lisbet Dahls maskering, forklædning og tone er uhyggelig præcis. Det kan vi få bekræftet i dagens morgen-tv, hvor tiltalen mod Mor Britta og hendes 117 millioner præsenteres. Lisbet vender tilbage i revyens 2.akt iført en tornado af Ghita Nørby-skrud i rødt og med en verbal affotografering af fru Nørbys udsmidning af en Radio 24-7-journalist fra sit hjem. Nørbys overtrædelse af en dansk tradition for sige ’Gå ad helvede til!’ på en høflig måde.
OG JO, der er masser af andet godt i revy-årgangen på Bakken. Får vi ikke politikere stegt på panden, så får Danske Banks afsporede topchef Thomas Borgen i Ulf Pilgaards arrogante udgave gentaget stort set alt, hvad Borgen har bortforklaringer og dårlige undskyldninger i monologen ’Alle pengene værd’. Teksten er af den gamle mester Carl-Erik Sørensen. Pilgaard er som altid i revyens centrum. Ud over at være den hvidvaskede og hvidvaskende bankfidus kommer han også luskende på scenen som mediernes bedste trampolinspringer Jørgen Leth, konstant på vej mod nye jagtmarker, nu mest som bilmærket Citroëns talsmand på land, på vand og i luften. Pilgaard rammer ham på staturen og de grå hår, men sjovt nok ikke rigtigt i sprog og tonefald. Det jyske, syngende dræv har han ellers været ekspert i før.
SÅ er det til gengæld en fornøjelse at se Pilgaard udfolde distræt præsenilitet i sofaen sammen med Lisbet, der prøver at bringe ham med på gamle dages onsdags-sex i ’Samtykke’. Pilgaards evne til at trække distraktion i langdrag er formidabel.
Timing er uvurderlig i revy. Også for totalforløbet i en to timers forestilling med numre, der skifter i tempo og stil. Musiknumrene skal falde rigtigt, og det gør de her – flere korte og stramme danseoptrin, bl.a. et, hvor den begavede humørbombe Lise Baastrup er det ambitiøse, selvoptagne kvindemenneske, der har styr på det hele i Brødrene Prices ’Mig tid’. Ingen slår hende af pinden, heller ikke når hun har sin ’Brevkasse’ som samtalepædagog eller hvad det er, hun kalder sig. Der er smæk for skillingen, også når en publikummer prøvet at tage kampen op med hende.
NEW-KOMMEREN til Cirkusrevyen, den sympatiske Karsten Jansfort, har ikke de allerstørste muligheder for at udfolde sig, men han får det bedste ud af revyens klimadebat-indlæg som skralsamleren, der samler flasker og begejstret sørger for at tømme dem for indhold, når han nu har dem. Han fungerer også fint i ensemblenumrene – et enkelt af dem ligger til sidst. Det er et Kim Larsen-potpourri, der nærmest slutter aftenen – og man tænker: Holder dét? Kan de sange klare endnu en nærmest sakral dyrkelse, og jo: Det kan de. Fordelt på hurtige krydsklip mellem sangene og sunget af de enkelte og ensemblet bliver vi faktisk helt bevæget af at høre dem som oplæg til den finale-slagsang, vi har sunget med på, siden Olga Svendsen gav den for fuld udblæsning i 1942… ’så kender jeg mit Klampenborg, mit gamle sværmeri…’ Ja, vi gør. Ikke alt er nyt under dén sol, og sådan skal dét nok være.
gregersDH.dk
