Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl og Niels Ellegaard i ‘Cirkusrevyen 2017’ (Tegn. Claus Seidel)
CIRKUSREVYEN
T’AR SIG SELV
I FAVN
Professionalisme og koket selvironi rammer Cirkusrevyen pragtfuldt i år.
Instruktør: Lisbet Dahl. Scenograf: Nina Schiøttz. Kapelmester: James Price. Medvirkende: Lisbet Dahl, Lise Baastrup, Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard.
’Cirkusrevyen’ spiller på Dyrehavsbakken indtil 2. september. Derefter i Aalborg Kongres og Kultur Center 6. – 10. september. Varighed: 2½ time inkl. pause.
*****
ER de glade for sig selv derude i Cirkusrevyen?
Ja, de er da. Det har de også grund til at være.
Så vi er med på – og finder os i – at de indleder med et nummer, der ugenert fortæller om, hvor flot det hele er, og hvor vilde publikum er med showet. Efter at skuespillerne først har koketteret med den desperation, panik og nervøsitet, der råder på scenen, inden et går løs.
Et yndefuldt koketteri, som bliver gentaget i revyens finale og hårfint danser på grænsen til selvsmageri, men ikke over grænsen, fordi alle – de og vi – er en del af en familie, der hedder Cirkusrevyen, en national identitetskabende institution, hvor tonen, skuespillerne, miljøet og den hyggelige direktør, der til allersidst sætter an til den traditionelle fælleshymne til Dyrehavsbakken.
Sådan vil vi have det. Og vi skal ikke laste årets revy for at tage sig selv i favn og kærligt dyrke sit eget knusende talent, sin professionalisme og sin tradition.
Et af de sidste store numre er en pragtfuld udgave af Lisbet Dahl, yndefuldt og selvironiske afleveret som aldrende stjerne mellem viftepalmerne i sin egen ballet, uhæmmet flirtende med publikum, kækt, fræk, storslået.
Og lige efter: En ’Kærlig hilsen’, skrevet af Henrik Lykkegaard og fremført af Ulf Pilgaard – en hyldest til en kunstner, der aldrig, som så mange andre store kunstnere, stillede sig i positur for at modtage hyldesten, men som altid har taget imod med ydmyghed. Et billede toner frem af Klaus Ryskjær, Cirkusrevyens egen og for tidligt afdøde stjerne.
ALDEREN
Årets cirkusrevy har i samme åndedræt et tonefald, der med mageløs og kærlig humor fatter om emnet alder.
Det er vel ikke et tilfælde, at mange numre ligesom i de senere år har grebet alderdommens komiske sider med kærlig hånd. James Price, der ellers først og fremmest komponerer musik til revyen og troner som kapelmester, har skrevet tekst til sketchen ’Hvad er det værd’ – efter TV-program-modellen – og her handler det om, at Lisbet Dahl er en dame, der medbringer sin private, højt elskede antikvitet til vurdering: Hendes mand. Ulf Pilgaard. Nærmest mumificeret står han der til taksering.
Og bagud i revyens første afdeling – som i øvrigt vinder med et par points over 2. afdeling i suverænt flow – har skribentparret Vase og Fuglsang ladet Pilgaard være den arme mand, der i nummeret ’Posthvor?’ leder forgæves efter en postkasse. Leder efter postkasse, pinkoder, computerknapper, efter NemIdé, som han ikke aner, hvad er for noget. Leder forgæves efter alt det, der spolerer hans årelange vaner.
Eller Jan Svarrers sketch om en mand, der blodskudt gribes af raseri over de sindsoprivende forhold på et plejehjem, hvor han ønsker sin far anbragt.
Eller endnu en Lykkegaard-tekst, ’De grå synger’, hvor hele skuespillerholdet er vakkelvorne gamle, der er presset af politikeres ønske om senere pensionsalder. De gamle har kastet sig ud i jobmulighederne. Aldrig har man set så vakkelvorne oldinge i jobtræning.
FORVANDLINGER
Nummeret demonstrerer også Cirkusrevyens fabelagtige evner til forvandlinger. Sminkørers, påklæderes og selvfølgelig skuespillernes ekspertise i lynhurtige ændringer i figurer og karakterer. Latteren runger hos os både over den overraskende uigenkendelighed og den utrolige sans hos f.eks. en Niels Ellegaard for at overøse sine personer med grotesk udtryk for det absurde og skæve.
Det er forvandlinger, hvor effekten tit først og fremmest ligger i det forbløffende visuelle. Når Lisbet Dahl f.eks. er i stand til at omskabe sig til den saftige og på alle måder favnende ældreminister Thyra Frank, er munterheden sikret, ganske uanset den samlede lattervækkende udlevering af de uheldige ministre fra Liberal Alliance.
Det er det maleriske udtryk, der rummer slagkraften. På samme måde som det er det for de præstationer fra Cirkusrevyens ballet, der i år fører de koreografiske indslag nye steder hen i forhold til tidligere. Danserne er det ene øjeblik, som om de medvirker i en Shakespeare-forestilling – i renæssancekostumer og med stilige gebærder. Det næste som en flok lysende St. Hansorme, da de smider krinolinerne og bliver en del af den scenografi, der fra scenografen Nina Schiøttz’ hånd og tegneblok er blevet et flot spring ind i en videoverden, der er med til at gøre Cirkusrevy-model 2017 anderledes, moderne og festlig tiltrækkende.
Midt i den intuitive flirt med alder, alderdom og generations-knas oplever vi nemlig også glad slyngen om sig med ny teknik, både direkte i sceneriet, men også i numre som ’Det nyeste nye’, hvor ethvert greb på mobil eller IPad fører til dramatiske katastrofer i sjæl og adfærd hos de, der håndterer apparaturet.
KONDITOREN
Vi har med en Cirkusrevy at gøre, der fanger nyt, plejer sig selv, gør alt det, vi forventer, men også ved, hvor guldet ligger, når det gælder at træffe valg. At man f.eks. holder fast i et stortalent som Lise Baastrup, der kan lange lagkagerne fra indvandrerminister Inger Støjbjergs konditori over disken, så det runger i bagepladerne. Og i Carl-Erik Sørensens glimrende tekster – bl.a. netop’Kagekonen’ – så er det lykken.
Ligesom den arbejdsmetode, revyholdet har, når det kan blive ved med at holde balancen mellem det private og det udadvendte, det politiske og det personlige, og holde næsten alt fast i et så gennemført professionelt greb. Så lad dem nyde det og os andre nyde med.
gregersDH.dk
