Ulf Pilgaard som Søren Ryge, Lisbet Dahl, og Andreas Bo som Blachman i ‘Cirkusrevyen 2013’ (Tegning: Claus Seidel)

*

*

*

*

*

*

VILD JUBEL OG DØDSTILHED

 
Cirkusrevyen 2013 blomstrer på en blanding af det forventelige og det overraskende.
 

Cirkusrevyen 2013 spiller på Bakken indtil 31. august. Derefter i Aalborg Kongres- og Kulturcenter i fem dage fra 4. september.

*****

JO, minsandten, det holder endnu.
Man stiller til det, der ligner den årlige familiære jubelfest, goddag og næh! og ih! foran teltet, og dér står den glade Torben Træsko og tager imod som pater familias, og vi lejrer os i slow motion på vores pladser. Tiden går og går godt, og går også en halv time over, og hvem brokker sig over dét, vi er til selskab, og James Price kan luske sig på plads i forvisning om, at ingen vil ham noget ondt på denne aften, andre end Lisbet Dahl med sin skideballe over, at han spiller forkert i hendes forarmede selskabssang, når vi når til det punkt, langt, langt henne i forestillingen. Heldigvis, for den holder ikke, som den gjorde engang.
Alligevel: Cirkusrevyen 2013 gør altså.
På sine knytnæve-blanding af skøre påfund, sammenbragthed af knaldgode tekster og trekvartgode, de sidste, der lusker sig ind i al deres tematiske forventelighed – en historie om DSB trafikale misligheder f.eks. kamufleret som et flot danse- og sangnummer. Eller en om de åndssvage gymnasieelever, der dummer sig på Prag-rejse. Ja og jo, og bare en Illustreret Tidende med opremsning af åndssvaghederne.
 

VI GJORDE DET!
 
Men hallo! Sådan er der nogle modeller: De forventede. Men då også de ikke forventede.
De første kan vi med søvngængeragtig sikkerhed sige kommer. Og de kan lykkes helt op i tårnhvælvingerne.
Ditte Hansen som Helle Thorning selvfølgelig. En genre, der vil kunne leve så længe som Ulf Pilgaards dronning Margrethe, der nu er droppet i år.
Ditte Hansen i en knivflænsende monolog, nedfældet i saltsyre af Carl Erik Sørensen: ”Vi gjorde det!” som hun skriger i ekstase fra talerstolen. Gjorde hvad? Gav til de rige og tog fra de fattige! Jokkede i spinaten! Etc. Revyer skal være ondskabsfulde. Det nummer er. Meget mere end Ditte Hansens lige så forventelige Anne Linnet-nummer. Gentagelser fremmer ikke forståelsen. 
Anderledes med Ulf Pilgaards myrekrybende, men venlige og rørende udgave af Søren Ryge, der er tumler rundt på Christiania, hvor de ikke sælger hans vanlige pibetobak Rød Watson, men en glimrende Rød Libanon, der giver ham en så salig skid på, at han er parat til at lave tolv udsendelser til om grøntsagerne i Fristaden. Det er genkendelser med den friske saft sprøjtende ud af knaphullerne. 
 

DE GROVESTE

Heller ingen undrer sig over, at new comeren til revyen, Andreas Bo kan parodiere, hvem der passer ham, f.eks. også Thomas Blachman. Men nok, at han med den ladeste frejdighed smider det meste af klunset og ælter sine deller i et masochistisk slow motion som parodi på Blachmans exibitionistiske kvindeforagt-shows.
Jublen var endeløs. Fitness-galskaben har drevet de fleste til totempælene. Nummeret hedder ’Den nøgne sandhed’ og er Vase og Fuglsangs bedste ide i denne revy.
Ikke fordi ’Med på en 4’er’ ikke er en sjov sketch om to nabopar, der går helt skævt af hinanden og giver Niels Olsen mulighed for at spille den mest bøvede, jyske jammerlighed fra Brovst– en sketch, der ubehøvet rammer københavner-arrogancen over for alt fremmed, om det så bare kommer fra den anden side af Lillebælt.
På samme måde som det sker i en af Cirkusrevyens allergroveste og mest perfide, men også selvransagende numre: ’Vi’ er da ikke misundelige’. Om Hellerup-danskeren, der ikke er misundelig på grønlænderne for deres nyvundne rigdomme på råstoffer, men ’det er altså nemmere at være rig, når man altid er det’. Og så det er jo lidt synd for de arme deroppe, og ’ikke sjovt for os danskere, hvis vi skal til at pille vores rejer selv!’
 

DØDSTILLE

Men når vi så pludselig rykker helt og langt ud over det forventelige! Ulf Pilgaard er i Vase og Fuglsangs monolog ’Vi lukker og slukker’ en major K.A. Jensen, der lukker og slukker i Afghanistan efter ti års resultatløs indsats. Den totale absurditet og misforståelse afspejlet i nøgtern rapportstil. Der var dødstille i Cirkusrevyen.
Båndlagt uro. Revy i direkte konfrontation med politisk konvention.
24 numre – et Velkommen til de to erstatninger for Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard: Andreas Bo og Niels Olsen, begge vildere og mindre sofistikerede end deres forgængere. Og en ballet, der med originale og spændende koreografier fører dansenumrene ind i nye landskaber af eksotisme i forhold til tidligere, manden bag er René Vinther. 
Scenograf Nina Schiøtz bringer os også i nye verdener, først og fremmest i vibrationer med natur og Dyrehave.
 

KORTSLUTNING

Og så er der lige Lisbet Dahl, der er et magisk samlingspunkt i sådan en revy, jomfruelig, moderlig, tryg – som var hun i revyen den partiformand, som Helle Thorning ikke er dér, hvor hun befinder sig. Som instruktør bider Lisbet Dahl herligt fast i vanvidsnumre som ’Freja’, der handler om de lattervækkende eventyrnavne, forældre giver deres børn – er det i øvrigt ikke et stadium, der for længst er passé? Og så et skattekontor-nummer som ’Kiksekage’ – der er helt ude i absurditetens hamp og lader Ditte Hansens mimiske stalinorgel sprøjte virkelig fra sig.
Men nu må Lisbet Dahl gerne lade sin kortsluttede festsang-sanger hvile en sæson. Den lyder som en pligtopgave til Carl Erik Sørensen: Du skal! Gu’ skal han ej, når den reduceres til en ligegyldig rejse-rapport fra Spanien.

gregersDH.dk