Lisbet Dahl og Ulf Pilgard i ‘Cirkusrevyen 2011 (Tegning: Claus Seidel)

VORHERRES EGEN CIRKUSREVY

Cirkusrevyen lever helt op til sit koncept. Dens tiljublede genkendelighed år efter år er både en styrke og svaghed.

*****

 ELSKER vi Cirkusrevyen? Vel gør vi så. Som bondemanden elsker den præmieso, han har gået og knebet i øret i årevis og nægter at sende til slagtning.

Vi har et nærmest rituelt forhold til Cirkusrevyen. Den skal være på en bestemt facon, og der er øretæver i luften, hvis nogen kræver den til rigsrevision og endevendt.

Af samme grund kan Vorherre plaske Bakken til med regn og torden – vi er der, selvom det meteorologiske standardrepertoire er: Solskin og lunt forår.

Og vi modtager Lisbet Dahl med et bifaldsknus, da hun kommer på scenen, som var det Jesu genkomst, og så har hun endda bare haft lidt halsbetændelse – men altså nok til at forsinke premieren tre dage, og det er ikke bare en helvedes sag for sådan en revy, som skal køre på skinner. Det er en national katastrofe.

KONEN MED KAGERULLEN

Sådan er dét. Og hvis ikke revyforfatter Carl Erik Sørensen har skrevet årets dronningemonolog til Ulf Pilgaard, står den på majestætsfornærmelse – vel at mærke mod det danske folk.

Daisy skal være der. Og det er hun så. Med fiks lille hat og stinkende smøg og med den nådesløse udlevering af hendes stakkels prins – problemet med ham nu suppleret med problemet med de forpulede børnebørn, hvis kæderygerlange navne, farmor kæmper med at huske.

Lisbet Dahl har, med eller uden stemme, den store instruktør-hånd-i-hanke med strategien – Ulfs dronning ligger som pølseende-rosinen i forestillingen. Og i starten, umiddelbart efter det kollektive indledningsnummer, har hun klogelig plantet en perfekt griner af dimensioner, Kent Bovins ’Sig før mig’ – en slags folkevognsudgave af Ritt Bjerregaards berømte ironiske ’Dét, Svend mener, er…’ Ulf som ægtemanden, der i ét væk afbrydes i sine forklaringer til lægen af Lisbet, en Lisbet i den type glansfigurer, hun er en mester i: den elskelige kone med kagerullen.

Den ægteskabelige og folkelige genkendeligheds-manøvre går på samme måde rent hjem med hendes Birthe Rønn Hornbech. Uden at det egentlig rykker.  

PIS OG RØDE ØREN

Heller ikke en selvlysende skydeskive som Bertel Haarder undgår sin skæbne, men også her i en politiker-udhængning, der bliver for nem, som hænger på tørresnoren og blafrer flot nok, men ikke fører nogen steder han – Carl-Erik Sørensen lader kun Ulf Pilgaard i et svirp lange sine ’Pis mig i øret’-svovlerier i hovedet på den nærmeste forhåndenværende, kapelmester Price. Eller står svovlerierne stille i det forventelige.

Pia Kjærsgaard er for engang skyld ikke checkpoint. Til gengæld dukker en nogenlunde glemt politiker op, udleveret af Henrik Lykkegaard: Anders Fogh Rasmussen, nu generalissimo hos Nato. Lykkegaard er lettere forsømt i revyen. Mangler et virkelig slagkraftigt solonummer.

Andre af folketingets helte slipper ikke. Rød front/Blå front-konfrontationen er uundgåelig med Ditte Hansen som Helle og Lisbet Dahl som Lykke – en sketch, hvis mest imponerende pointe er Lisbets transformering til Lykke Rasmussen, en grå habit-tumling moden til udvisning til Kasakhstan eller deromkring.

Og røde øren var der til Helge Sander, der sad på tredje række fra scenen, da Ditte Hansen steg ud af revyballetten som en reinkarnation af den skumfødte Venus i hjerneforsker-psykopat Pankovas overvældende udgave. Et af revyens stærkeste numre.

FESTFYRVÆKERI

Ditte Hansen i det hele taget et omvandrende festfyrværkeri i årets revy. Hendes frønnede sexolog – et Vase&Fuglsang- nummer – havde anvisninger på, hvordan forspil eller ikke forspil til vellykkede knald bør systematiseres som månedsskift, så knoerne kan tages til hjælp ved timingen.

Er Ditte Hansen en gevinst, så er Niels Ellegaard det sandelig også.

Hvis vi vagt antyder, at konceptet i Cirkusrevyen er uflyttelig, så er det ikke helt rigtigt.

Når Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl pusler med det genkendelige og forventelige – Lisbet f.eks. med endnu en elskelig og ubetalelig komisk udgave af sin vakkelvorne poetiske festsangdigter – så er det klart, at ikke mindst Niels

POKERFJÆSET

Ellegaard tilfører revyen mimisk originalitet.
Hans pokerspil med fjæs og krop er underkastet uigennemskuelige processer, hvor det er, som tager han os med på råd, så at sige gør os til partnere i de spil, han har gående – i år både i et virtuost nonverbalt nummer som klassisk dirigent og i et Fitness-nummer med balletten, et nummer, der udarter til den mest henrivende klumpedumpe-narcisisme, hvor Ellegaard formår at sætte sin indbyggede selvironi på underholdende prøve.

Jo. Vi elsker Cirkusrevyen. Ja, vi gør så. Især med de fornyende skud, der trods alt er i disse år.  

’Og vi elsker jer!’ synger de medvirkende i slutnummeret. Heldigvis – inden kvalmen breder sig – med Ellegaards ‘søde’ tilføjelse: ’Fordi I er så lækre.’  

 GregersDH.dk

.