Maria Lucia Heiberg Rosenberg og Julie Steincke i ‘Chicago’. (Tegn.: Claus Seidel)

IT’S SHOWTIME!

’Chicago’ på Det Ny Teater er endnu engang det frækkeste show i byen.

Manuskript: Fred Ebb og Bob Fosse. Instruktion: Walter Bobbie. Dirigent: Per Engström. Medvirkende bl.a.: Julie Steincke, Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Jesper Asholt, Pernille Schrøder, Tomas Ambt Kofod og J. Suurballe Christensen.

Chicago’ spiller på Det Ny Teater frem til maj 2017. Varighed: 2½ time inkl. pause.

*****

’IT’s Showtime!’ Og det er netop, hvad det er. For nu at citere den gjaldende fanfare i filmen ‘All That Jazz’, showmanden og koreografen Bob Fosses berømte film fra 90’erne.
Sådan er musical’en ’Chicago’ – der er dårligt nok et sekund i den forestilling, som ikke er show helt ud i fingerspids og storetå, og jo da, netop Bob Fosse er en af de afgørende folk bag ’Chicago’.
Hans signatur sidder som et stempel i passet. Værsgo, hermed adgang til en verden af dirrende bigband jazz, langbenede natklubdanserinder, muskeldrenge, svindlere i evening dress, gangstere og piger med pistoler i håndtasken. Hvad som helst. Det hele broderet med sange, der kan blæse kuplerne ned fra loftet. Showtime!
’Chicago’ er dermed tilbage, hvor den var for ti år siden på Det Ny Teater (Se anmeldelsen 14.9.2007 på gregersDH.dk). Samme strømlinjede snit og husket bl.a. for et gennembrud for Birgitte Hjort Sørensen i rollen som pigen Roxie. Igen nu en forestilling med speederen i bund og lammende præcision i leveringen.
Det er kravet. For vi er i hænderne på en historie, der ikke er andet end et påskud til at brænde show af. Show, som – hvis det ikke rammer på millimeter og suser af sted i flyvende fjervægt – omgående vil afsløre en handling, der er ingen ting, højst en frisk satire over et korrupt underholdningsmiljø i de brølende tyveres Chicago.

Historien, der bygger på virkelige begivenheder i begyndelsen af 1920’rne, gælder et par piger i natklubmiljøet, der ryger i spjældet, den ene fordi hun skyder sin elsker, den anden, fordi hun myrder sin mand og sin søster, som hun finder under dynen i dobbeltsengen derhjemme.
En del af handlingen foregår i et kvindefængsel, befolket med damer, der – hvis de ikke har revolvere i laktasken, så knive. Og som ser det som adgangsbillet til berømmelse og karriere at begå en forbrydelse. Man kommer i avisen, bliver fotograferet og omtalt. Bliver kendt. For ligegyldigt hvad. Altså gerne et mord. Alt sælger billetter.

PERLEPRÆSTATIONER

Historien er en mærkelig parallel til ’Dead Man Walking’, der netop for to dage siden har haft premiere som opera på Det Kgl. – en parallel eller snarere modsætning til ’Chicago’. På Operaen er en nonne i færd med at redde en dødsdømt morders sjæl på faldrebet. I ’Chicago’ jonglerer en smart forsvarsadvokat med løgn og fiduser for at få pigen Roxie frikendt. Giv de to som dobbeltforestilling og kald det ’Sjæl og legeme’.
Roxie er pigen, der skyder sin elsker. Hun spilles med et overskud af tilforladelig charme og naivitet af Maria Lucia Heiberg Rosenberg, så smukt syngende. Og hendes makker og konkurrent udi både sangerinde- og morder-branchen er pigen Velma, der synges og danses af Julie Steincke med al hendes stålsatte danse og sangtalent. En rolle hun havde allerede ved opførelsen i 2007.
Imponerende størrelser de to, så forskellige i deres udtryk, så glimrende musicalkunstnere.
De er omgivet af perlepræstationer: Tomas Ambt Kofod, som den mest åleglatte advokattype, man kan drømme om – sangligt også han på højden. Som en joke får vi undervejs et højt g holdt i tømme herfra og til den anden side af Vesterbrogade.
En henrivende præstation af Jesper Asholt som det bedragne nussehoved af en ægtemand til Roxie, sangligt er han på sin egen diskrete boldgade, men det er underordnet. Til gengæld tordner saftige Pernille Schrøder skønt og håndfast igennem som fængsels-matronen ’Mama’, og sangeren J. Suurballe Christensen, der nok tilslører sit fulde fornavn i programmet, fordi han forestiller sladderjournalisten Mary Sunshine, og til vores forbløffelse flår parykken af til sidst og afslører sin maskuline identitet bag hårpragten og den lyse altstemme.
’Chicago’ spilles i præcis samme dekoration som for ti år siden, forestillingens koncept ligger fast, det store og kraftigt messingbesatte band står i centrum af scenen, den faste Ny Teater-dirigent, svenskeren Per Engström er i spidsen – han har endda replikker i forestillingen, det erindrer vi ikke fra sidst. Han er en afgørende mand i centrum af det omfattende regi af sangere, dansere, skuespillere og orkestermusikere.
Flot forestilling på et højt, disciplineret niveau.

gregersDH.dk