Camille Clouds brevkasse Mungo Park Teater, Allerød 17.1. 2019

Line Knutzons 'Camille Clouds brevkasse' på Mungo Park? Tove Ditlevsen ville have slået en henrykt, satanisk latter op.

Marianne Mortensen, Malin Rømer Brolin-Tani, Mads Hjulmand og Anders Budde Christensen i ‘Camille Clouds Brevkasse’ (tegn. Claus Seidel)

AMOK

Line Knutzons Camille Cloud-brevkasse på Mungo Park? Tove Ditlevsen ville have slået en henrykt, satanisk latter op.

Bogforlæg: Line Knutzons ’Camilla Clouds brevkasse’. Manuskript og instruktion: Heinrich Christensen. Scenografi: Nadia Nabil. Komponist: Jonas Munck Hansen. Medvirkende: Malin Rømer Brolin-Tani, Anders Budde Christensen, Marianne Mortensen og Mads Hjulmand.

’Camille Clouds brevkasse’ spiller på Mungo Park Teatret i Allerød. Varighed: 1 t 20 min uden pause.

****

TEATER som et sammenklip af råb ud i den blå luft! Det er næsten som at høre politikere og eksperter i disse dage kommentere ændringer i Sundhedsreformen.

MEN vi er altså på Teater Mungo Park i Allerød, hvor der er premiere på dramatiseringen af Line Knutzons bog ’Camilla Clouds brevkasse’. Forestillingen er som bogen et vognlæs af absurde slag i luften, brokker, spørgsmål fra seriøse galninge og svar fra en lige så seriøs galning ved navn Camille Cloud. Begge parter med hovedet lænet til tidens brevkasse-sjælesørgere. Profeterne, der spiller deres lukrative spil, og de, der plaget af forvirring over livets brydsomhed opsøger dem.

DET er vanvittigt og ret underholdende. I et overdimensioneret venteværelse sidder fire klienter dirrende af forventning omkring en forgyldt trone og venter på, at Camille Clou skal indfinde sig til konsultationen. Hun kommer ikke før til sidst, så de fire roder sig ivrigt og nervøst ud i at klare jobbet for hende hen ad vejen, på skift spørge og svare, udfolde deres absurde fortællinger om, hvad der trykker dem – manden med de kortsigtede ideer, der er sprunget ud af vinduet og har knækket anklerne, fordi han ikke gad ned ad trappen – godt nok en kortsigtet idé med konsekvenser! Kvinden, der har fået polititilhold om ikke at komme i Føtex, fordi hun i sin ensomhed forsøgsvis giver hånd til mænd i butikkerne. Manden, som er formand for foreningen OT – Overdreven Tålmodighed – og som vi derfor ser sidde tilbage, da forestillingen slutter, og vente forgæves på at modtage publikums applaus som de andre.

CAMILLE CLOUD indfinder sig, overtager føringen med udfoldelse af sit floromvundne og indbringende evangelium til redning af menneskene – med besnak á la den profet Søndergaard, vi i disse dage i en TV2-dokumentar ser forsøge at drukne unge og gamle ved våde dåbsritualer.

INSTRUKTØREN Heinrich Christensen har selv dramatiseret galskaberne – han er virkelig en mester i sprængladte, satiriske udfoldelser og fantasifuld personinstruktion. Det har vi set lige siden ’Den spanske Flue’ på Aalborg for 5-6 år siden, hen over forestillinger som Tjekhov’-parodien ’Mogens’ på Nørrebro Teater og frem til ’H.C. Andersens eventyr’ på Mungo Park, som nu på fjerde år flyver lyslevende og lattervækkende over scenen takket være teatrets repertoire-praksis.

HER i Line Knutzons ’Camille Clouds brevkasse’ giver han frit løb for de fire skuespillere til at agere et helt galleri af ulyksalige tosser – på en måde videreudviklinger af de fortabte sjæle i forstummede ægteskaber, som Line Knutzon tumlede med i tidlige stykker som ’Snart kommer tiden’. Anders Budde Kristensen, Marianne Mortensen, Malin Rømer Brolin-Tani og Mads Hjulmand skærer de forskellige typer ud i præcise træsnit. Mennesker, der er gået i stå.

IKKE, så de – som ægtefællerne i ’Snart kommer tiden’ – glor ind i tapetet i timevis og ikke kan forklare, hvad de tænker, hvis de overhovedet tænker. I ’Camille Cloud’ snakker de som knitrende spånhøvle i vildelse af vrøvl. Som i en slags larmende, men total tanketomhed. En hjernetilstand, der kunne være egnet til en af straffedommene i Dantes Helvede.

EN brevkasse? Tove Ditlevsen ville have slået en satanisk latter op. Af henrykkelse.

gregersDH.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Indtast captcha *