Signe Egholm Olsen og Henning Jensen i ‘Bygmester Solness’ (Tegning: Claus Seidel)
MUSENS LEG MED KATTEN
I ’Bygmester Solness’ på Det Kgl. sættes skærebrænderen til, når Signe Egholm Olsen og Henning Jensen møder hinanden
*****
DER er granit og cement i denne Ibsen-affære. Ikke bare i Birgitte Mellentins dekoration af et moderne arkitektur-orgie – den er som designet efter gamle Ibsens monumentale klippeblok af en fysiognomi.
Men tung skyld og norsk dovregubbe-mørke ruger i det hele taget over, hvad der rører sig i Bygmester Solness og hans forulempede hustru, fru Aline.
Henning Jensen, der spræller i sit eget net som den store arkitekt, der stiver sig af med neurotisk hårdt arbejde som værn mod komplekser og fortids øgler.
Og Tammi Øst, der bærer fru bygmesterens lod med statuarisk ydre ro, mens hun sitrer af indre glød, når hun stumt iagttager ægtemandens eskapader.
TIL KERNEN
Vi slækker lidt på rebene til det ibsenske storsejl af skyld og dæmoner for at komme ind til kernen i dette stykke – dér, hvor lokummet brænder, og hvor vi rives med for alvor:
I mødet mellem Henning Jensen og Signe Egholm Olsen.
Bygmesteren har tumlet rundt i sit eget komplicerede spil for at holde den unge arkitektsnude Ragnar, spillet af Mikkel Arndt, nede. Rodet rundt i manipulationerne med den forelskede sekretær, som Jeanette Lindbæk Larsen har fornøjelsen af. Mast sin gamle arkitekt-konkurrent Knut til plukfisk – en kuet figur, Ole Ernst behersker perfekt, næsten pr. automatik. Affejet en anden stående Ibsen-figur, lægevennen, her med navnet Herdal, forvaltet nobelt og troværdigt af Henrik Jandorf.
Vi har i lang tid iagttaget Henning Jensens nervøse, hektiske montering af bygmesterens møjsommeligt opbyggede selvsikkerhed. En mand, der er en stundesløs omflakker i sit eget univers, der ler kunstigt og ubehersket som for at stive sig af mod imaginære fjender, flirter rutinemæssigt med sekretæren og affejer både sin smukke kone og de ansatte med en brutalitet, der er gennemskuelig, fordi vi aner, at den kan tippe og blive til klynk når som helst. En fremragende jensensk præstation.
KONTANT AFREGNING
Og så står hun der pludselig. Signe Egholm Olsen, dramaets unge Hilde. I cowboybukser, med rygsæk. Som en pil skudt ind i tegnestuen. Lige i masken på bygmesteren. Med lammende præcision. Som et væsen fra en anden verden. Der er kontant afregning. Hun siger som djævelen i ’Faust’: – Die Frist ist um! Der er gået ti år på dato, siden hun som teenager flippede ud over den store arkitekt ved indvielsen af en bygning, og han i vanlig, overstadig pigeglæde kyssede hende ved receptionen bagefter og lovede at gøre hende til sin prinsesse – ’om ti år’.
DENNE FLAMMEKASTER
Det er fra dette øjeblik, at spillet mellem denne flammekaster af en ubegribelig præcis ung skuespiller og den erfarne spiller med det store katalog af skiftende udtryk udvikler sig og bliver til en musens leg med katten. Pigen, den uhæmmede domptør. Manden, der forføres – skiftevis smigret og rystet.
Instruktøren Christoffer Berdal slipper dette spil løs med sikker fornemmelse for, hvor langt det kan strækkes. Hvordan bygmesteren kan drives ud i usikkerhed, miste balance og ståsted. Og hvor langt vi som publikum kan bringes i tvivl om den unge piges motiver og skråsikkerhed. Alt imens satelitterne omkring de to på scenen, især hustruen Aline på samme måde bruges som mentale kastebolde.
Hvor og hvordan katastrofen udløses i ’Bygmester Solness’ bliver nærmest sidespor og kulisse i forhold til dette fascinerende sam- og modspil. Ligesom hele den lidt knirkende dramatiske mekanik omkring et hus, der er brændt, nogle børn, der er døde og den generations-konflikt, som stykket har som skelet.
Det kan godt være, at Christoffer Berdal argumenterer fint for opdateringen: Solness som en gammel 68’er, der vippes ud af balance af en ny, straight generation. For os, der ser på, handler det først og fremmest om to mennesker, der manipulerer hinanden. Og spiller på hele registeret. Med uundgåelige og katastrofale følger.
