Jeanett Albeck i ‘Brøgger’ på Teater Republique (Tegn.: Claus Seidel)
VATERPAS TIL VILDVEJE
Suzanne Brøggers krydstogt gennem smertefulde erkendelser. Jeanett Albeck er den sikre bådfører.
Tekster: Suzanne Brøgger. Iscenesættelse: Liv Helm. Scenografi: Freya Sif Hestnes. Medvirkende: Jeanett Albeck. Komponist: Jeanett Albeck.
’Brøgger’ En musikalsk fortolkning af Brøggers univers. Spiller på Teater Republiques Revolver Scene indtil 13. oktober. Varighed 1½ time u. pause.
*****
DET er ret overvældende, det portræt af Suzanne Brøgger, vi får på Teater Republiques Revolver Scene. Selvportræt er det vel snarere. For Jeanett Albeck har sammen med instruktøren Liv Helm flået tekster ud fra Suzanne egne bøger.
TEKSTER, der er fulde af selvbiografiske råb om at finde vej gennem det morads af oplevelser, overvejelser og erfaringer, der er sind og sjæl i hendes forfatterskab. ’Blodbøgen’, som hun kalder det et sted, dér hvor djævelskabet af tanker og erfaringer om meningen med egen tilværelse og eksistens forgrener og samler sig, bliver sat på prøve under voldsomme attak på egne handlinger, på definitionen af sig selv, sin egen identitet, sin kvindelige identitet ikke mindst.
DET er skånselsløst, når hun kulegraver sin egen mors irrationelle svingninger mellem psykotisk selvoptagethed og smertefuld, men også lattervækkende livsførelse. Og lige så skånselsløst, når hun beretter om sin egen purunge, svævende opdagelse af sig selv, sin krop, sin erotik, sine glansbilledagtige erobringer – en gift fransk diplomat kommer susende ind på hendes arena, et russisk muskelbundt toner frem under hendes lystdrevne, hasarderede hitch hiking gennem Sibirien – vi er i slutningen af tresserne, hvor ungdomsoprør og udforskning af alt ukendt føg gennem blodet i pigen – hvor gammel har hun været? I begyndelsen af tyverne.
SULTEN på livet, sulten efter at virkeliggøre det, som går som et motto også gennem forestillingen: ’Jeg vil ha’ det hele’. Det er alt dette, skuespilleren Jeanett Albeck rammer. Uden at lægge sordin på sine udtryks-strenge og sin dramatiske udlevering af Suzanne Brøggers kerne- og detaljefylde opgør med, hvad hun har oplevet.
STÆRKEST og helt centralt i de ni ’akter’ af en massevoldtægt, Susanne Brøgger blev udsat for, det var vist i Usbekistan. Centralt, for det er den 9 akters gennemgang af dette forløb, der hos Brøgger igangsætter analysen af det svært tilgængelige område mellem egen skyld, chok, forbløffelse, raseri og vrede, fascination af detaljer midt i det gruopvækkende landskab af mudder og maskulin råhed, der var sted-kendelsen.
ENKELTHEDER og overvejelser er fortrolige for læsere af Suzanne Brøggers bøger. Som teater er det for Jeanett Albeck og instruktør Liv Helm blevet en kæde af situationer omdannet til musikalsk performance og scenisk action. Vi kender Liv Helm for hendes feministisk-virtuose aftryk på forestillinger som ’Frit Felt’ på Teater Sort-Hvid for et lille år siden eller det kvinde-biologiske ’Hovmod’ for et par år siden også her på Teater Republique.
HUN er på hjemmebane med ’Brøgger’. Som vi også kender Jeanett Albeck for hendes musikalske aftegninger hos Sort Samvittighed-ensemblet. Hun behersker så mange instrumenter, og hun sætter sig her flere gange til klaveret for f.eks. at udleverer passagerne om Suzanne Brøggers mor og stedfar i recitativer, som var det en prøve på en Tjaikovskij-opera – Jeanett Albeck har en hammer og mejsel-prægtig stemme, der kan pakkes ind i fløjl eller dyppes i svovlsyre, hvis hun vil dét. Og et anslag i klaveret, der garanterer både vilje og vrede, ironi, hvis det skal være.
HUN har selv skrevet alle sangene, og hun optræder i kokette scenografier og positurer, som det ene øjeblik rammer de brøggerske udflugter i psykologiske selvopgør, det andet i de overbevisende raseriudbrud og tvivl. Er det løgn, at Suzanne Brøggers egen sangstemme klang igennem en enkelt gang, i passagen om at vågne midt om natten og tumle i hovedet i forsøg på at få sit indre vaterpas til at fungere? Det lød sådan.
DER sker uendeligt meget under forløbet af disse sammenpressede tekster, afleveret af Jeanett Albeck i koreografisk underholdende selvdressur med assistance af regissøren, der elegant etablerer de nødvendige rekvisitter for åbent tæppe. Men med teksterne som navlestreng i forestillingen.
EN provokerende og begavet forestilling.
gregersDH.dk