Claus Seidel tegnede i 1972 Bonna Søndberg som fru Ingeborg i ‘Drot og Marsk’ på Det Kgl. Teater.  

DET SKUMFØDTE SOPRAN-TALENT

En CD med sopranen Bonna Søndberg vækker erindring om et opsigtsvækkende gennembrud på Det Kgl. for 50 år siden.

*****

NÆSTEN glemt. Men gemt. I arkivet.
Godt gemt, heldigvis.
Nu har man halet sopranen Bonna Søndberg frem i dagslyset fra en over tyveårig næsten total glemsel. Sopranen, der sprang ud som en forårsblomst i årene op til 1960 og blomstrede en alt for kort årrække med en farve og en kraft, der varslede livtag med verdensscenerne. Et skumfødt talent.
’Man’, der har ’halet’, er de flittige bagmænd for talrige udgivelser af bånd fra Det Kgl. Teaters Gamle Scene, skuespil som opera. Uffe Henriksen og Erik Harbo er navnene. Og båndene er valgt ud blandt de utallige, som nørden Knud Hegermann-Lindencrone på eget initiativ optog gennem årene. Nu renset og nurset omhyggeligt  – det var ikke altid genialt efter moderne tekniske begreber, hvad Hegermann dengang fik i på sine båndoptager.
Perlerne er ind imellem noget fonetisk røgsværtede. Heller ikke altid med kunstnere, der udødeliggør mindet om Det Kgl. Teater i tiden mellem 2. verdenskrig og digital-æraen. 

GENNEMBRUD

Men denne her! For alvor umagen værd. Først og fremmest på grund af genhøret med Bonna Søndberg. Hendes slagnummer af et gennembrud i 1957 som Amelia i Verdis ’Maskeballet’, fastholdt en forårsaften i 1959, hvor hun er vokset endnu en alen siden debuten.
Hun er 26 år, stemmen er 100 pro cent på plads, og der er store linjer over scenen med Amelia på galgebakken, hvor hun – vi er jo i det magiske hjørne – søger den urt, der kan kurere damen for hendes farlige, amurøse forhold til den svenske konge Gustav 3. Flere scener fra ’Maskeballet’ følger  – med Ib Hansen som ægtemanden Anckerström og Otte Svendsen som kongen, begge også ramt på ungdommelig karrierehøjde.

DANSK

Vi er i en æra, hvor der endnu blev sunget på dansk  – ikke bare som af gode grunde i Carl Nielsens ’Maskerade’, men også i det italienske repertoire. Ingen kan nægte, at vi har vundet meget i retning af autenticitet og vokal smidighed ved at indføre italiensk i f.eks. ’La Bohème’ og ’Don Carlos’.
Men det kan heller ikke nægtes, at sangere som Ib Hansen og Otte Svendsen i forbløffende grad får den danske tekst til at folde sig ubesværet ud og uden tab af vokal intensitet.
For Bonna Søndbergs vedkommende er det i mindre grad tekstens artikulation, der er af så stor effekt. Snarere de sider af hendes temperamant og vokale intensitet, der løfter hendes skikkelser over rampen med et format, som gør både hendes Elisabeth i ’Don Carlos’ og hendes ’Ariadne på Naxos’ til andet og mere end operadonnaer i fuld udfoldelse. Nemlig til skæbneramte væsener af en anden verden.
Der kan være flere grunde til, at det lykkes så formidabelt. Ud over Bonna Søndbergs indlysende evner. F.eks. at ’Don Carlos’ løftes af Bruno Bartolettis dynamiske ledelse af Det Kgl. Kapel. Eller at det var Carl Ebert, som med så stor delikatesse styrede iscenesættelsen af ’Ariadne på Naxos’ i 1959, suppleret af John Frandsens sans for netop Richard Strauss’ nervepirrende orkestersats.        

SPRUDLENDE LETHED

I begyndelsen af 60’erne troede man, at Bonna Søndbergs stemmekarakter ville bane hende vej videre mod højdramatiske partier. Derfor er det så meget mere fascinerende at høre hende på denne cd i en enkelt optagelse tilbage fra 1957, hvor hun med unge Friedrich Gürtler ved klaveret synger Schuberts ’Der Musensohn’ med en sprudlende lethed, der fortæller om et helt andet potentiale hos hende.
Meget mere af det, kunne man ønske sig fastholde i rillerne. Hvis det findes.
Ligesom man da lige får lov undervejs i ’Maskarade’ og ’Don Carlos’ at fornemme, hvad vi kunne få ud af at høre mere til Frans Andersson i eventuelle genindspilninger. Her hører vi ham lige pippe ind til sidst i ’Magdelones Dansescene fra ’Maskerade’ med sit ’Kan vi så få ro!!’
Der må være mere at hente. Måske Bonna Søndberg som fru Ingeborg i Heises ‘Drot og Marsk’. En af hendes modne roller, som hun sang i 1972 på Det Kgl.  – som det fremgår af Claus Seidels tegning. Claus Seidel, som i dag er formand for Danske Bladtegnere, tegnede dengang i dagbladet ‘Land og Folk’. Hans tegning ledsagede Walter Zacharias’ anmeldelse af ‘Drot og Marsk’. 
 
GregersDH