Søren Thomsen og Kirsten Olesen i ‘Bogtyven’ (Tegning: Claus Seidel)
HIT MED BOGEN
Den store bogtyveri på Det Kgl. Bibliotek som dramatisk og problemfyldt underholdning på Det Kgl. Teater
****
FASCINERENDE at få den sag genopfrisket! Det store bogtyveri på Det Kgl. Bibliotek.
Om det så er alle tiders mest katastrofale attentat mod en dansk kulturskat, som bibliotekets direktør Kolding Nielsen hævdes at have kaldt tyveriet, kan man diskutere. Det gør Kolding Nielsen sikkert også gerne selv i betragtning af, at konkurrenten til rekorden vel må være tyveriet af guldhornene i 1801 – fra næsten samme lokalitet og ressortområde: Rigsarkivet.
De to tyverier har oven i købet visse lighedspunkter: Den lille mand, der vandrer hjem til den kære familie med skattene.
Tyven Niels Heidenreich for at anbringe – og ombringe! – de gyldne horn i køkkenet i Larsbjørnstræde med lillemors hjælp og børnene som glade tilskuere. Og tyven Frede Møller-Kristensen for at fylde kælderen hjemme i Espergærde med bøgerne og en dag omsætte dem til klingende mønt og vellevned for familien.
GENREN
Nu er bogtyveriet så blevet til teater.
’Bogtyven’, sat op på Skuespilhusets Lille Scene. En art skuespil, etableret som en sjov blanding af den gamle tv-model ’Retten er sat’ og de senere ’Dilemma’-spil i DR-TV. Samtidig præget formmæssigt af det dokudrama, som dramatikeren Daniel Wedel har brugt gennem en hel stribe radioprogrammer. Han kalder ’Bogtyven’ for en ’skueproces’.
Sagen genopfrisket. Om ikke genoptaget. For dommene er juridisk uigenkaldelig faldet. Den skyldige bogtyv, afdelingsleder Frede Møller-Kristensen, blev aldrig dømt, fordi han døde før retssagen. Men sandelig mange andre blev dømt og dét – tilsyneladende – ikke så uigenkaldeligt, i hvert fald moralsk.
UNDERHOLDENDE
Sådan er Wedels spil i hvert fald formuleret.
For holdt det, at bogtyvens kone, børn og svigerdatter var så medskyldige – om ikke i tyveriet direkte, så i hæleriet ved salget? Og hvordan skal man vurdere den tidligere rigsbibliotekar Birkelunds slendrian-varetagelse af disciplinen og kontrol med bogbestanden? Stykket gør ham fedt til nar. Muligvis ved god grund. Men man skal ikke længere end til den Store Danske Ecyklopædi for at se Birkelund skildret som en hædersmand. Og hvordan skal man tilsvarende vurdere påstanden i stykket om, at den nuværende direktør for Det Kgl. Bibliotek i årevis ikke rørte en finger for systematisk at forsøge at efterspore de forsvundne bøger?
Alt det rodes der op i til stor fornøjelse for dagens teaterpublikum. Spændende og underholdende. Som at læse ’Blekingegade-Banden’. Advokaten Merete Stagetorn, der i den rigtige retssag var bogtyv-fruens forsvarer, var ved mikrofonen før stykkets 2. akt for at beskrive sit syn på retssager af denne type. Og lagde ikke skjul på, at både sagen og dens ’genoptagelse’ i teatret for publikum har et moment af folkeforlystelse. Vi sidder lidt som tilskuerne til Struensees henrettelse eller guillotineringerne under revolutionen.
FRU EVA
De juridiske problemstillinger rulles op i stykket. Men som teaterpublikum vurderer vi mindst lige så meget de psykologiske argumenter. Tegningen af personerne, som Daniel Wedel og skuespillerne har valgt at skildre og fremlægge dem. Er Kirsten Olesen f.eks. troværdig i forhold til virkeligheden, når hun fremstiller fru Eva Møller-Kristensen som en selvretfærdig, hjemmepylrende, mopset uskyldighed?
I den sammenhæng fungerer det som et bombenedslag, da vi mod slutningen ser et videoklip med den virkelige fru Eva i et interview med Daniel Wedel. Hun svarer på alle hans spørgsmål om skyld og medskyld med en tøvende, men total afvisning, der minder om den konservative politiker Viggo Fischers omkring hundrede ’Det husker jeg ikke’ i Tamilsagen.
Her bryder faktuel vidneføring ind i den dramatiske forretningsgang i dramaet, hvor vi ellers har vanskeligt ved at skelne med sikkerhed mellem fiktion og fakta.
FORENKLING
Der ligger vel også forenkling og skærpelse af forløbet, og dét i dramaets og underholdningens tjeneste, når den for længst afdøde rigsbibliotekar Birkelund i den grad gøres hovedansvarlig for tidligere slendrian. Når man f.eks. læser Erland Kolding Nielsens store nekrolog over den mand, der i perioden 1982-86 var konstitueret rigsbibliotekar (Torkil Olsen), inden Kolding Nielsen selv overtog i 1986, får man et kraftigt indtryk af, at hovedansvaret for den manglende kontrol ligger på flere end man i forenklingens navn kan pege fingre af.
Det er naturligvis et dramaturgisk vilkår. Og flere detaljer vil nok komme op, når forestillingen i den kommende tid spiller med gæster som kommentatorer op til 2. akt, bl.a. Erland Kolding Nielsen.
Under alle omstændigheder: En spændende forestilling i Wedels eget regi (i samarbejde med Egill Pálsson). Utraditionel, dristig som teater, og meget vel gennemført med skuespillerne Kirsten Olsen, Søren Thomsen, Benjamin Boe Rasmussen, Tina Gylling Mortensen, Helle Fagralid og Mikkel Arndt.
Sådan kan en ’kultur-katastrofe’ ende som et hit.
