BLOD OG JORD
Lorcas ’Blodbryllup’ er farve- og blodrigt melodrama på Gladsaxe Ny Teater
****
Med ’Blodbryllup’ vender Kasper Rostrup og Gladsaxe Ny Teater for alvor tilbage til det, der sprøjtede nyt liv i dansk teater for tredive år siden: Totalteatret. Det totalteater, som Flemming Enevold i 1990’erne – med betydelig succes – videreførte som flot, musikteater med vægt på underholdning. Men som i Christoffer Bros og Kasper Rostrups tid var en art ’verdensteater’, udforskning af sjæl og rum på liv og død. Briste eller bære.
’Hamlet’ var ved starten af 2007 den hurtigt etablerede åbning for et viljestærkt forsøg på at få teatret på det gamle spor.
Med ’Blodbryllup’ spiller musklerne igen. En velgørende ambition om at gøre teatret livsvigtigt. Teatret som et sted, hvor rum, tekst, lyd og mennesker åbner for erkendelse.
OPGØRET
Som visuelt, magisk totalteater åbner det sig først for alvor efter pausen. Det sorteste mørke ruger over scenen i dens fulde længde. Vi hører rislende vand. Og da halvlyset sniger sig ind på ødemark og vandløb, er vi i selskab med sorte skikkelser, der til anspændt musik jager over landskabet for at skjule og dække det unge par, der er flygtet fra bryllupsceremonien- bruden og hendes elsker, forfulgt af brudgommen. Det er som islandsk sagastof tilført sydlandsk lys og trolddom.
I denne og de efterfølgende scener kulminerer, hvad der er denne forestillings styrke: De surrealistiske sammenstød af virkelighed og dæmoni. Måne og Død griber ind, de sorte skikkelser er som heksene i ’Macbeth’, varsler om død- al den død, der udfolder sig i de to rivalers endelige opgør med knive hånd og med bruden som den desperate antænder.
AL DEN DØD
Og al den død, der rummes i moderskikkelsen, brudgommens mor, som har åbnet 1. akten med sit sorte had til den slægt, der har dræbt hendes mand og børn – og strenge krav til den eneste overlevende søn om både hævn, børnebørn og jord. Og som slutter sidste akten med den isnende konklusion.
Udtrykt af det sorte kor: ”Det blod som ser dagens lys, det drikker jorden”.
Det er Kirsten Olesen, der har moderens rolle – og vel hende, der stærkest af alle på scenen løfter forestilling væk fra det, som nogle af de andre spillere på scenen slås med: Den hverdagsrealisme, som er daglig kost for danske skuespillere, der lever deres liv med tv-serier og spillefilm i samtalekøkken-regi.
’Blodbryllup’ er af instruktøren Veronika Kær holdt tæt til kroppen af den Lorca, som i marven kendte spansk mentalitet, stoltheden, grandezzaen, farverigdommen. Følelser og traditioner så stærke, at blodhævn og familieære var til løftede knive. Den Lorca, som på rå og uhyggelig vis rammer en spansk grundtone af ’Blut und Boden’, der i forvredet form blev et nazistisk mantra i 1933, og som i den spanske fascismes gennembrud et par år efter blev en uhyrlig kombination af klassisk, jordbunden vendetta og magtfuld undertrykkelse af bonde- og arbejderklassen og demokratiet i Spanien.
SPILLERNE
Forestillingen i Gladsaxe arbejder sig gradvist ud af den kunstighed, der ligger i de fleste medvirkendes forsøg på at komme af med parcelhus-tonefaldet. Det lykkes glimrende for Baard Owe, der som brudens far ejer stemmens eventyrlige undertone af særlig viden og magi. Og – efterhånden – for bruden. Hun spilles af Maibritt Saerens, der overbeviser i sit opbrud og løsrivelsen fra brylluppet med en jordbunden råstyrke, som er langt sundere og rigtigere end f.eks. den hysteriske forvildethed, der beherskede Ingeborg Brams i rollen på Det Kgl. i sin tid.
Rebekka Owe når i glimt et godt stykke ud over det kønne og frem til det mytisk orakelagtige i korlederens sange. Og Ken Vedsegaard og Martin Hestbæk er som elskeren og brudgommen brillante i det infernalske slagsmål på knive, men strengt taget kunne de lige så godt have været to fyre i slagsmål foran et diskotek på Strøget.
MODET
Det livgivende ved opsætningen er modet til at spille det sorte drama helt derud, hvor vi får bekræftet, hvad totalteatret kan. Hvor vi begriber og kan prøve at forstå, hvordan og hvorfor vi i dette land lever i nært selskab med indvandrere, der har æresdrab på repertoiret. Uden at vi nødvendigvis accepterer det.
Og hvor vi på samme måde kan blive mindet om, hvordan vi – på vores jævnlige rejser til Malaga og omegn -ikke behøver bevæge os mange kilometer ind i det spanske indre, før vi møder de børnebørn, som Kirsten Olesen som brudgommens mor råber til himlen om, at hun aldrig fik.
MUSIKKEN
Hans-Erik Philips musik er i overvældende grad med til at skabe forestillingens præg af næsten græsk tragedie – enstonig mange gange, men også med skarpe kanter i passager, hvor situationen beder om det. Den er en medvirkende årsag til det mytisk-sakrale præg, ’Blodbryllup’ har i denne udgave. Siger nogen ’musical’ i denne sammenhæng, så glem det. Det er melodrama. I bedste forstand.
