TAMBURMAJOREN

Tusind løse ender samlet til en mesterlig teaterudgave af ’Bliktrommen’. Med Nikolaj Lie Kaas i overdådig form i hovedrollen. 

Spiller indtil engang i april

******

VI vandrer ud fra Betty Nansen Teatret til tonerne af en vals. Vi har sagt farvel til knægten Oskar og hørt hans sidste slag på sin bliktromme – og så denne vals. B-dur. Tjaikovskij. Tornerose. Det er så det skærer i hjertet. Den lille slyngel Oskar! Iagttageren. Gennemskueren. Det kølige, skeptiske vidne til, men også den uforskammede deltager i, en generations vanvid. Bliktrommens larmende ballademager, der har valgt at stå af i tre års alderen og bare være flabet makker til verdensbegivenhederne og livet omkring ham.
Den musikalske kommentar er både ironisk og hjertegribende. The Sleeping Beauty svæver ud i rummet og lader tamburmajor og nazitramp bag sig.

KAAS OG OSKAR

Sådan er Katrine Wiedemanns fortolkning af Günther Grass’ ’Bliktrommen’ fuld af detaljer, der sprætter syningen op og hæfter sammen igen på de utroligste ledder.
I sin tid patchworkede hun på Betty Nansen Strindbergs ’Et drømmespil’ til et actionmaleri af overraskende sceniske handlinger i eventyret om gudedatteren, der drager til jords for at finde ud af, hvad menneskenes børn er for nogle størrelser. På samme måde har Wiedemann nu udviklet Grass’ generationsberetning om tyskernes sjuskede mishandling af sig selv og omverdenen i mellemkrigsårene og 2. verdenskrig. Hele historien samlet omkring Nikolaj Lie Kaas som denne fabelfigur Oskar.
Tæppet hæver sig i lurende slow motion. Vi ser Sonja Richter som Oskars mor føde den lille unge – Lie Kaas kommer under hendes umådelige ve-råb kravlende ud mellem benene på hende, hans eget velkomsthyl er den voksnes brøl, og det er jo vejen frem i denne historie: Figuren Oskar er både nyfødt, ung og gammel, han kan sin egen historie, han kan sine forældres historie, han er både fortæller af historien, deltager i den, kommentator til den, han midt i den og ved siden af den.
Kaas skaber en forunderlig figur. Komisk. Rørende. Alt muligt. Man spørger sig selv: Hvordan kan man på engang være då elskelig og så irriterende?

’UMULIGT’ TEATER

På papiret se ’Bliktrommen’ ud som umuligt teater. Men papir kan stige til vejrs som Fugl Fønix og blive levende. Wiedemann og scenegraf Maja Ravn har skabt et forløb, der fører os – med Oskar ved hånden – i stadig skiftende scener gennem det tysk/polske småborger-miljø, fortællingen er henlagt til.
Det er selvfølgelig en joke, at scenografien forstørrer og vender alt på hovedet i stuen, hvor Oskar lever sin treårs tilværelse – en slags ’Omvendeslev’ – men det er hele tiden fascinerende at se, hvordan de utallige scener umærkeligt kædes sammen, billederne konstant skifter. Farverne er skidenbrune, tapeterne fattigfine, vi er i en grå verden af lower middle class – hvad de så kalder dét i Tyskland.
Vi flyttes ustandselig mellem stilstand og bevægelse. Situationer fryses i enkelte øjeblikke, baggrunde bliver levende, men som stiliseret visuel ’støj’.

MED OPSPILDE ØJNE

Man følger denne fabel med opspilede øjne, fordi den ustandselig både overrasker og sætter associationer i sving. Oskar en slags sprechstallmeister, der kalder personer frem, som vi genkender fra alle mulige sammenhænge, vi forbinder med nazitiden. ’Cabaret’ dukker op i mit hoved. Og frygteligere: Billedet i sidste uges nummer af Weekendavisen af grinende nazifangevogtere i Auschwitz, der er fulde og fester.
Her i ’Bliktrommen’: Rablende nazister, menigmand i medløb, jøden, den lille handlende med legetøjsbutikken – Jens Jacob Tychsen spiller ham med den yderste blidhed. Morten Eisner, cirkusklovnen par exellence. Sonja Richter som en way out sigøjner-makkerske til ham, med vildskaben og uroen lurende – Richter spiller så også, og først og fremmest, Oskars mor, den nemme lille provinsfrue Agnes i byen Danzig – dér hvor det meste af handlingen foregår.
Sådan har de alle flere roller at tage sig af i denne version af Günther Grass’ roman. Undtagen Lie Kaas, der har hele bundtet i sin usynlige snor. Agnes og hendes to mænd, Frank Thiel som polakken Jan og Morten Staugaard som tyskeren Alfred, der ved sammenbruddet i april 1945 sluger sit naziemblem, for at russerne ikke skal opdage det, men til gengæld bliver kvalt i det. Og Agnes veninde Gretchen, Laura Bro, hverdagspige uden sordin.

FORUNDERLIGT

Det er et forunderligt kaleidoskopisk show. En kæde af drømmesekvenser, erindringer, tågede eller klare, i Oskars hoved, visualiseret på den helt præcise, men også flygtige måde, som vi kender fra drømme. Absurde og realistiske på én gang.
På en måde en kompliceret forestilling, men samtidig let løbende, aldrig i stilstand, visuelt blomstrende ned i de mindste detaljer – og så med en Lie Kaas, der formår på én gang at være øretæveindbydende, skarpsynet og lige til at klappe på kinden og trøste på menneskehedens vegne.
GregersDH.dk