Claes Bang, Jens Jørn Spottag og Signe Egholm Olsen i ‘Blekingegade’ (Tegning: Claus Seidel) 

OLSEN-BANDEN I BLEKINGEGADE

’Blekingegade’ på Huset Teater viser Danmark som et ægte operetteland. På godt og ondt.

****

HVOR MANGE hundrede underjordiske gange er det nu, Hamas-palæstinensere har gravet for at smugle våben ind i Gaza-området?
I Danmark graver vi ikke mange gange af den slags.
Det nærmeste, vi er kommet det siden Besættelsen, er nok bz’ernes flugtgang fra Allotria på Nørrebro i 1981. En munter affære. Med i historiebøgerne. Det var ikke engang våben, de smuglede. De var bare nogle drenge og piger, der snød strømerne og smuglede sig selv ud fra et besat hus. Til nationens jubel.
Vi er på godt og ondt et operetteland.

RØVERE OG SOLDATER

Det er præcis det, Husets Teater kan fortælle med stykket ’Blekingegade’. Baseret på Peter Øvig Knudsens dokumentariske beretning om ’Blekingegadebanden’, der i 1980’erne begik en række røverier og bankkup. Ikke for at ryge cigarer og tage til stranden, men for at sende penge til en palæstinensisk oprørsbevægelse mod den israelske besættelse af det land der var deres lige så meget som israelernes.
Forestillingen viser, hvor meget røver-og-soldater der var over Blekingegade-historien. Og skyder næsten enhver antydning ned af, at banden kunne være en udløber af nogle bevægelser i 1960’erne og 1970’erne, som havde rimelige synspunkter på, hvad der var ondt og godt i denne verden. At de virkelige bandemedlemmer besad i hvert fald et element af vilje til at præstere noget, der var mening i. At deres mål havde relevans, mens midlerne bare var ad helvede til. At de baserede deres vanvittige forehavende på naivitet og en idealisme, der kunne være forskruet, men ikke uhæderlig.
I stykket er de konsekvent jubelidioter. Lige fra deres Godfather, fantasten og demagogen Gotfred Appel og hans hysteriske kone Ulla til de flinke fyre og mors drenge, der meldte sig under fanerne.   

REVY

Ud fra den præmis får vi en festlig gang Olsen-Banden. Kun for skams skyld begyndt og sluttet med nedskydningen af betjenten under postrøveriet i Købmagergade. Den kan der trods alt ikke laves fis med.
Resten af forestillingen er en – om ikke virtuos, så i hvert fald en fastelavns-festlig illustration af, hvordan danskere tér sig, når de lever i et beskyttet land, har det godt, men keder sig lidt over ikke at have særlig alvorlige ting at tage sig til. Udover at diskutere huspriser og kokkehuer.
Banden og dens romantiske flimmer om at frelse verden. Politiets Efterretnings Tjeneste PET og dens tumlen rundt i opklaringen. Begge dele er lige komisk fremstillet. Og ikke ueffent.
Vi er til ren revy det meste af tiden. Med hatte og masker, sjove og lynhurtige for- og omklædninger  – de fire medvirkende spiller alverdens roller. Som bandemedlemmer, der skændes indbyrdes. Som deres koner og naboer. Som forvirrede strømere. Som folk, der bliver overfaldet under røverierne. Og som fortællere direkte ud til os i salen. Hvad som helst.

LATTER

Blekingebandens virkelige medlemmer ville formodentlig, så vidt de måtte være i live, være parat til at anlægge injuriesøgsmål for gennemført latterliggørelse og ville nok med god ret blive afvist eller konfronteret med kaskader af latter i en retssal over deres beklagelser. Præcis som latteren også ruller i Husets Teater, som var vi til Cirkusrevy-premiere.
Der er således udmærket grund til at hygge sig i Husets Teater med Jens Jørn Spottag, Signe Egholm Olsen, Claes Bang og Joen Højerslev – som  tumler i sandkassen med telefoner, alarmer, våbenkasser, kartoteker og biler af pap eller små modelbiler  – det sidste en af opsætningens sjove faconer at vise kup og bilulykker og den slags: I legetøjsniveau.

SJOVT

Dansk børneteater har ikke forgæves belært os om teatrets åbne muligheder gennem årtier, der rækker helt tilbage til dengang ungdomsoprøret gjorde politiske teater lige så firkantet som de utallige pakkasser i ’Blekingegade’ på Husets Teater. Og ikke nær så morsomt.
De fire skuespillere har det tydeligvis sjovt, og vi har det sjovt. Med Claus Flygares friske tekst og instruktøren Simon K. Borbergs jonglørnumre med dén og med scenegangen.
Mens mennesker slagtes i Gaza med våben, hvoraf de fleste ikke er smuglet ind i området, heller ikke finansieret ved lyssky bræk i posthuse og banker, men leveret som enhver anden legal handelsvare og finansieret af flinke sponsorer i den vestlige eller den østlige verden, som nu forbindelserne ligger. Det er en anden historie. På Husets Teater er vi bare hjemme i Danmark. Danmark er ikke alene en Brugsforening, som Palle Lauring sagde. Det er også et operetteland. Selvom de fire ikke synger en tone.

   
GregersDH