FORFØRELSE OG SELVBEDRAG
På Svalegangen i Århus skærer to stærke skuespillere ind til benet i det temmelig rystende engelske pædofili-drama ’Blackbird’.
****
Endnu engang i denne sæsonstart: Voksnes seksuelle udnyttelse af børn. Mens Tønder-sagen endnu passerer revy, nu i bogform, tygger teater efter teater på emnet under nye og gamle vinkler. Med gentagelsens utrættelige fremdrift. Incest og pædofili i ’Festen’ på Gasværket og i ’Med venlig hilsen’ på Det Kgl. Teater. Sær-sex. I alle tænkelige, groteske udgaver, som vi bliver belært om af Camp X på Frederiksberg Runddel med ’Queer’, så selv Don Juans ekstravagancer på Betty Nansen og Operaen nærmest er jævn erotisk hverdag for de fleste af os.
SPØRGSMÅL
Vinklen er speciel i ’Blackbird’, den engelske forfatter David Harrowers højspændte dialog, som vi også så for et par sæsoner siden på CaféTeatret.
Stykket beskriver ikke så meget et miljø som ’Festen’ og ’Med venlig hilsen’. Snarere de psykologiske mekanismer, der driver rundt med to mennesker med vidt forskellige baggrund, nemlig deres alder. Heidi Colding-Hansen spiller pigen, der seksten år efter at hun er blevet forført af – eller selv har forført? – en mand på fyrre, opsøger ham igen. For at få rystet erindringerne ud af hovedet? For at få hævn? For at få stillet sin nysgerrighed? For at blive frigjort af plagsom forfølgelse fra omgivelserne? Eller hvad?
Lennart Hansen spiller manden, der nu er blevet tres år, overraskes af besøget, piskes til at endevende begivenhederne dengang. De begivenheder, som førte ham seks år bag tremmer. En mand, som nu har kæmpet sig til et nyt liv med fortiden begravet. Nyt navn, ny identitet. Men alligevel: En anden? Er fortiden begravet i ham? Kan der vælte så meget frem i ham, at fortiden overmander ham og får hans balance til at tippe?
SVAR
Vi får nogle af svarene undervejs i Heidi Colding-Hansens udgave af pigen, mere modent, mere differentieret, mere forbitret spillet end på CaféTeatret. Pigen er drevet af dyb fortvivlelse. Og vi kommer med Lennart Hansens spil endnu tættere på en mand, der graver sig ned i selvbedrag, småløgne, manglende selvkontrol og usikkerhed på sin egen identitet.
Den almindelige liderlighed ligger og lurer hos ung og gammel, ubrugelig, når det kommer til stykket, fordi den er underlagt uudryddelige hensyn til og fra omgivelserne. Omgivelser, der er parat til at fordømme ikke bare manden, men også i høj grad barnet, der er stemplet, som voldtagne kvinder f.eks. bliver det jævnligt: Egentlig selv ude om det, ikke?
Lars Junggreen har iscenesat med stor forståelse for disse to skuespilleres evne til at holde fast i deres desperation. Gitte Baastrups scenografi er rå og Klaus Risagers små musikalske stikpiller er glimrende lydregi i et stykke, der nok kan strejfe det fortænkte, men alligevel giver et helvedes indblik i den menneskelige natur, og to menneskers indblik i deres eget helvede.
Gregers Dirckinck-Holmfeld
