VALGAFTEN I WALLMANS
Opulent dinnershow i Cirkusbygningen, sang, artisteri og lys, foranstaltet af Wallmans. Og med valgresultaterne på mobiltelefonen.
****
DER sad vi så i cirkusbygningen – og tænkte på, hvordan hulen stemmeoptællingen gik derude i det vilde danske liv uden for arenaen.
Og på, hvordan det ville have været et festligt bidrag til Wallman-underholdningen, hvis en af de rappe svenske artister eller sangere – f.eks. den storladne Anna fra Falun – havde afbrudt alt show-halløjet med at proklamere den nye statsministers navn: Helle Thorning-Schmidt, tordnet ud til os med pigens basun- nej, tuba-stemme!
Det ville vel have været omkring klokken 21, hvor 52 procent af salen så nok jublende havde sat gaflen en ekstra gang i chateaubriand’en, mens 48 procent havde fået den galt i halsen. Men nej – valget indgik ikke i Wallman-konceptet. Som eller var righoldigt.
Nu blinkede de forskelliges I-phones så rundt om ved bordene i det kæmpemæssige rum i konkurrence med lysekroner og spots, og sådan blev underholdningen kompletteret med ekkoet af det politiske show, der nu omsider nåede til en slags finale, på sidelinjen af Wallman’s årlige premiere.
FEST FOR HVEM OG HVAD
Man må afgøre med sig selv, om dét var et plus eller minus til festen i den gamle cirkusbygning. Som faktisk proklamerede, at anledningen var festlig: Nemlig ’Fejring af Cirkusbygningens 125 års fødselsdag’.
Det fremgik ganske vist ikke udpræget af selve showet, der kun markerede en tyve års bryllupsdag for et par medlemmer af den kongelige familie, der var til stede ved et af bordene. Deres navne klang ikke genkendelige.
Men de 125 års fødselsdagen? Jo det var der lidt forvirring omkring. For pressemeddelelsen sagde samtidig, at Cirkusbygningen har underholdt Danmark med cirkus på flyvende plan siden 1918.
I så fald altså et 93 års jubilæum. Så hvad fejrer vi egentlig? Nå, vi fejrer en skøn bygning, der blev rejst til Cirkus Renz i 1886. Det med 1918 må være Cirkus Schumann entré.
Nok om det.
FOR FULDT BLUS
Wallman-konceptet er middag for fuldt blus, sang og musik, artister og lysshow. Bænket sidder vi i al elegance, serviceret af et utal af tjenende ånder og med sceniske udfoldelser af et skrapt, overvejende svensk hold af sangere, dansere og artister. Flere af dem det hele på én gang.
En art cirkusforestilling af en lidt anden og mere showmotiveret art end det nycirkus, du kan opleve i Republique og andre steder, når f.eks. KIT, Københavns Internationale Teater ruller sig ud med sine forestillinger, som i den netop forgangne sommer. Op i tovene, svæv i det uvisse, jonglørnumre af forskellig art – og så det, der mest adskiller her: Serier af vokale shownumre, der hælder langt ind i filmmusik, rock og pop.
Jeg mindes på stående nattefod mest et fascinerende tableau, der kunne være fra et Watteau- eller Goya-maleri, eller sågar et snif af Krøyers Skagens-maleri ’Ved frokosten’. Et tableau, der rykker ud af still-situation og tilbage igen, ’kun’ afbrudt af et danseoptrin af en fyr og en pige, hvor navnlig fyren viste nærmest Alban Lendorf-agtige kvaliteter.
AMERIKANSK
Sådan har man sikkert forladt Cirkusbygningen med forskellige enkeltglimt i øjnene. Og i ørerne en stribe musikalske øretæver af skrappe herrer og damer, afleveret fra alle tænkelige hjørner af den imponerende sal. Beatles-numre og highlights fra amerikanske film – jo, meget amerikanske var det hele – blev der egentlig sagt et ikke-engelsk ord undervejs? Næh.
Oplevelsen er rummet og totalshowet. Tre timer for en vis udblæsning.
