Susanne Breuning, Kristian Holm Joensen, Troels Malling, Marie Mondrup og Farshad Kholghi tegnet af Claus Seidel

GROVE LØJER

Skør ide. Genskabelse af et Bellevue Badehotel affyret med rusten speeder i bund på Bellevue Teatret

Dramatikere: Vase og Fuglsang. Iscenesættelse: Frede Gulbransen. Scenografi: Benjamin la Cour. Medvirkende: Susanne Breuning, Farshad Kholghi, Troels Malling, Marie Mondrup og Kristian Holm Joensen.

’Bellevue Badehotel’ spiller på Bellevue Teatret indtil ????. Varighed: Knap to timer inkl. indledningen, der foregår ved stranden over for teatret.

***

HALLØJ på badehotellet! En klassisk genre efterhånden. Bellevue Teatret snupper den med et svedent grin: Det er lige os: Teatret omdannet til ’Hotel Bellevue’ – det hotel, der engang lå lige overfor teatret.

TEATRETS front har været en vittighed i nogle uger med proklamationen ’Her åbner Bellevue Badehotel’ tværs over facaden – de bilder os ind, at alle er hoppet på den, selvom de ved, at vi ved, alt teater lever af fordrejet virkelighed. Så det går fint med at køre ideen videre: Forestillingen starter med, at publikum bliver lokket over på græsplænen mod stranden, iført badekåber – dejligt lune for resten under de truende grå skyer – og præsenteret for hotelmanagement og stab, endda foregøglet, at Gentoftes borgmester Hans Toft vil komme og åbne ’hotellet’, vi accepterer al den fis i en hornlygte – som det hed på jævn slang engang. Udendørs teater er oven i løbet en vogue i disse år, vi fryser os til hvad som helst.

OG så er det ellers alvor – eller hvad vi skal kalde det – vi sidder i teatret, klar til at grine ad idéen: En komedie om en kikset åbning af badehotellet. Den blomstrer af skøre og oplagte idéer, hentet og lånt fra hvor som helst, men skidt med det, de to farce-bryggere Vase og Fuglsang, kan ikke bare noget med at skrive rappe sketcher til revyer – bl.a. til Cirkusrevyen henne om hjørnet. Det kører også flot med at poste tossede indfald ind i scenens hotel – i det sceneri, som for fuldt håndelag er udnyttet af scenografen Benjamin la Cour.

LA COUR får med drejescenen udnyttet den sparsomme plads til en hel karrusel af scener: Hotel-reception, luksussuiten Shangri La i to etager, direktørkontor og en morderisk hotelgang dekoreret med jagttrofæer, som gæsterne kan rende ind i, evt. hænge sig i. La Cour var også ham, der lavede ’Klokkeren fra Notre Dame’ i Fredericia – han folder sig ud og får lov til det.

DET gør de medvirkende også i ’Badehotellet’ – folder sig ud og får lov til det uden kræsne krav fra instruktøren Frede Gulbrandsen, der er fuldt tryk på, Troels Malling er som en elektrisk plæneklipper, der har fået et skud hagl i rumpen og er gået i selvsving. De andre ligeså. Det hele kører på høje nagler, hårdt pumpet, og det forventer vi også af en hotelpiccolo som Kristian Holm Joensen, som vi vist aldrig har set stå stille på en scene, men sjov er han, ekspert i misforståelser og himmelfalden undren over, hvad direktør og gæster byder ham. Farshad Kholghi må døje med at agere en karikatur af en Se&Hør-journalist, der mener, han skal forsvare pressefriheden, men han leverer håndfast komiker-vare, da han med sine 186 cm-højde konverteres til en thailandsk tjenestepige, direktøren kan lægge an på. Vase og Fuglsang lader selvfølgelig ikke ideen om seksuelle hotel-udskejelser ligge – den skridsikre bestyrelsesformand for hotellet er Susanne Breuning. Vandene, hun svæver over, plumper hun selv i. Lige som receptions-madammen, den krop- og slagkraftige Marie Mondrup er på lur efter hvem som helst bag skranken, især journalisten, indtil han rolleskifter til stuepige – hele halløjet kulminerer i det, der er den sjoveste scene hen mod slutningen, hvor alt skal ende i dyner eller hen over gulvplanker og skriveborde, og kun direktør Mallings drøm om den langbenede tjenestepige med betonbrysterne resulterer i, at et par burkaklædte hotelgæster i stedet kaster sig over ham til hans virkelige forskrækkelse.

OG så den forventede knaldperle-slutning: Hotelåbningen foretaget af borgmester Toft? Jo. Dér står Toft minsandten i sin fulde legendariske virkelighed og siger pæne og besindige ting om Bellevue, om teatret og arkitekt Arne Jacobsen. Er Toft mon på hver aften de næste måneder? Så må der blive et fremmødehonorar.

DET er en forestilling, der ikke strør om sig med de finere nuancer, tempoet er med rusten pedal i bund, og vi bliver aldrig usikre på, hvor vi skal hen. Farce mere end komedie.

gregersDH.dk