Færøerne. På randen af verdenshavet. Kan Allan Graugaard være manden, der står dér som en sort prik? (Foto: Rammatik i tekstheftet til CD’en)

NODEPAPIRET I

CAMPINGVOGNEN

Hvad sker der i hovedet på Allan Graugaard Madsen under TV’s ’Operarejsen’? Gæt. Det er en musikquiz.

‘Beinta’ A symphonic song cycle. Komponister: Anna Katrin Øssursdottir Egilstrød og Allan Graugaard Madsen. Aarhus Symfoni Orkester. Dirigent: Andreas Delfs. Solist Anna Katrin Øssursdottir Egilstrød. Optaget i Odense Koncerthus nov. 2021 og Musikhuset i Aarhus april 2019. DACAPO 8226187

*****

HVAD sker der i hovedet på Allan Graugaard Madsen? Man spørger sig selv, når man ser på ham. Komponisten i det henslængte trekløver af originaler, der bevæger sig gennem Europa i en beboelsesvogn for at finde ud af, hvad opera er og skal gøre godt for. Er han i en anden verden end de to andre? Frederik Cilius, den filosofiske livsnyder, som har påtaget sig at holde miniforelæsninger undervejs om, hvad de går ind til. Rasmus Bruun, praktikeren med skruenøglen, der ikke ved noget om opera, men om drinks. Allan Graugaard tager opgaven med de operaer, de ser undervejs, med lige så uudgrundelig skepsis som han iagttager de ufattelige mængder af måltider og gode vine, de indtager sammen. Hans nodepapir ligger og gror til i hvidhed, bortset fra de fem streger og en forkrøblet g-nøgle. En enkelt akkord i Gounods ’Faust’ hænger længe som hans største udbytte af det samlede udbud af musikdramatiske storværker, som de Tre Sære Knægte Højt Fra Nord, bliver udsat for under deres månedlange færd til de europæiske operahuse.

HVAD sker der i hovedet på Graugaard, som de to andre nogle gange behandler som var han Dumbo, der kærligt og overbærende skal tilgives sin kejtede tilgang til rejselivets lyksaligheder? Er han fortabt i tanker om et nyt værk, måske en opera?

MON ikke. Nu er det ikke helt let et se kronologien i hans opusser. I den ottende Operarejse-udsendelsen er vi pludselig til en prøve med Aarhus Symfoniorkester, hvor de tre sidder ene på tilskuerpladserne og hører et fem minutters værk, hvor sopranen Julie Meera Albertsen synger en overordentlig smuk ’Träume nicht’ med orkestret. Skrevet i usete stunder i beboelsesvognen? Før eller siden?

PÅ CD udkommer i overmorgen noget helt andet, der har Allan Graugaard Madsen som ophavsmand. Skrevet før eller siden? Sikkert før. Men ligegyldigt. CD’en bringer os milevidt fra alt det Rossini, Gounod og Mozart o. s. v., som de tre har tumlet med så sært flygtigt og underholdende.

GRAUGAARD har været på Færøerne.

MANDEN, der notorisk hader at rejse – som han underfundigt mumlende koketterer fra bagsædet i campingvognen – har været på Færøerne. Oplevet vild, svimlende dramatisk natur og skrevet en musik, der suser af brusende hav, sorte klipper, kærlighed, død og undergang. Naturens kræfter i intens samklang med menneskets. Han har under sine komponiststudier ved konservatoriet i Aarhus studeret sammen med en færing med det overdådige navn Anna Katrin Øssursdottir Egilstrød – hun studerede elektronisk komposition, var tilmed sanger, om end med stemme og blodomløb i sin egen retning: Hun har tilbragt ti år som forsanger på vidtstrakte rejser med en gruppe ved navn Valravn, et navn, der runger af nordisk fortid. Og så et navn, der på Færøerne, får national mystik til at bestorme folks bevidsthed. Beinta med efternavne Broberg, navnet på en kvinde, der er 1700-tallet levede et liv, der har fået mytisk farvelægning. En kvinde, der var gift med tre-fire præster på rad. Døde gjorde de, tre af dem undervejs. Forførelse, trolddom, tragedie. ’Onde Beinta’ talte man om.

HVEM var hun? Det var Allans komponerende kollega Anna Katrin optaget af. Hun boede endda i en lang periode i det hus, Beinta engang havde boet i med en af præsterne. Og hun skrev en digtcyklus inspireret af stedet og Beintas skæbne. Ikke den første, der skrev om hende  – Beinta blev hovedpersonen i romanen ’Barbara’, som den færøske forfatter Jørgen-Frantz Jacobsen skrev i 1939, og som blev en international succes.

ALLAN og Anna Katrin har komponeret ’Beinta’ i fællesskab. To komponister, hvem har gjort hvad? Uden at kende anden musik af Anna Katrin, holder jeg mig til, hvad jeg hører som graugaardske stempler i et magisk og myldrende, men uhyre gennemsigtigt stykke musik – eller syv stykker en suite, for sådan forløber det. Anna Katrines Valravn-stemme, tæt som svensk Wasa-knækbrød, fjern som pust fra – jeg forestiller mig – de middelalderlige guldhorn, en folkevise-tone, der synger og beretter om følelser og deres voldsomt tilbageholdte intensitet. Syv korte digte om havet, der ’giver og tager’, om angsten og kærligheden, den magiske erobring af sindet og skæbnetroen, om den fysiske kærligheds saftfulde urkraft, om resignation og forglemmelse, om eftertanker. Graugaard virkeliggør de visioner, han er optaget af – den intense koncentration af toner eller klange, der er grundlag i hans ideer, og som udvikler sig mellem bredt udfoldede instrumentale klangspektre og samling til totalt indkogte enkeltspor hos en soloviolin eller blæser. Rasende klangbilleder, der eksploderer til digtenes billeder og glødende gentagelser. Og sitrende, næsten stillestående lyd, som fortæller om en menneskenatur, der ånder med havets og naturens afkoblende kræfter.

HVAD der er Allan Graugaard og hvad der er Anne Katrin Øssursdottir, skal man nok lade de to selv svare på. Det må være som det er. Mageløst indfangende at lytte til. Graugaard skriver selv på sin hjemmeside om, hvordan han ’arbejder med meget strenge regler… meget begrænset tonemateriale’. Det lyder som kunne det være sagt af Stravinskij. Men for søren da – det er ok og forståeligt, når man går tæt på og hører resultatet som instrumentalt berusende toneflow, der bare har præcist hjemsted. Sådan som vi mødte det i hans ’Nachtmusik’ for violin og orkester for tre år siden, så smukt og fortryllende (anmeldt 28.12. 2019). Man er fanget. Der sker ting i hans musikalske hoved. Godt at han kan få det på nodepapiret. Og nu på en CD. Hvis du kikker efter dén hos forhandleren, så vid, at dens forside er så kryptisk som dacapos udgivelser nogle gange er:

Forsiden til dacapo-CD’en ‘Beinta’.

gregersDH.dk