FRA ØVERSTE VIPPE
’Beach Boys Teaterkoncert’ på Aarhus Teater er halsbrækkende cirkus, musikvideo og så kostumer, kostumer, kostumer.
*****
———————————-
Gud ved hvor mange kilometer velcro-bånd, hvor mange tons sikkerhedsnåle, hvor mange alen musselin herfra og til Mosul – hvor stoffet kom fra engang – hvor mange af alt muligt, der er købt ind til ’Teaterkoncert Beach Boys’?
Det er kostumerne, man ikke kan få ud af hovedet her bagefter. Et komplet og mageløst delirium af kluns, fjer, pynt, hatte, huer, støvler, gamacher, skind, læder, pelse, og rober så store som Rundetårn i ’Fyrtøjet’, en vildskab af renæssancepragt i noget, der ikke har en pind med renæssance at gøre, men med ’cowboydere og indianere’ som vi legede dem i gården i gamle dage.
Og som Nikolaj Cederholm nu på Aarhus Teater har fået kostumefænomenet Anja Vang Kragh til at iklæde en bande skuespillere, for at de kan transponere Beach Boys’-æraen i 1960’ere og 70’ere hundrede år baglæns til den tid, som John Wayne og Cary Cooper gjorde til filmstof: Koloniseringen af The Wild West på vore tipoldeforældres tid.
GUNSLINGERS
Det er – som Cederholm skriver i programmet – et forsøg på at tage Beach Boys ’mere alvorligt end de nogensinde har taget sig selv’. D.v.s. høre deres lækre sange og romantiske suk som andet og mere end det, vi – på erindringens opslagstavle – har hængt dem op som: Smarte, californiske drenge på bikinijagt i strandkanten og surf-strøg over bølgerne. Nemlig som et sent skud på den stamme af nybyggere, pelsjægere, guns- og lasso-slingers, der var spydspidsen i erobringen af prærier og skove. Og udryddelsen af indianerne.
CIRKUS
Handling skal man ikke lede efter i denne teaterkoncert. Den er et billede- og musikvideo-album til at blade i. Og så én ting til: Cederholms viderebryg på det cirkus-touch, som er en international trend, lige som stand up-trenden er det i disse år: En leg med den visuelle og nervepirrende artistkunst, som er en del af f.eks. KIT’s – Københavns Internationale Teaters – bidrag til sceneudviklingen gennem de senere år, og drevet højt f.eks. af Katrine Wiedemann med ’Havfruen’.
FRA ØVERSTE VIPPE
Her er vi ikke mange numre inde, før pigen med eventyrnavnet Sandra Yi Sencidiver (nybagt fra elevskolen i Århus) og Sara Grabow kommer hovedkulds og dramatisk sejlende ned fra loftet, glad syngende ’I can hear Music’.
Alle får, så vidt jeg kan se, prøvet de halsbrækkende ture. Mark Linn forfølger en lumsk mikrofon op og ned, mens han synger ’Help Me, Rhonda’. Martin Greis farter scenerummet rundt som en guldsmed i ’I get Round’. Anne Sofie Byder daler ned som en mageløs blå ballon og synger ’Until I die’ – og livsfarligt ser det meste ud.
Hvad der vel også er meningen – og hvad der bliver understreget af, at vi ikke har med superprofessionelle cirkusartister at gøre, men med gode, danske skuespillere, der sandelig har fået drevet sig selv til det utroligste, men hvor man alligevel i mange situationer aner amatørernes flot tillærte, men let hasarderede spring fra øverste vippe. Vi sidder som forældre og mumler: Pas nu på, lille børn!
ALT SKAL PRØVES
Taljer suser gennem luften, sé om der ikke også synges – minut efter minut, hængende med hovedet ned! Vildt går det til. Alt skal prøves. Om ikke for andet end at latteren kan runge over det absurde: Store Bjarne Henriksen bliver proppet ind og hejst op i en kasse, der ikke er større end at min nabos foxterrier ville få åndenød, og herfra synger han ’In My Room’. Den dybere betydning fortoner sig, men vi følger hans svæv med berettiget forbløffelse. Selv ser han lettere desorienteret ud over, hvad han dog er blevet rodet ind i og gået med til.
PERLER
Vi er med andre ord til et show, der sætter nerver og heldigvis også ørernes membraner i svingninger. Det er perler at hente i f.eks. Sara Grabows fascinerende mix af lillepige-stemme og erfaring i ’I know there’s an answer’, og når Jimmy Jørgensen opløfter sin smukke gulerodskraber-røst i ’Kokomo’.
Visuelt er det som sagt et blomstrende gedemarked – 2. afdeling åbner eksempelvis med rødder og piger udstafferet med dyrehoveder og enorme gevirer, som er påsat lamper til belysning af deres egne hoveder, mens de synger ’Our Prayer’ – godt klaret at afbalancere vokalklangen i den mundering. Intet lades uprøvet.
Det er underholdende, kugleskørt, og det er meningsløst at fortabe sig i den dybere filosofi.
