I HÆLENE PÅ TO GENIER
Et krydstogt gennem det midterste Tyskland. Vi følger to musikgenier, der kan konkurrere om, hvis 200 års fødselsdag, der er vigtigst: Richard Wagner og hans svigerfar Franz Liszt.
Af Gregers Dirckinck-Holmfeld
FOR SENT! Alle rejsendes rædsel. For sent til færge. Tog. Fly.
Et mareridt.
At se andre komme for sent? Værst for dem!
F.eks. det ægtepar, som passerer os en eftermiddag – vi på vej ned fra, de på vej op mod festspilhuset i Bayreuth, ’Die Grüne Hügel’, Wagners sagnomspundne Mecca.
De gjaldende basuner har for længst lydt fra festspilhusets balkon som startsignal til 1. akt af ’Parsifal’. Parret kan umuligt nå frem, inden dørene klapper i. Og ingen lukkes ind derefter. Ikke før pausen. To timer senere!
Har de to ikke kunnet finde parkering? Har fruen kæmpet for længe med pragtfrisuren? Vi gisner. Og de arme mennesker kan have bestilt billetter tre år i forvejen.
Man kommer ikke for sent i Bayreuth. Ikke ustraffet.
Selv var vi på vej ned til operaen i Bayreuth. Operaen? Er der andet end Wagners berømte ’Festspielhaus’?
Jo da. Husk det ved næste besøg i festspilbyen. Det er en perle. Et pragtfuldt barokteater, lige så gammelt som det berømte Drottningholm ved Stockholm. Fra 1750. Krigens bombardementer skånede bygningen. I hvert fald det indre. Operaen er tilgængelig, hvis man spørger pænt. Den spiller bare ikke i øjeblikket, for der forberedes en 19 millioner euro-restaurering, støttet af en kommende Unesco-kåring som verdenskulturarv.
Vores rejse er målrettet. Vi går efter teater og musik. En rejse til steder, der fortæller om al den musikalske kunst og kultur, der er holdepunkter i det midttyske. Nürnberg, Wagners ’Mestersanger’-by. Bayreuth. Weimar. Leipzig. Dresden.
Lige nu: Bayreuth.
Guiden stikker mig et program i hånden. Fra forsiden et velkendt ansigt: Adam Fischers. Adam Fischer – dirigenten, der har løftet det danske Radiounderholdningsorkester til europæisk niveau med især Mozart-koncerter.
Nu skal han i Bayreuth dirigere festkoncerten for Franz Liszt, der fylder 200 år 22. oktober.
Svigerfar Liszt i svigersøn Wagners by. Oplagt!
Historien er den, at den sagnomspundne klavervirtuos og komponist Franz Liszt har haft en stor rolle at spille i Wagners liv. Liszt havde en datter ved navn Cosima, der rendte fra sin første mand med to børn i hånden og giftede sig med Richard Wagner, som var på alder med hendes far. Liszt kom til at støtte Wagner i etableringen af Bayreuth som festspilby. Og datteren Cosima blev gennem årene aktiv i omskabelsen af Bayreuth fra en stille provinshovedstad til et verdensberømt kulturcentrum. Cosima overlevede sin mand i 31 år, og i alle de år var det hende, som med jernhånd styrede festspillene til succes.
KUSINE-KRIGEN
Men vi er ved brandbart stof.
Der skal nemlig ikke fejres nogen Liszt i Festspilhuset. Alle andre steder i verden dette efterår. Også i Bayreuth. Bare ikke i Festspilhuset. Dér slippes hans musik ikke ind.
For Wagner-familien ligger i internt tovtrækkeri. Det er kusiner, der fører krig.
Det kan vi andre le højt ad.
Men da jeg spørger guiden om, hvorfor det skal gå ud over fødselaren Franz Liszt, bliver hendes mundrappe forklaringer på alt til mumlen og undvigelser. Vi står ellers og hygger os med at studere de historiske instrumenter hos pianofirmaet Steingräber i Bayreuth. Liszt har spillet på flere af dem for 150 år siden. Liszt var en kanonpianist. Og da Wagner blev hans svigersøn, trådte Liszt pedalen i bund for at promovere Wagners idéer. Især festspilhuset.
Så, hvad er det, der plager?
Rivaliseringen mellem kusinerne. Richard Wagners oldebørn. De har været oppe at nappes i årevis om magten over det berømte sted. Den 33-årige Katharina erobrede den for tre år siden sammen med sin halvsøster, den 66-årige Eva. Den ligeledes 66-årige kusine Nike Wagner blev taberen.
I hotelfoyeren fisker jeg byens officielle tidsskrift ’Das Bayreuth Magazin’. Det har den flotte Katharina på forsiden i star-positur.
Magasinet indeholder også forklaringer på, hvorfor Liszts musik ikke må klinge i festspilhuset. For det første: Der må kun spilles Wagner. Det står i fundatsen. Og videre: Festspilhuset kan ikke varmes op, når vi når frem i efteråret – Liszts fødselsdag er den 22. oktober. Og for det tredje: Man har travlt med at forberede ikke Liszts, men Wagners 200 år i 2013.
Forklaringerne ligner søforklaringer og dækker formodentlig over, at man ikke ønsker kusinen og hendes hyldest til oldefar inden for dørene.
Men Nike klør på – med Liszt. Deres fælles tipoldefar. Hun skriver afhandlinger. Arrangerer koncerter. Holder foredrag om Liszt. Også i Bayreuth. Der hænger Liszt-plakater alle vegne. Men ingen i nærheden af festspilhuset.
Kusine Nike har erobret tipoldefar. Eva og Katarina har erobret oldefar.
WAGNERS HUND
Vi lægger vejen om ad Richard Wagners gamle ’Villa Wahnfried’ – familiens hus, hvor kusinerne er vokset op. Den eventuelle røg i køkkenet har lagt sig. Huset er under restaurering.
Vi står ved Wagners grav i haven. Og hans hunds! Den har fået sin egen sten med indgravering: ’Hier ruht und wacht Wagners Russ’ – Her hviler og våger Wagners Russ. En kæmpestor sort new foundlænder, som var hans faste ledsager, når han f.eks. besøgte den nærliggende ølstue, hvor pølse og brød blev delt med dyret.
En turist ved siden af mig messer i dybe tanker langfredags-temaet fra ’Parsifal’.
Bayreuth er Wagners. Ingen vej uden om. Selv proklamerer han sit tilhørsforhold med indskriften på Villa Wahnfried: ’Hier wo mein Wähnen Frieden fand – Wahnfried sei dieses Haus von mir benannt’. Her hvor mine vildfarelser fandt fred, lad mig kalde dette hus Wahnfried’. En både ydmyg og selvbevidst statement.
FRA RASPUTIN TIL FRK. ANDERSEN
Vores minibus kører os gennem Thüringens bløde bjerge og skove, vi krydser den gamle grænse til DDR, bare et skilt i vejsiden markerer overgangen. Græsset er lige grønt før og efter. Skoven én og samme. Fortiden kun et trist gys.
Weimar er næste milepæl på vores musikalsk pilgrimstur. Weimar, den kønneste, fredsommeligste by i Thüringen, – Liszts residens som hofkapelmester i en årrække.
Vi bor på Hotel ’Russischer Hof’ – Zar Alexander var der under Napoleonskrigene. Baren hedder ’Romanov’ og kælderbaren ’Rasputin’. Det får ikke for lidt med det russiske. Men det fanger os mere, at en trædesten ved indgangen har indskriften ’Bon soir Ihr lieben’ – God aften, I kære…’ Tilføjet: ’Franz Liszt 1841’.
Man siger, at sådan hilste han besøgende.
Byen er smykket med Liszt-bannere. Vi er dér, hvor det er alvor med fejringen af dem gamle klaverløve og hans bjerge af kompositioner, der blev piftet bort som virtuost skvalderkål gennem generationer, men som i disse år vokser sig på plads i deres egen status. Vidunderbarnet, der nedlagde Paris og resten af Europa som klaverstjerne, hyldet og labbet i sig af dånende kvinder som voksen. På sine gamle dage katolikken, som trak i præstekjole.
Hans hus i Weimar har billeder af geniet i alle aldre. Smuk som en ung gud, på sine ældre dage dæmonisk som en fredsommelig Dracula, hvis man kan forestille sig sådan en størrelse.
Wagner havde overvejelser om, at gøre Weimar til hans. Men den blev Liszts. Den blev meget andet: Goethes, Schillers og stedet, der kom til at lægge navn til demokratiets korte åndedrag i Tyskland efter 1. verdenskrig: Weimar-republikken. Den republik, som Hitler fik taget livet af. En by, der synger af fred, musik og kultur.
Vi vandrer gennem de kønne gader og ender på en restaurant ved navn Alt-Weimar, der byder på herligheder og en vært, der taler til os om – Viborg!
Hvad har Viborg gjort ham? Han har oplevet en frk. Andersen. På sine rejser som ung kok har hans vej krydset Viborg og frk. Andersen, og det blev til et intimt forhold til domkirkebyen og siden en spidsen ører, når der lyder danske stemmer i hans lille restaurant. Hotel har han tilmed – ikke i ’Russischer Hof’-format, men hyggeligt. Og gode retter kan han fremtrylle i restauranten.
Det bedste måltid, vi har fået på vores musikalske pilgrimsrejse.
OGSÅ EN WAGNER-BY
En rejse, som går videre til Leipzig, hvor Wagner blev født i 1813. Og hvor man også tager tilløb til at fejre ham. Sådan lidt ’hovsa’. Det er ellers Bach, der er Leipzigs mand. Ham, man rejser monumenter for. Og så har Leipzig lige et 800-år for det berømte Thomanerkor. I 1912. Der er inflation i jubilæer.
Liszt og Wagner hører vi ikke meget om i Leipzig. Men om Bach. Morgen, middag og aften.
Sådan ender vores musikalsk sporjagt. Næsten.
Den ender i Dresden. Endnu en Wagner-by. Hvor vi nu kan stå og spise is i sensommervarmen på det sted, hvor Wagner i 1848 dirigerede Beethovens 9. symfoni, en måned før han som revolutionær gik på barrikaderne og måtte flygte til Schweiz – godt hjulpet af Franz Liszt.
Men det er en anden historie.
