Steffen Brandt i ‘Baby Blue’ på Betty Nansen Teatret (Tegning: Claus Seidel)
NED PÅ JORDEN
Teaterkoncert tæt, nær, down to earth, uden dikkedarer. Bob Dylan-historien på Betty Nansen med Steffen Brandt og Trine Dyrholm er en bevidst nedtoning af teaterkoncert-genren.
****
’BABY BLUE’ på Betty Nansen er næsten som et svar på Gasværkets ’Come together’.
Næppe fordi den er tænkt sådan. Men det ligner en tanke:
Beatles-showet ’Come together’ virker som det ultimative orgie af en teaterkoncert. En opulent opvisning af musik, show, artisteri – blændende, udadvendt. Flottere, mere ekstravagant kan det ikke gøres. Beatles’ farveskala slået ud som en vifte. Teaterkoncert-begrebet spændt til det yderste.
Men det kan altså også være noget andet. Som i ’Baby Blue’: Bob Dylan-tekster fortættet i reagensglasset, endevendt og udkrystalliseret af Steffen Brandt med en underfundig inderlighed til danske dråber, kald det Gammel Dansk, så er vi på sporet, hvis vi mener ned-på-jorden og helt ind i tæt hverdag, øm nærhed.
Og så afleveret scenisk skrabet, intimt og bevidst råt, ja nærmest så enkelt og blottet for flothed, at det er påfaldende.
INGEN DIKKEDARER
Vi får fænomenet ’teaterkoncert’ skåret ind til benet. Ind der, hvor knoglerne er skrabet rene, pynten fjernet.
Brandt selv, stand up med mikrofon ved scenens forkant, du kunne være til en intim aften hos ‘Jacobs’ i Århus, bandet på rad og række omkring ham langs proceniet, ingen dikkedarer.
Du skal høre hans Dylan-sange, sorte fortællinger, livskloge, smertelige, kærlige, kryptiske, surrealistiske, fortolket med Brandts milde, på en gang distante og indtrængende karisma. Du skal være i stue med ham. For at ingen skal tage fejl af jordbunden, så med Bandtske mellemtekster, der associerer til hjembyen Århus, så vi er både ved åen, henne om hjørnet og ude på travbanen.
SÅ FLOT
Teater? Jo: Scenen er åben bag ham. Åben først og fremmest for Trine Dyrholm, så flot og lys og manifest, som var hun Sieglinde i 1. akt af ’Valkyrien’, en hverdagens diva, klædt først i gult, så i hvidt og så meget andet undervejs. Men som de kvindelige dobbeltgængere, der efterhånden følger hende, så enkelt og nødtørftigt udstyret af kostumier og scenograf, at både hun og de kunne indgå i et vikingespil i Frederikssund.
Maja Ravn, der er scenografen og Kamilla Wargo Berkling, som har instrueret, lader dem i fællesskab og enkeltvis udfolde sig så anti-artistisk, at alt får et skær af forbavset improvisation. Som øvelser, der bringer os på pudsig bølgelængde med Dylan/Brandt-teksternes surrealistiske hudløshed.
PÅ STIGEN
Intet må tage sig ud. En stak hvidmalede stole – som hentet ud af maler-professoren Jesper Christiansens fascinerende billeder – deltager som aktive rekvisitter.
Dyrholm beklatrer en vældig stige, hvorfra hun synger ’Pigen fra provinsen’ fra albummet ’Blonde On Blonde’ under hjertegribende vanskelige manøvrer mellem trinnene – vi er helt med: Hun er den arme fortabte, så forladt ved kajen som hende fra ’skibet, der skal sejle i nat’. Hun skal ikke have det for nemt. Og alligevel kunne smile koket til publikum ind imellem: Livet er ikke for de knækkede.
Ironien smelter sammen med smerten, lidt som den gør i den famøse Freddie-ballet, vi så for nylig på Statens Museum for Kunst.
Det djævelsk forsonende er Trine Dyrholms overgivne smil, hendes indforståede, flirtende leg med teksterne, med scenen som en legeplads, man går på opdagelse i. I en smittende og aldrig kunstig flirt med Steffen Brandt, der kulminerer i denne forestillings fortryllende, forsonende, formørkede og forløsende slutsang: ’Make you feel my love’ – i Brandts gendigtning ’For at få dig til at blive’.
I RILLEN
Tekst og musik er uadskillelig i disse sange. Piller man musikken fra, pløjer mange sange sig ud i en rille, der får det hele til at ligne en uendelig roemark, tre akkorder, nix weiter.
Det forhindrer ikke, at mange numre ind imellem rejser sig til blues-storm med et drive, som ville få et normalt, ikke-premiere-publikum op af stolene.
Men det er teksternes saft, der fodrer musikken. Aldrig helt så bagovervæltende som hos Dylan selv. Hos Brandt med en underliggende tone af venlighed og blid smerte.
Men immervæk: God oplevelse. Teaterkoncert down to earth.
