SNUSTOBAKKEN ER PÅ NEDTRAPNING

Operaens unge norske supertalent Audun Iversen fik stress under indstuderingen af titelrollen i Tjaikovskijs ’Eugen Onegin’. Nu drømmer han om at synge den mest ondskabsfulde af alle roller: Jago i Verdis ’Otello’. 

Interview: Gregers Dirckinck-Homfeld
Foto: Magnus Møller

————————————-

HAN skyder sin bedste ven i en duel.
En idiotisk æresduel.
Han bøjer sig over den dræbte, løfter ham desperat op, danser rundt med den døde – til tonerne af Tjaikovskijs høviske polonaise, der indleder 3.akten af operaen ’Eugen Onegin’.
Et vildt højdepunkt i den forestilling, der dette efterår suger publikum til Operaen på Holmen. En uventet scene. Endnu et skud fra hoften til traditionelle opførelser af den pragtfulde opera. Polonæsen flyttet frem i 2.akten, voldsomt diskutabelt, men også voldsomt effektfuldt.
Og så et dramatisk højdepunkt for den unge norske sanger Audun Iversen, som med titelrollen i ’Eugen Onegin’ tager afsæt til noget, der næppe kan undgå at blive en stor karriere. Stærk baryton. Stærk ryg. Kæmpe talent.

”Hej du,” siger han på sit klingende norsk, som vi sidder der afslappet over kaffen og snakker os ind på hans tilgang til ’Eugen Onegin’ og operaens besynderlige verden… ”Jeg må lige have mig en snus!”

– Javel, nå. OK… siger jeg, og ser klepperten fremdrage en lille æske, nappe sig en klump og anbringe den lynsnart under overlæben som en skjult overligger til de blændende hvide tænder. Godt for en sanger?

”Svensk kvalitet. Noget jeg lærte, da jeg var soldat som nittenårig oppe i det nordnorske.”

– Hvordan smager det?

”Det smager forfærdeligt.”

– Jamen, hvorfor så?

”Det er blevet en vane. Det er afslappende. Nerveberoligende. Ens koncentrationsevne bliver forbedret. Det indeholder meget nikotin. Meget mere end cigaretter. Men det optages langsommere.”

Latteren runger som bølgeslag mod Vestkysten. Hvis man er i tvivl om, hvordan en ægte, klingende baryton kan fylde et rum, så skal man gå til Audun Iversen.

”Nej, selvfølgelig kan jeg ikke bruge snus, når jeg er på scenen. Det skulle da lige være, hvis instruktøren ønsker det. Med dagens instruktører kan alt jo ske! De kan finde på hvad som helst. Men det er nu svært at synge med snus under læben. Det vil være ligesom at tygge tyggegummi.”

– Men hvorfor har du brug for at blive beroliget?

”Det var mest i den sidste tids stress under prøverne på ’Onegin’. Og nu er det lidt svært at trappe det ned. Jo, jeg var stresset. Jeg har set frem til den rolle længe. Og prøverne var krævende og hårde. Især fordi rollen ikke er dobbeltbesat som de andre roller. Det er kun mig, der synger Onegin til de mange forestillinger. Derfor har jeg måttet være på under samtlige prøver, hvor de andre har været med på skift. Måske har jeg heller ikke været dygtig nok til at sætte mine egne arbejdsbegrænsninger. Nogle gange mangler man lidt fornuft! Jeg har bare haft lyst til at arbejde og arbejde og arbejde med rollen. Instruktøren Peter Konwitschny vil have en ung og anderledes Onegin. En, der virkelig viser følelser. Og han har ikke været bange for at gå i dialog med mig om hvordan. Det gav altså noget stress. Ind imellem har jeg været til læge for lige at tjekke, at hjerte og blodtryk var ok. Det var det.

– En anderledes Onegin…

”Ja. I andre opsætninger er han som regel iskold og arrogant. Her skal følelserne være uden på huden. Han er ikke en elegant verdensmand. Han vibrerer. Han har nerver. Han er uerfaren og har måske dårligt nok fundet ud af, hvad det er at elske. Man sammenligner jo med sit eget første forhold …Det er noget ubegribeligt…man mister kontrollen.”

Audun læner sig tilbage. Bliver fjern i øjnene. Han er på tankeflugt. Jeg får ikke så meget at vide om hans første forhold. Ikke før langt senere i samtalen, hvor det kommer frem, at han har haft den samme kæreste i nu otte år. Hun er norsk – og går på Operaakademiet i København. Der, hvor han selv kom fra for et år siden.
Pludselig griber han sin mobiltelefon. Jeg har spurgt ham for flere minutter siden om, hvorfra i Norge han kommer. Han trykker sig frem til nogle billeder på mobilen. Viser mig dem. Hav. Fjeld. Et hvidt hus, højt beliggende. Billederne taget fra flyet under landing for nylig på øen ved Lofoten.

”Det er det smukkeste område i Nordnorge. Det smukkeste i verden! Den første ø fra fastlandet, når man kommer til Lofoten. Om det stormer dér? Det tror alle. Jeg var lige inde på nettet på Norsk MI og så, at den måned, hvor man i år har haft mest blæst i min hjemkommune, har det blæst 2,8 m i sekundet! Ingen ting! Øens østside ligger i læ. Beskyttet. Næsten ingen vind. Det er mit hjem. Det er der, jeg kommer fra. Byen hedder Harstad. Det smukkeste sted i verden!!”

Auduns sprog svinger automatisk fra det dansk/norske, han har talt indtil nu. Til syngende nordnorsk. Han spørger mig, om det er ok? Om jeg forstår ham. Jo da. Hans norske er så tæt på, som var det en dansk dialekt. Jeg skal bare lige have navnet ’Harstad’ ind på nodesystemet. Han udtaler det som et ømt suk fra en elskovssyg løve.

– Et sted, man interesserer sig for opera?

”Jo da. Musik i det hele taget. Min far, som er pensioneret nu, har været lektor i musik på byens gymnasium. Og min mor er lærer på ungdomsskolen. Hun stammer fra en bondegård i midtnorge og er lidt mere til kirkemusik og folkemusik. Der har altid været masser af musik hjemme hos os. Min ældre bror er sådan ’on and off’ med et rockband. Han og min søster lærte at spille, men holdt op. Lidt for meget tvang, tror jeg. Og så fandt far og mor ud af, at ’ham, den lille klumpen dér’ var der nok ingen grund til at sætte til klaveret. Jeg var nok også ret trodsig, ha! Det var først, da jeg efter militærtjenesten kom til Oslo for at studere farmakologi, at jeg blev interesseret i at synge. Jeg brugte min SU til at købe klassiske plader og opera. Jeg ringede til min far og spurgte, om han kendte en sanglærer. For jeg ville gerne synge i kor. Det kunne være sjov ved siden af studierne. Så søgte jeg ind på konservatoriet. 
Men kom ikke ind i første omgang. Jeg flyttede til Trondheim, kom med i et studenterkor dér, og så fik jeg pludselig en chance for at synge med i en opførelse af ’Jesus Christ Superstar’. Jeg opgav farmaci’en – søgte optagelse igen på konservatoriet i Oslo. Og kom ind.” 

Her starter Auden Iversen den lige vej. Han er 23 år. Bruger fire år på konservatoriet i Oslo. Hele det sidste på udveksling ved konservatoriet i Leipzig. Derfra direkte på Operaakademiet i København. Hvorfor København?

”Det er en fantastisk skole! Det ved man rundt om i Skandinavien. Operamiljøet er jo lille, men det har til gengæld ikke landegrænser. Som skuespillet. Mange norske og svenske sangere søger til København. Da jeg gik på tredje år her, var der kun én dansker på Akademiet – men ni nordmænd og syv svenskere! Plus to fra andre lande. Nu er det i øvrigt nærmest omvendt. Mange flere danske. Det går i bølgedal.”

– Hvad er det, som er fantastisk ved Operaakademiet?

”Alt, så at sige. Lærerne – jeg fik Susanne Eken, en af de allerbedste. Det er også den stærke kontakt mellem Akademiet og Operaen, hvor de ivrigt holder øje med nye talenter. Og det, at man i studietiden er næsten garanteret at deltage i en produktion. For ikke at tale om, at man kan være heldig at blive her og få store opgaver, når man er færdig. Men allerede fra starten: Jeg blev selv kastet ud i en opgave, der var en ekstrem udfordring. Noget, der kom bag på mig, men som har betydet meget for mig…”

– Hvad var dét?

”På Operaakademiet får man allerførst en dramatisk opgave, der i udgangspunktet ikke er musikalsk. Det er rent skuespil. Min opgave var at spille Brechts ’Baal’. En ekstremt mørk person. Helt sort. En, der psykisk fortærer alle mennesker, der kommer ind i hans liv. Det var en enorm udfordring. Kanonhårdt og tungt. Men ufattelig interessant! Måske er det også det, der får mig til at svare – når du spørger mig, om jeg har en ønskerolle: Ja, jeg har – Jago i Verdis ’Otello’. At spille sådan en person – dét, vi på norsk kan finde på at kalde en rigtig ’hestepik’, en usympatisk, djævelsk person, som alligevel har menneskelige sider i sin ondskab – det må være den ultimative udfordring. Oplevelsen med Brechts ’Baal’ sidder stadig i mig. Jeg havde jo stort set aldrig nogensinde prøvet at spille teater. Jeg mærkede, at jeg kom tæt på mine mørke sider. Vi tænker jo alle sammen ind imellem destruktivt.”

– Det ramte noget i dig selv?

”Sikkert. Man har jo de egenskaber. Forhåbentlig ikke som noget dominerende! Men potentielt tror jeg, disse mørke sider ligger i alle mennesker. Når man er så ung, som jeg var dengang, ved man ikke helt, hvordan man skal omgås de følelser. At skulle bruge dem konstruktivt på scenen, mane dem frem, kræver større erfaring end jeg har nu. Jeg vil gerne en dag kunne spille Jago i ’Otello’, måske om ti…ok, otte år. Et menneske, der er besat af at ødelægge Otellos og Desdemonas liv – utrolig ondt, men han er jo ikke Mefisto. Der er menneskelige undertoner i hans ondskab. Og så musikken! Verdis. Et af hans sidste mesterværker. Musikken giver mig sådan et sug! Jago ligger fantastisk godt for stemmen. Men samtidig kræver det et ekstremt vel funderet instrument. Det er vanskeligt at finde hos en ung sanger.”

Audun Iversen taler sig varm længe endnu om Jago-rollen. Onegin er nogle øjeblikke trængt i baggrunden.
Forhåbentlig ikke så længe. Der er endnu ti opførelser forude på Operaen.
Og gæstespil i udlandet. Den drengede, følsomme Onegin-udgave, som Audun har bygget op under så hårdt arbejde med Peter Konwitschny kommer til at leve videre i udenlandske gæstespil. Allerede om nogle måneder i Frankrig. Partiet sidder. Efter alt prøvestresset. Snustobakken er på nedtrapning.