Fra 2. akt i ‘Askepot’ (Fotograf: Henrik Stenberg)
SKØRE KUGLER
Tim Rushtons ballet ’Askepot’ er underholdende og sjov. Mere end romantisk.
****
DET ER en satsning, der vil noget. Operaens store scene, 70 medvirkende. Fuldt udtræk. ’Askepot’ fortalt i et orgie af kostumer, parykker – og komik.
Ikke fordi komik er usædvanligt i opsætninger af ’Askepot’. Programmet til Det Kgl.s opsætning har et billede fra Frederick Ashtons opsætning på Saddler’s Wells i London i 1948, hvor Askepots to onde stedsøstre danse af mænd. Kostumeringen lader ingen i tvivl om, at de har været på det groteske overdrev.
I Tim Rushtons version på Operaen er det også tæt på, at det romantiske trylleri om ikke forsvinder, så i hvert fald har en tilbagetrukket plads i forhold til det muntre leben af skøre kugler, der er omkring pigen og hendes prins.
FREMKALDELSER
Har man ved tæppefald et øjeblik glemt, hvor meget grin, der er etableret undervejs gennem de tre akter – og hvor vi nu mod slutningen netop har set den nydelige apoteose af lykkelig forening af prins og pige – så mindes vi under fremkaldelserne om komikken:
Tjenere, hoffolk, åndssvage stedssøstre og hvem som helst, der har været i ilden, pointerer i attituder deres krukkeri og fjolleri på det eleganteste. Attituder, der i lynglimt peger tilbage mod person-karakteristikkerne undervejs.
Fremkaldelser arrangeret med omtanke. Sjældent. Men klogt. Det kan nemt være dem, man går ud af teatret med i hovedet. Som reminder om essensen af det sete.
UNDERHOLDENDE
Komik, mimik og gestik som en vigtig side af, hvad Rushton tilfører balletten. Med den baggrund, han kommer med fra Dansk Danseteater. På sin vis vel ikke noget, der er fremmed for korpset på Det Kgl. Teater. Bournonville-traditionen er ikke en anden verden.
Tværtimod. Derfor falder Rushtons måde at håndtere en romantisk, psykologisk handlingsballet som ’Askepot’ på – og hans benyttelse af sine egne dansere sammen med Det Kgl.s – også godt i hak.
Vi er ret underholdt. Vi overraskes af sjove påfund. Og vi sætter måske så meget desto mere pris på de passager, hvor den unge Christina Michanek som Askepot – skiftevis overstadig eller skræmt, glad eller tilsidesat, længselsfuld eller determineret, forbavset eller selvsikker – tager kampen op mod stedmor og søstre, og til sidst svæver i favnen på sin prins.
Hendes håndfaste tag på hjemmet det ene øjeblik. Undvigelsesmanøvrer over for mor og søstre det næste. Og fnuglette søgen og forsvindingsnumre mellem hoffolkene. Det er en meget henrivende præstation. Suppleret af en nydeligt dansende Mads Blangstrup som prinsen, der jagter hende overalt – med hendes tabte sko som bevismateriale. Selv en obskur luderbar må opsøges. Prinser kommer overalt.
TABT MAGI
Det ændrer ikke ved, at det til en vis grad er Jette Buchwalds stedmor og Rose Gad og Tina Højlund som de to søstre, der bliver hængende på nethinden i kraft af det show, de lancerer. Fornærmede gimper, mopsede, klodsede, storsnudede. Med albuerne spidsede, Og ’umulige’ på et dansegulv – en særlig ’skole’ for trænede balletdanser.
Den egentlig meget afgørende pointe i historien, nemlig den afdøde mors magiske tilsynekomst og etablering af Askepots pludselige tilstedeværelse ved hofballet, forsvinder næsten i Rushtons koreografi. Mette Bødtcher toner i sekunder frem. Første gang, da Askepot får sin hvide balkjole dalende ned fra intet. Anden gang, da klokken slår tolv og Askepot har glemt sit løfte om at være smuttet igen fra festen, inden klokkerne ringer.
Magien går delvis tabt i den muntre hurlumhej. I Johan Kølkjærs asketiske dekoration levnes der ikke meget plads til trylleri. Det vigtigste for Ruston har været at gøre det brogede galleri af groteske personager til det centrale.
PROKOFIEV
Det ligger også lige for med den musik. Prokofievs partitur er nogenlunde det mest velberegnede man har set, en syndflod af skæve påfund, raffinerede pointer, skarpe små breaks, en instrumentation, der er den rene slikbutik for et orkester. Ikke lige at løbe til. Det kræver spidsede blyanter og agtpågivenhed.
Undertiden overfladisk leg. Men også med store forførende passager. Veloplagt spillet af Kapellet med Graham Bond som dirigent.
Det er, hvad vi går hjem med efter denne urpremiere.
