LAD OS FÅ EN POT KEGLER!

 H.C. Lumbye var Tivolis geniale kapelmester og komponist. Og livsglæden fulgte ham til det sidste.

’Arven efter Lumbye’. Musik og musikere i Tivoli 1843-1944. 340 s. 208 illustrationer. Forlaget henrikengelbrecht.dk. Udkommer i morgen. Særpris i juni kr. 299. Derefter kr. 349.

*****

RAMMEN er præcis og dramatisk. Engelbrecht begynder med at fortælle om bombesprængningen af koncertsalen i Tivoli i 1944. Og slutter sin vældige historie om ’Arven efter Lumbye’ med den samme morderiske begivenhed. Godt set. På den måde bliver det en sammenhængende og flot fortælling. Ikke alene om komponisten Lumbye og hans eminente stempel på musikken i Tivoli gennem snart 200 år. Også om det københavnske musikliv i samme periode. Og om Tivolis historie i det hele taget. Det sidste har sandelig været behandlet mange gange og på så mange måder. Men der er altid nye vinkler. Lumbye og arven efter ham er ikke den kedeligste.

DERFOR – koncertsalen 24.juni 1944: To danske nazister gemmer sig ved Københavnerkroen, holder øje med vagterne. Klokken passerer 23, Tivoli lukker og havens orkestre slutter. Engelbrecht leverer maleriske detaljer: I Promenadeorkestrets pavillon ”trækker dirigenten Elo Magnussen sine selvlysende fosforhandsker på og slår an til sidste nummer”. Der var jo ekstrem mørkelægning, musikerne skulle kunne se Magnussen. Da der er blevet stille i haven sniger de to sig gennem mørket til udgangen ved Tietgensgade, hvor et par andre fra den berygtede Peter-gruppe venter med otte kufferter fyldte af sprængstoffer. Kl. 1.45 lyder bragene fra en række voldsomme eksplosioner flere steder i haven. Også ved koncertsalen. Næste formiddag er koncertsalen, den eventyrlige bygning i maurisk stil – en rygende ruin.

TRE hundrede sider henne i bogen er vi igen ved koncertsalen 24.juni 1944. Det er Tivolis femte sæson under Besættelsen. Et tidspunkt, hvor Tivolis ene direktør Victor Lemkow er flygtet til Sverige, fordi han er jøde, og den anden direktør, dramatikeren Kjeld Abell er gået under jorden, men af og til forklædt sniger sig ind på sit kontor i Tivoli. Koncertsal-bygningens store restaurant er nedlagt og ved at få indrettet en kæmpestor modeljernbane med 300 m spor, 200 vogne og 80 elektriske skiftespor – wow! Der har været noget at glæde sig til for store og små. Og dog: Måske et noget støjende initiativ, al den stund, restauranten lige var blevet nedlagt, bl.a. fordi publikum til koncerterne brokkede sig over larmen fra køkkenet og gæsterne, når der blev spillet Lumbye eller Beethoven. Lige meget hvad: Modelbanen var næsten færdig, men endnu ikke indviet, da hele balladen, koncertsal og modeljernbane røg i luften den 24.juni. Sådan fik også Tivoli sin jernbanesabotage.

MEN hvad værre var: Sådan mistede også musikken uerstattelige værdier ved sabotagen – eller schalburgtagen som det blev kaldt, når det ikke var frihedskæmperaktioner, men nazistiske hævnaktioner, det handlede om. Ordet en henvisning til Chr. Fr. von Schalburg, SS-officer og leder af det nazistiske Frikorps Danmark under 2. verdenskrig. Engelbrecht beskriver de hjertegribende forsøg på at redde, hvad reddes kunne af de forkullede nodearkiver fra Koncertsalen. Orkesterchefen Sv. Chr. Felumb, der i badebukser og gummistøvler vader rundt i de rygende og sprøjtevåde ruiner og samler forbrændte nodeblade og partiturer sammen – er der også Lumbye-noder imellem? Ja, men ved et lykketræf af store dele af Lumbyes håndskrevne partiturer netop kort før blevet ekspederet til Det Kgl. Bibliotek.

H.C. Lumbye og arven efter ham. Det er selvfølgelig det, som vi hører om på de sammenlagt over 300 sider, inden vi når tilbage til juni 1944. Alt akkompagneret af et væld af glimrende illustrationer. En historie, der begynder med, at den 13-årige Hans Christian i 1824 bliver ansat som trompeter-lærling ved Fyenske Regiments Lette Dragoner i Odense – det regiment, som hans far var ansat ved som vagtmester og musiker. 19 år gammel trompeterer han videre som medlem af Livgarden i København. Fra Fyn til København – gætter man en løbebane som H.C. Andersen eller Carl Nielsen? Sådan var det ikke. Lumbye var københavner. Bare tumlet landet rundt som militærmusiker og stadsmusikant sammen med sin far, hurtigt proppet med erfaringer, marcher, rheinlænderpolkaer og trompetsignaler. Nodelæsning i spandevis, håndtering af violin, slagtøj eller trompet, som det nu faldt. Ørerne spidset for alt, hvad der i de kommende år passerer forbi. Stykker fanget i flugten og utallige gange spillet med minimal eller slet ingen forberedelse eller prøver.

DET er vilkår, som ikke er fremmede for Henrik Engelbrecht, og netop det er en af de stærke sider ved hans bog. Engelbrecht ved, hvad han snakker om. Han er selv uddannet fløjtenist og kan sætte sig ind i situationerne. I forordet fortæller han om, da han som studerende i 1980’erne ved Musikkonservatoriet assisterede som fløjtenist i Tivolis Symfoniorkester og medvirkede i såkaldte ’panikkoncerter’. Koncerter uden prøver. En enkelt gang, da han spillede i Promenadeorkestret og skulle vende blad i sin fløjtenode, stod der pludselig ’Muta in banjo’ på næste side. Skift til banjo. Hallo! Man skulle kunne mere end sit fadervor. Musikere skulle være hjemme i flere instrumenter og klar til hurtige ryk.

H.C. LUMBYE er Tivolis første dirigent. Han begynder som 33-årig i 1843. Året da den fantasifulde Georg Carstensen får lov at åbne forlystelseshaven på det nøgne terræn lige uden for Vestervold. Haven klinger af musik fra starten. Fra flere steder. Vi får det hele med i bogen – også ’Det Lilleputske Militær’ – et band på 30 drenge i uniform, forløber for Tivoligarden. Den hurtigt sammentømrede koncertsal har to tribuner, en i hver ende af en sal, der ikke var større end 240 kv. meter. I den ene ende spillede Lumbye med et 22-mands orkester, i den anden ende en hr. Braunstein med 17 mand. På skift. Nødvendigvis. Ikke fordi det gennem Tivolis videre historie ikke netop blev et problem, at den store kakofoni af forskellig musik og lystig larm nogle gange var ved at gøre alle vanvittige, publikum og musikere. Det er først i vore dage, at koncertsalen er så lydisoleret, at hvinet fra rutchebanen og drønet fra rockkoncerterne på Plænen definitivt løber panden og vibrationerne mod ydermure og vægge.

FRA første færd er H.C. Lumbye manden, der tegner musikken. Ikke bare dirigerer han gennem sin lange karriere frem til 1872, da han går på pension. Han skriver også musikken. Det meste af den. Der bliver også plads til Strauss’erne og så mange andre, men bogen har et sted en lille statistik fra et enkelt år, 1846. Dét år er Lumbye-kompositioner de fem mest spillede numre: ’Drømmebilleder’, ’Champagnegaloppen’. ’Amelie Vals’, ’Isabella Vals’ og ’Beduiner Galop’ – alle fem stykker skrevet inden for det seneste halvandet år. Lumbye rablede strømme af numre af sig. Der går ikke mange år, før hans navn og hans musik vandrer udenlands. De fisker ham til Berlin for at dirigere, han er i 1950 fem måneder i St. Petersborg. Hans valse, galopper og polkaer er på programmerne, han skriver nye sager, mens han er væk, i Tivoli har han en af sine musikere på som dirigentvikar, mens han spiller i St. Petersborg. Men ankeret er fast ellers i Tivoli, hans musiceren i haven ustyrlig. Også i 1853 under kolera-epidemien. Forfatteren Vilhelm Bergsøe beskriver i sin bog ’Krigen og koleraen’ en barndomsoplevelse i Tivoli, der for os i dag ringer frygtindgydende Corona-toner: ”Dansen gik muntert, næsten vildt nede ved Rutchebanen, hornmusikken skraldede hen over Plænerne, Lumbye spillede sin nr. 3, men så kom pludselig en droske i skarpt trav; Folk stimlede sammen, Dansen hørte op, et par Damer besvimede; men næppe var Offeret borte, før Musikken tog fat på ny… De var bange alle sammen, de vidste godt, at Dødens sorte Droske holdt midt imellem dem, og at der i den var Plads til Alle – derfor lo, drak og dansede de som gale…”

IMENS gror orkester og repertoire. Beethovens 5. symfoni bliver spillet allerede i 1847, udtog af Verdi-operaer fulgte, Wagners ouverture til ’Tannhäuser’! Lumbyes ambitioner voksede mellem alle polkaerne og valsene – hvordan mon de har lydt, de store opgaver med det stadig lille orkester? Vi ved det ikke, men gætter. Uvant var det i Tivoli i hvert fald. Som Henrik Engelbrecht skriver: ”Der bliver løftet mere end et enkelt øjenbryn, mens gæsterne tager en mundfuld kage mere.” Han følger omhyggeligt udviklingen frem gennem århundredet og ind i det 20. Kapelmestre skifter, men Lumbye-navnet slipper ikke – Georg Lumbye, H.C.s søn kommer til at dirigere i Tivoli, sønnesønnen Theodor med, han blev kendt som Tippe Lumbye – publikum forlanger ’Lumbye!’ gennem generationer midt i Tivoli-administrationens problemer med at besætte kapelmester-stillingerne. Lumbye-navnets magi hang fast. Og det har det gjort frem til i dag i kraft af de værker, den gamle havde skrevet, og som er blevet bevaret og spillet uden afbrydelser.

VI læser om dramatiske problemer omkring dirigentskiftene, hæfter os ved navne som Frederik Schnedler-Petersen, Thomas Jensen, Svend Chr. Felumb, da vi er fremme mod vore dage. Stopper ved de knudrede situationer, hvor dirigenter og orkester udfordrer Tivolis abonniner med avancerede eksperimenter som at spille Mahler, Stravinskij eller sågar Arnold Schönberg allerede tidligt i det 20 århundrede midt i strømmen af den muntre, livsglade Lumbye-musik. Jazzen melder sig og bliver straks et kontroversielt emne for både musikerne og publikum – Armstrong skal lige sluges af mange, da han spiller otte koncerter i 1933 – ’Den Store Brøleabe’ som Ludvig Brandstrup kaldte ham. Nogle er overrumplede, andre lyksalige – de sidste oplever f.eks. Benjamino Giglis for ikke at tale om Jussi Bjørlings sanglige præstationer i koncertsalen som mindeværdige.

TIVOLI-MUSIKKENS udvikling er hæsblæsende i 30’rne. Henrik Engelbrecht følger den til dørs, og vi får samtidig tætte iagttagelser fra periodernes anmeldere. Engelbrecht har været utrolig mange steder i sin research. I sin jagt blandt f.eks. Ekstra Bladets anmeldelser støder han på nogle af chefredaktør Frejlif Olsens famøse koncertanmeldelser. Om supertenoren Benjamino Gigli, der ”trampede ind på Tribunen, så man syntes, det var en Slagtersvend fra et af de ydre Kvarterer, der var kommet i Kjole og Hvidt.” Eller om sopranen Johanne Brun, der havde sunget Rosina i ’Barberen i Sevilla’ på Det Kgl., men nu nogle år senere ”havde sin Fedme at kæmpe med. Vejer vel nok 230 Pund, man kan ikke kalde hende et Fnug… men hvad betyder Tykkelse og Fedme og ikke helt ung længer, når i den anden Vægtskål er Skønhed, Statelighed, en pragtfuld Dronninge-skikkelse, det sødeste Ansigt. Det elskeligste Smil, en Holdning så fuldendt overlegen, Dame og Dronning. Fru Johanne Brun! Lad mig sige det rent ud: jeg tilbeder Dem…”

’ARVEN efter Lumbye’ er godt forsynet med registre og henvisninger. Den er præget af den samme sagkundskab og fortælleglæde som Engelbrechts bog om H.C. Andersens utrættelige operaoplevelser, ’Hjertet brast i toner’, der kom for et par år siden.

gregersDH.dk