Preben Kristensen, Silas Holst og Camille-Cathrine Rommedahl i ‘Anything Goes’ på Det Ny Teater. (Tegn.: Claus Seidel)

HVAD

VIOLINKASSEN

GEMTE

’Anything Goes’ er et vildt sus af pjank, dans og musik på Det Ny Teater. Plus et komiker-gennembrud.

Komponist: Cole Porter. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Paul Farnsworth. Koreograf: Bill Deamer. Medvirkende bl.a.: Silas Holst, Camille Rommedahl, Preben Kristensen, Steen Springborg, Marianne Høgsbro, Carsten Svendsen, Kristine Marie Brendstrup og Rikke Hvidbjerg og mange flere. Kor og orkester under ledelse af Per Engström.

’Anything Goes’ spiller på Det Ny Teater indtil den 18. december. Varighed 2½ time inkl. pause.

*****

INGEN kan som Steen Springborg med så imponerende fylde og troværdighed agere en fordrukken børsmægler, der står ved en bar og afgiver ordre på endnu en dobbelt whisky.
Sådan begynder ’Anything Goes’ på Det Ny Teater. Stykket blev uropført i 1934, et år efter at spiritusforbuddet var blevet ophævet. Nu skal der gås til den. Og det bliver der.
I stykket er den scene signalet til to timers salve af herligt, fordrukkent sludder, en utrættelig forvekslingsfarce om – ja, om hvad?
Om folk, der forklæder sig og udgiver sig for det ene og det andet. Om gangstere, om millionærer. Om dem, der er begge dele. Om en præst, der er en fidusmager, og en fidusmager, der spiller præst. Om en millionøse, der er på jagt efter sin forsvundne skødehund. Om en fyr, der sniger sig om bord under falsk navn på den atlanterhavsdamper, det hele foregår på, for at fiske millionøse-datteren. Om en engelsk lord, der danser flamenco. Og om et hav af flotte sømænd, der sammen med en flok lige så flotte piger interesserer sig lige så lidt for søfart som pigerne gør, så meget desto mere for amourøse intriger og dansepjank.
Vi opgiver: Handlingsreferat henvises til opgaver for aritmetik-analytikere ved et institut for særlinge.

VI LÆNER OS TILBAGE

Handlingen er under alle omstændigheder underordnet.
Vi er dybt uinteresserede i, hvorfor den præsteforklædte mafioso Preben Kristensen render rundt med en violinkasse i hånden, at violinkassen ikke indeholder en stradivarius, men en maskinpistol, at han bruger maskinpistolen til at medvirke i en lerdueskydning.
Det gør han bare. Vi søger ikke efter dybere mening, vi er ligeglade med, om han og alle andre er det ene eller andet, om de i virkeligheden medvirker i et samuel becketsk absurd drama eller i en avanceret skolekomedie, lånt fra St. Annæ Gymnasium.
Det hele er vanvid, tosset farce. Vi læner os tilbage for at nyde en overvældende flot scenografi, der forestiller luksuslineren med dæk og trapper og etager. Ikke set mere hvidt og blåt og flot siden John Neumeiers ’Den lille Havfrue’-ballet på Det Kgl. for en halv snes år siden. Og vi svirer i uendelige salver af dansenumre afvekslende med henrivende og utilsløret fjolleri.
Opførelsen er essensen af noget af det, Det Ny Teater har tilført det københavnske teaterliv gennem de sidste tyve år: Koreografisk strømlinjet knald på, en slags Wallmans Salon dobbelt op og omsat til dramatik. Når det gælder ’Anything Goes’ i en stil, der både er lige så grotesk som farceklassikeren ’Den spanske flue’ og lige så susende luftig, elegant og flimrende overfladisk som ’Can Can’ og andre Cole Porter-succeser fra mellemkrigsårene.

HIGHLIGHTS

Med det som udgangspunkt koncentrerer vi os om, hvordan instruktøren Thomas Bendixen får situationer og skuespillere til at udfolde sig til Cole Porters frække og slagkraftige musik.
Sjovest bliver det i 2. akten, der har fået nogle af musicalens mest crazy numre:
Der er tre highlights i denne akt: Preben Kristensen, der fængslet i atlantlinerens maskinrum synger en sang, han har ’lært af sin mormor’ – hvad den sanger-skuespiller ikke kan få ud af næsten ingenting!
Så er der Carsten Svendsen, som præsterer den mest fjantede, den vittigste, den herligste selvparodi på en glad, engelsk upperclass-fyr med en svaghed for flamencodans – Svendsen erobrer Det Ny Teater med en præstation, der bekræfter hans mange succeser på Aalborg Teater.
Og endelig Rikke Hvidbjerg som den vulgære dulle Erma, der bringer hele forestillingen til en kulmination med sin øretæveindbydende sang ’Skatter, pas på!’ i ledtog med en kvartet af fire marinere.
Det er præstationer, der lige her og nu, nogle timer efter tæppefald, næsten stjæler den øvrige erindring om de mange andre i denne grandiose forestilling. Men trods alt ikke fordunkler, at de, som er de nominerede hovedpersoner i forestillingen, Silas Holst som Billy Crocker og Camille-Cathrine Rommedahl som Reno Sweeney, står for glimrende præstationer.
Silas Holst danser ganske vist bedre end han synger. Han omsætter ethvert romantisk møde med Camille-Cathrine’s Reno Seeney til en speedet piruet, mere stålsat end følsom. Men kegler tager han. Og frk. Rommedahls langbenede Reno sløjfer enhver shakespearsk Julie-smægten til fordel for Broadway-flimrende, køligt glimmer. Sangligt i den præcise, kontante stil, hun har fra Musical Akademiet i Fredericia og udviklet nu gennem flere roller på Det Ny Teater.
Millionærdatteren Hope synges af Kristine Marie Brendstrup sødt og forsigtigt, en udmærket kontrast til omgivelserne.

’Anything Goes’ gror undervejs i 2.akten vild i en forrygende og absurd parodi på kristne vækkelsesmøder. Det må have vakt opsigt i 30’erne, hvor Moralsk Oprustning – Moral Re-Armament – var på fremmarch, ikke bare i USA, men overalt, selv i ’Matador’ hører man om Korsbæks pæne damer, der snuser til bevægelsen.
I ’Anything Goes’ fungerer det som glad adspredelse for passagerer, der keder sig. På teatret som grotesk og herlig pjank.

gregerDH.dk