Flemming Krøll, Asger Reher, Carsten Svendsen og Maria Lucia Heiberg Rosenberg i ‘Annie get your gun’ på Det Ny Teater (Tegn.: Claus Seidel)
DEN VIRKELIGE ANNIE GAV KURSER I RIFFELSKYDNING
Skyderi for sjov og til en glad sang – det er musical og ikke Nørrebrogade.
Komponist og sangtekster: Irving Berlin. Iscenesættelse: Daniel Bohr. Scenografi: Paul Farnsworth. Dirigent: Per Engström. Medvirkende bl.a.: Maria Lucia Heiberg Rosenberg, Carsten Svendsen, Flemming Krøll, Asger Reher, Kim Hammelsvang, Anne Suppli, Maria Corydon, Mikkel Moltke Hvilsom, Carl Christian Rasmussen og Martin Loft.
’Annie Get Your Gun’ spiller på Det Ny Teater. Varighed: Knap tre timer inkl. pause
*****
DÉN historie er en godbid for Donald Trump, som jo går varmt ind for, at håndtering af skydevåben til selvforsvar er en menneskeret.
’Annie get Your Gun’ er historien om den skarpskydende pige Annie, der plaffer hvad som helst ned med den mest umanerlige præcision.
Trump kommer næppe i Det Ny Teater, hvor den havde premiere i aftes som musical med Annie som hovedperson.
Men han kan læse om den virkelige Annie, der gjorde stjernekarriere med sin riffel i showbusiness omkring 1900. Annie Oakley skød sig ikke bare til berømmelse og formuer med sit skyderi i et omrejsende cirkus – hun underviste også kvinder i skydning på sine ældre dage, i alt 15.000 kunne kalde sig elever af hende. Hun sagde i et interview: ”Jeg vil gerne opleve, at hver eneste kvinde i U.S.A. kan håndtere en riffel lige så godt som de håndterer en baby”.
Maria Lucia, der spiller titelrollen på Det Ny Teater, farer næppe rundt i København senere i sit liv for at undervise i våbenbrug, hun ved måske slet ikke, hvad der er op og ned på et gevær, når hun er uden for scenen. Men på Det Ny bliver vi overbevist om, at hun faktisk plaffer den lille pyntefugl af hatten på Frank Butlers hysteriske sekretær Dolly Tate, spillet af Anne Suppli.
Ikke mere overbevist end at vi godt ved, at det er show det hele – og det er det sandelig. ’Annie’ er en af de bedste, amerikanske musicals, der er blevet lavet i forrige århundrede. Mesteren var Erving Berlin, en 2.generations indvandret jøde, der havde en formidabel tæft for at skrive den slags melodier, der bekræfter betegnelsen ’ørehængere’. Sange som ’There’s no business like showbusiness’ og ’They say that falling in love is wonderful’ har gennem over hundrede år vist sig uudslettelige af vores ører. I Danmark har ‘Annie’ været spillet utallige gange, især omkring 1950, hvor den gik 400 gange med Grethe Thordahl som Annie.
OPSÆTNINGEN på Det Ny Teater er ikke noget debatindlæg i den øjeblikkelige bandekrig på Nørrebro. Den er et af teatrets typiske og slagkraftige dyrkelse af den klassiske musical – en farverig fortælling fra Wild West-tiden i U.S.A., som handler om pigen, der – undskyld – skyder sig ind på den berømte Frank Butler, skydekongen og charmøren, der sidder på cirkustronen i den branche. Men som hun uventet banker i en konkurrence og derefter får det yndigste forhold til i op- og nedture, med og uden skyderen som talerør.
Det er en demonstration af, hvor godt Maria Lucia udvikler sit sceniske format fra forestilling til forestilling, og en lige så glimrende demonstration af det talent, Carsten Svendsen, der spiller Frank Butler, har vist gennem en lang række opgaver ikke mindst i det nordjyske med hovedroller på Aalborg Teater, og senest som Holbergs Niels Kliim ved indvielsen af det nye Vendsyssel Teater i Hjørring. En stemme og et temperament, en frækhed og en demonstrativt elegant distance til en rolle som Frank Butler – vi forventer slet ikke i sådan en musical hjertegribende psykologisk indføling hos hverken Frank eller hans Annie, vi forventer enkle figurer, der kan synge, spille komedie efter den bog, der grænser til tegneserie.
Hele forestillingen brillerer netop med en stil, der glimrer af show – den er gennemredigeret med skuespillere, der lever op til stilen: Flemming Krøll imposant som Buffalo Bill – mesterorganisatoren også i det virkelige U.S.A. af cirkusturnéer. Asger Reher – præcis til mindste detalje i mimik og stemmeføring som Chief Sitting Bull, indianerhøvdingen. Mikkel Moltke Hvilsom og Maria Corydon som det unge forelskede par. Og Carl Christian Rasmussen som den selvsikre, men alligevel letbevægelige hoteldirektør Wilson.
KIM Hammelsvang springer som den ferme sælger Charlie Davenport scenen rundt og bekendtgør for os, at nu kommer ’3. scene’ og nu ’4.scene’ o.s.v. Sådan er ’Annie Get Your Gun’ delt op i scener, der veksler fra hotel, til markedsplads, til damper til og fra Europa, til optræden i London og Paris, tilbage til New York og til det ene og det andet sted i U.S.A.
Det bekymrer scenografien på Det Ny Teater sig ikke meget om. Vi er stort set konstant i den samme sprudlende farvelade af en cirkusscene, oven i købet med publikum placeret rundt også på bagscenen, vi kunne være næsten i Zirkus Nemo, men det er så en anden historie.
Daniel Bohr, der har iscenesat fermt efter bogen, sætter lidt ekstra skub i indianerscenerne med drabelige indianske krigerhoveder – det er næsten som han vil bruge Irving Berlins trommedansende musik til at genopføre borgerkrigens slag ved Little Big Horn i 1876. Brugen af dukkehoveder er et frisk brud på normalstil og arrangement i denne musical.
Bohr gentager spøgen med skæg effekt, da vi i glimt befinder os på det skydende shows turné til Europa. Dronning Victoria dukker op i kæmpeformat. Også den franske præsident og den tyske kejser. Man kunne godt se for sig Maria Lucia virkeliggøre den situation, som der berettes om, da Annie Oakley skød asken af kejser Wilhelms cigar under den virkelige Europa-turné. Formodentlig er beretningen løgn og pral.
Måske digtet af en, der ærgrer sig over, at hun ramte ved siden af. Vi er ikke mange år fra mordet på ærkehertug Franz Ferdinand i Sarajevo.
gregersDH.dk