’HVID MAGI’ I SORT

Anne Linnet Teaterkoncerten finder nye og dystre veje for Linnet-sangene i Minna Johannesens iscenesættelse på Aalborg Teater, men følsomheden gløder uantastet.

*****

DET fortæller noget om bærekraften. At man kan sætte Anne Linnet-Teaterkoncerten så vidt forskelligt op og nå til stærke resultater med så vidt forskellige midler. 
I Aalborg hedder forestillingen ’Jeg er jo lige her’. I København, da den gik på Betty Nansens Edison Scene for halvandet år siden, hed den ’Hvid magi’.
Sangene er de samme – så vidt jeg kan se og høre – i Aalborg som i København.
Men titlerne siger noget om en forskellig angrebsvinkel. Hvor ’Hvid magi’ var som en vild indianerlejr i en forfrossen ødemark, befolket af en flok tøsespejdere med skroget i bølgegang og fjas i ét væk, er ’Jeg er jo lige her’ en storbysump af mørke, kaos, rod, elendige eksistenser og skæbner, der slås for at få det bankende hjerte krænget ud, rakt ud mod andre, blive varmet midt i det byhelvede, der er så tiltrækkende og så svært at være til i for et menneske.

I SKIDTET

På Betty Nansen legede Elise Kragerup ustyrlige lege med kammeraterne – opsætningen var rent pigeræs, samtlige kom, så vidt jeg husker, fra pigebanden ’Sort Samvittighed’. Rå slyngveninde-krig.
Nu er det instruktøren Minna Johannesen med det fokus, vi har set før i den grumme Pasolini-forestilling ’PPP’ på Aveny Teatret eller såmænd i Aalborg med Strindbergs ’Frøken Julie’ for nogle år siden, hvor frøkenen og hendes tjener blev rykket ud i den sorte skov til en slags Grimms eventyr-gys.
Minna Johannesen vil have sjæle ned i skidtet for at åbne deres blodomløb. Og mændene skal være med – med deres lige så gyldige savn og frustrationer. Om det så er den omflakkende politimand Carsten Svendsen, der den ene gang efter den anden løfter karabinen for at rydde gaden, så kan han synge al sin kærligheds smerte ud, slæbe stewardessen Merete Mærkedahl på sin ryg til frelse og forsoning, om end ikke med større held. Hun vil og vil dog ej. Som flere af Anne Linnets figurer. Længsel og angst vandrer til hobe. Det ufuldbyrdede er reglen. Det fuldbyrdede undtagelsen.       

ENDNU EN DAG

De samme sange, men altså i et helt andet lys. Bogstaveligt. For opsætningen i Aalborg bruger en detaljeret lyssætning til at spotte og afsløre menneskene i den rå storby.
Desperationen, den evindelig kærlighedssøgen, jalousien, drømmen om at slå bro mellem mennesker, den smeltende varme, når det lykkes i glimt – det er ellers alt sammen det samme, i Aalborg lige så smertelig, men indadvendt. Hjælpeløs og fortabt, hvor vi i ’Hvid magi’ så spleen og glad ustyrlighed. Samme ingredienser, men vægtet anderledes.  ’Endnu en dag’ synger Allen Helge Jensen som åbningsnummer, henslumrende i sin trillebør midt i slaggerne og skidtet, der står som en kommunal slagmark helt op til scenekanten, model København foråret 2012.
Endnu en dag, hvor ting og sjæle går i fisk.
Der er en vemod og et tungsind over mange af numrene – også det kan hentes ud af teksterne – indtil Mads Rømer Brolin-Tani som ’Den hjemløse’ på et tidspunkt ekspederer sin lusede hund ud og eksploderer i en ironisk vrængen: Alt det sjæleri! Han og luderen Malin har deres egne dagsordener.  
Men vi er straks tilbage, da Lise Baastrup går i sentimentalt sort og bliver på det mest henrivende trøstet af Simon Stenspil med en rød tulipan og en stilfærdig ’Hun er så smuk og dejlig’, nedtonet som var det sådan et ’undskyld, det var bare det, jeg ville sige’…

DEN SORTE TAXA

Stenspil, taxachaufføren, der dænger blomster, kvinder og mænd sammen i sin sorte vogn – som vi møder smadret ved 2. aktens åbning, med Amalie Dollerup bloddrivende i sin bryllupskjole, og ilde tilredte kroppe strøet omkring. Stewardessen Merete Mærkedahl får tømt sin kuffertfuld af kærlighedens vildskudte fugle, og forestillingen toner ud i et kollektivt ’Du ved det sikkert allerinderst inde’ sunget af dette meget velafstemte ensemble med front til publikum.
Kun respekten for en overbevisende og solid rygrad i opsætningen forhindrer vel publikum i at synge med.
Niels Søren Hansen har ansvaret for den musikalske indretning af sangene. Flot varieret fra det helt enkle til det store, rockende albuerum. 

GregersDH.dk