Rikke Lylloff og Martin Bo Lindsten i ‘Anna Karenina’ på Odense Teater (Foto: Emilia Therese)

BAG GARDINERNE

Glimrende dramatisering af Tolstojs ’Anna Karenina’ i Odense.

Dramatiker: Helen Edmundson på basis af Leo Tolstojs roman. Iscenesættelse og bearbejdelse: Jacob Schjødt. Scenograf: Rikke Juellund. Medvirkende: Rikke Lylloff, Benjamin Kitter, Claus Riis Østergaard, Martin Bo Lindsten, Anders Gjellerup Koch, Natali Vallespir Sand, Lea Baastrup Rønne, Betty Glosted, Malte Stein Frandsen, Emil Bodenhoff-Larsen, Louise Davidsen, Githa Lehrmann, Jeppe Ellegaard Marling, Mads Nørby, Anne Blomsgaard og Kristian Rossen.  

’Anna Karenina’ spiller på Odense Teaters St. Scene indtil 8. marts. Varighed: 3 t.

*****

NÅ, siger vi, da tæppet går op. En næsten bar scene. Indhegnet af gulv til loft-gardiner i begge sider og bagtil. Beigefarvede.
Det ser dæleme lidt tomt og trist ud. Når vi nu forventer ’Anna Karenina’ udfoldet som et udstyrsstykke. Russisk overklasse i palæer, pragtkostumer…
Men vi bliver hurtigt i bedre humør. Gardinerne er et scenografisk kup. De er begået af Rikke Juellund. Lette og gennemsigtige, de kan flyttes i forskellige vinkler undervejs gennem det tre timer lange stykke, og de består hver for sig af hundreder af fine, lange tråde, der skiller sig og bølger som forhængene i klassiske spanske indgangsdøre.
Skulle dét så være noget? Ja. For det hænger sammen med instruktøren Jacob Schjødts måde at gribe stykket an på. Instruktør og scenograf arbejder selvfølgelig altid sammen ved iscenesættelser. Men her ser vi, hvor nærmest genialt Schjødt og Juellund har fået den store, brogede Tolstoj-fortælling til at forløbe som filmklip på filmklip, smidigt, scene efter scene, logisk og flydende, så karakterer og handlingsforløb kommer til at udvikle sig organisk og samtidigt så rigt på de kontraster, der får dramaet til at vokse og vokse frem mod slutningen.
Personerne dukker op og forsvinder, Schjødt sender dem nogle gange på banen mod hinanden uden replikker, han lader dem i grupper eller enkeltvis vise sig bag de gennemsigtige forhæng som kommentarer, trusler eller foregribelser af handlingen, han får de løsthængende tråde til at blafre eller vikle sig ind i hinanden eller hænge ved personerne, når de dukker frem – trådene bliver som billeder på de splittede, knudefyldte sind, der rører sig i hovedpersonerne, ikke mindst i Anna Karina med hendes tøjlesløse forelskelse, hendes tvivl, neurotiske skift, hendes forvirrede, forkælede urimeligheder og desperate forsøg på at finde ud af, hvad hun vil, hendes masochisme og skuffede forventninger, hendes dødsdrift mellem længsel og depression.
Dramaet ser vi i korte, nogle gange ultrakorte, og nogle gange længere situationer, som man ville gøre det i en filmatisering. Jeg har ikke set Tolstojs ’Anna Karenina’ på film, den findes i mange udgaver – gad gerne se Greta Garbo som Anna Karenina i 1935! – men jeg har set teaterudgaver med spændende skuespil – Meike Bahnsen på Aalborg Teater i 2010(?) og Stine Stengade på Betty Nansen i 2012(?) – men jeg mindes ikke en så elegant scenografisk opsætning som den, der nu går på Odense Teater.

SKILSMISSE

’Anna Karenina’ er historien om denne smukke, unge kvinde, der lever high life med sin velhavende mand i St. Petersborg, tumler sig i selskabslivet og støder ved sådan en lejlighed ind i en flot officer og bliver forelsket, vil skilles fra sin mand og giftes med officeren, og så alligevel eje dem begge.
Både skilsmisse og genforening udvikler sig i ravruskende slagsmål og skænderi, ikke mindst om den lille søn, som hverken hun eller faren vil slippe. Hun fordi hun har født ham. Han fordi han vil straffe hende.
Rikke Lylloff har den store rolle, hun er et pragtstykke at se på, spiller en Anna, der er mindre uudgrundelig end Meike Bahnsen var i rollen og ikke teenageagtig som Stine Stengade, men straight som en moderne kvinde, der kæmper med konventionerne, også sine egne, og med en større og større defaitistisk erkendelse af, at spillet aldrig går op og omgivelsernes forståelse og tilgivelse af hendes handlinger enten ligger på et meget lille sted eller fortaber sig i ord.
Manderollerne er glimrende besat med Claus Riis Østergaard som den stædige, tillukkede ægtemand Karénin og Martin Bo Lindsten som elskeren Vronskij, der er flot og sympatisk i sine forsøg på at forstå, hvad det er, han har rodet sig ind i.

REVOLUTION

Den brogede flok af medvirkende viser os et russisk klassesamfund i opbrud – vi er ikke langt fra revolutionen. Mest dramatisk omkring den parallelle kærlighedsaffære mellem den unge idealistiske godsejer Ljovin og pigen Kitty, et forhold, der kikser i første omgang, lykkes i anden.
Ljovin bliver spillet af Benjamin Kitter i en fortryllende åben stil, som den ægte, ærlige og en smule naive, lidt forknyt over for piger, svirrende af ukristelige, revolutionære ideer, til grin over for bønder og ansatte på sit gods på grund sit forslag om udbyttedeling i stedet for løn – og samtidig af instruktøren gjort til en mand, Anna kan betro sig til, i periferien af inderkredsen, som han er.
Der er mange fine karakterer i øvrigt: F.eks. den ukomplicerede Kitty, spillet af Lea Baastrup Rønne, den ubekymrede levemand Stiva, der spilles af Anders Gjellerup Koch med storladen foragt for problemerne omkring ham, og den totalt uforstående mor til Vronskij, som Betty Glostad farver med elskværdig brutalitet.

Odense Teater har sat mange sejl til med denne ’Anna Karenina’. Smukke kostumer, røg og damp, når vi ankommer – et lokomotiv spiller en skæbnesvanger rolle i stykket!
Men man vil nok især huske den rolle, dekorationen spiller for opsætningen. Drama bag gardinerne. Og foran. Og mellem.

gregersDH.dk