RUINERNE AF EN FAMILIE
Familien på stegepanden i Jens Albinus’ ’Ankomst Afsked’ på Husets Teater
Dramatiker og instruktør: Jens Albinus. Scenograf: Rikke Juellund. Medvirkende: Benedikte Hansen, Hans Rønne, Maria Rich, Laura -Skjoldborg og Morten Vang Simonsen.
’Ankomst. Afsked’ spiller på Husets -Teater indtil 12. januar 2018. Varighed 1 t 40 min. uden pause
****
SCENEN er totalt nøgen. Åben for en slagmark. For en familie, der er grebet af en illusion om, at den eksisterer. At den kan genetablere noget, den tror, har eksisteret. Men opdager, at det har den aldrig.
Det en den ubehagelige og rystende situation, vi får blotlagt gennem et koncentreret kammerspil på en god halvanden time.
Familiens fire personer samles i deres egne ruiner i en situation, der i sig selv rummer opløsning: Den ældste datter har været død nogle år, ligger begravet på den stedlige kirkegård, men graven skal nu flyttes på grund af et nyt offentligt vejanlæg. Den fraskilte mor kommer rejsende til fra udlandet. Ligesom en datter nr. 2. Den tredje og yngste datter har boet i lang tid alene med faren. Det ligner et splittet landkort, og for at det ikke skal være løgn, har døtrene samme mor, men tre forskellige fædre.
DET går ad helvede til i lige fra det sekund moren står over for faren. De skændes omgående om, hvor hun har parkeret sin bil ved huset. Og ikke mange øjeblikke efter markerer hun, at det er hendes hus, og han skal ikke regne med at blive boende i det, for hun er i pengenød trods en international karriere som fotograf. Benedikte Hansen spiller en mor med en benhård og kynisk resigneret livsindstilling, og Hans Rønne er en far med en stagneret forfatterkarriere. Han klamrer sig til, hvad han har, især sine kasser med ufuldbyrdede litterære projekter. En type som Hjalmar Ekdahl i Ibsens ’Vildanden’. Tilmed en mand med et tvetydigt forhold til i hvert fald en af døtrene.
Drømmen om en lykkelig familiegenforening er født i hovedet på den yngste datter, som spilles af skuespillereleven Laura Skjoldborg. Hun er det uskyldige offer for det familiemæssige skibbrud. Maria Rich er det strandede, mellemste led i døtre-trioen, neurotisk usikker og på spring til at flygte til sit Japan igen ved først givne lejlighed, men uhjælpeligt lænket til situationen.
Vi følger den uafvendelige katastrofe i en hurtig udvikling, der accelereres af uflyttelige mistanker, lattervækkende gamle kontroverser om detaljer og udbygges for os af dramatikerens plantning af metaforer, der gennemsyrer problematikken om synd og skyld. Et billede på væggen i en af børneværelserne af et barn i et landskab hjemsøger dem alle som betydningsladet og kilde til opgør. Også en fremmed ung fyr, der svæver i familiekulissen som erotisk urovækker, spillet af Morten Vang Simonsen.
STYKKET fænger med sin blanding af psykologiske traumer og håndfaste konflikter.
Et familiedrama, hvor mange vil kunne aflæse genkendeligheder. Tavsheden hos publikum ved premieren var i hvert fald umiskendelig.
Jens Albinus, der er forfatteren, ser i sine egne kommentarer stykket i større sammenhæng som et billede på et vesteuropæisk, generelt kulturforfald. Traditionel familiestruktur i sammenbrud.
DET er ikke bare et gravsted, der skal nedlægges. Ikke bare en ukristelig handling. Som da Hjallerup-præsten Anton Laier i 1967 løftede korset og sang salmer ved det kommunale vejgennembrud i hans præstegårdshave.
Det er vesteuropæisk kulturapokalypse.
gregersDH.dk
